Makedonsk var et indoeuropæisk oldsprog, der blev talt i området Makedonien på Balkan i det 1. årtusinde f.v.t., formentligt til og med hellenistisk tid. Oldtidens makedonsk er ikke nært beslægtet med nutidens makedonsk, sproget i Nordmakedonien, der er et slavisk sprog.

Oldtidens makedonsk kendes kun fra antikke værker og egennavne, idet administrationssproget har været græsk. Den eneste indskrift fra Makedonien, fundet ved den antikke hovedstad Pella, kan dateres til 300-tallet f.v.t. og er skrevet på nordvestgræsk (publiceret 1992).

Makedonsk har udviklet de indoeuropæiske konsonanter *bh og *dh til b og d, hvor græsk i stedet har ph og th som refleks. Det er fx tydeligt i det makedonske kvindenavn Berenike over for det tilsvarende græske Pherenike; og makedonsk ade 'himmel' over for græsk aither, det ord, der er lån til dansk som æter.

Makedonsk er tillige påvirket af thrakisk, et andet sparsomt overleveret oldtidssprog på Balkan.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig