De moderne indoeuropæiske sprogs udbredelse i Europa og Asien. De germanske sprog er markeret med lysegrøn, keltiske sprog med mørkere grøn, romanske sprog med orange, albansk med turkis, græsk med lyserød, baltiske sprog med lilla, slaviske sprog med mat rød, armensk med mørkerød, iranske sprog med blå, nuristan-sprog med en rød prik og indoariske sprog med brun.

.

De indoeuropæiske sprog er en sprogæt eller sprogfamilie, der omfatter en række sproggrene i Asien og Europa. Ved migration er de indoeuropæiske sprog gennem historien blevet udbredt til de øvrige verdensdele. Sprogætten er verdens største målt i antallet af talere, idet knap halvdelen af Jordens befolkning i moderne tid har et indoeuropæisk sprog som modersmål.

Den største indoeuropæiske sproggren er den indoiranske, der tales af ca. 1,1 milliarder mennesker. I hastig vækst er ligeledes den romanske sprogfamilie, der er modersmål for i alt ca. 670 mio. mennesker, og som er en moderne aflægger af de italiske sprog. Også de germanske sprog indtager en fremtrædende plads og tales af ca. 1,2 milliarder; hertil kommer det engelske sprogs udbredelse som internationalt kommunikationssprog. Baltoslaviske sprog med undergrupperne baltisk og slavisk tales af ca. 300 millioner; ca. halvdelen af disse er russisktalende. De keltiske sprog, der tidligere var udbredt over hele Europa, tales kun af lidt over 1 million mennesker, der så godt som alle er tosprogede i engelsk eller fransk. Græsk, albansk og armensk udgør desuden hver sin selvstændige sproggren.

Hertil kommer følgende uddøde sproggrene: anatolisk, frygisk, illyrisk, messapisk, thrakisk, tokharisk og venetisk.

Det indoeuropæiske grundsprog, som alle disse sprog går tilbage til, er ikke skriftligt overleveret, men det kan rekonstrueres på basis af sprogenes ældste kendte trin, hvor slægtsligheden er størst.

Indoeuropæiske sprog. Slægtskabsoversigten er geografisk orienteret og opdelt i seks niveauer. Niveau 2-4 viser et genetisk slægtskab og er ikke en kronologisk oversigt, idet den konstaterbare forgrening i sproggrupper ikke er foregået på samme tid. Niveau 5 viser sprog, der kan dokumenteres i perioden før ca. 1600 e.v.t., fx hittitisk, der er overleveret i perioden 1700-1200 f.v.t. og ikke fortsat i moderne sprog, samt fx oldbulgarsk (860-1100), der er videreført i bulgarsk og makedonsk. Hvor der er overleveret flere sprogstadier på vejen til det nutidige sprog, fx oldengelsk via middelengelsk til engelsk, er dette angivet med pil. Mange af dateringerne er skønsmæssige; periodeangivelserne er især betinget af tidspunktet for den første dokumenterede skriftlige forekomst, men andre forhold, fx mundtlig fortælletradition, kan begrunde en tidligere tidsangivelse. Sprogenes seneste forekomst kan variere fra fx 2. årtusinde f.v.t. for palaisk til ca. 1525 for gammeldansk. Desuden har en række sprog som latin, græsk, sanskrit mfl. fortsat været lærdomssprog længe efter det angivne slutårstal. For ældre sprogs vedkommende er der ikke som ved de moderne angivet (niveau 6), hvor mange der talte de enkelte sprog; dette kan heller ikke udledes af diagrammets størrelsesforhold. Det bemærkes, at det moderne slaviske sprog makedonsk ikke nedstammer fra det græske oldtidssprog af samme navn.

.

De enkelte sproggrenes tidligste overlevering

De indoeuropæiske sproggrenes tidlige udbredelse. På grund af de sparsomt overleverede skriftlige kilder kan man ikke som ved moderne sprog angive den nøjagtige udbredelse med sikkerhed. Hertil kommer, at sprogene ikke er samtidige. Kortet spænder i tid over flere årtusinder, fra anatoliske sprog fra 1700 f.v.t. til baltiske sprog, der først er overleveret fra 1400-1500-tallet e.v.t.

.

De tidligst overleverede sprog mod sydøst tilhører den indoiranske sprogfamilie og omfatter dels indoarisk, der i sin ældste form, vedisk, går tilbage til før 1000 f.v.t. og som klassisk oldsprog, sanskrit, er udbredt fra ca. 500 f.v.t., dels de ældste iranske sprog, avestisk og oldpersisk. Også de anatoliske sprog går langt tilbage. Det vigtigste er hittitisk, der som det tidligst overleverede indoeuropæiske sprog kan føres tilbage til 1700 f.v.t., men først blev kendt i 1900-tallet gennem rige fund af kileskrifttavler. Andre gamle anatoliske sprog er luvisk og palaisk. I Lilleasien blev der endvidere talt frygisk, hvis tidligste indskrifter er fra ca. 700 f.v.t. I den sydvestlige del af Kaukasusregionen kendes armensk fra 400-tallet.

Det ældste overleverede indoeuropæiske sprog i Europa er mykensk græsk, der går tilbage til ca. 1400 f.v.t. og først blev kendt i 1952-1953 med dechifreringen af Linear B-indskrifterne på bl.a. Kreta. Inden da blev Homers værker, der oftest sættes til 700-tallet f.v.t., anset for at gengive den ældste græske sprogform.

Thrakisk og illyrisk er tidlige, men sparsomt overleverede indoeuropæiske sprog på hhv. det østlige og det vestlige Balkan. Messapisk, der er kendt gennem ca. 300 indskrifter i Italien fra 400-100-tallet f.v.t., har været sat i forbindelse med illyrisk, men er muligvis et selvstændigt sprog. Også albansk nedstammer måske fra illyrisk, men da sproget først kendes fra 1462, er et specifikt slægtskabsforhold vanskeligt at påvise. Endelig har venetisk, kendt fra over 200 indskrifter fra Italien fra de sidste århundreder f.v.t., været henregnet til såvel illyrisk som italisk, men det anses nu mest for at være et selvstændigt indoeuropæisk sprog.

Italiske sprog kan opdeles i to grene, oskisk-umbrisk og latino-faliskisk. Fra latin, der er overleveret fra 500-tallet. f.v.t., nedstammer de moderne romanske sprog.

Fra ca. 500 f.v.t. bredte keltisk sig fra Mellemeuropa til Gallien, Britannien, Den Iberiske Halvø, Italien, Balkan og Lilleasien. De tidligste keltiske sprogminder på De Britiske Øer er de irske ogham-indskrifter, der overvejende stammer fra 400-500-tallet e.v.t.

Germanske sprog, som i vor tid udgør den mest udbredte indoeuropæiske sprogfamilie, kendes tidligst gennem sproget i de ældre skandinaviske runeindskrifter fra ca. 200 e.v.t. og en gotisk bibeloversættelse fra ca. 375. De første sprogminder på engelsk, frisisk, nederlandsk, tysk og de nordiske sprog er af noget senere dato.

Det er omdiskuteret, om slægtskabet mellem baltiske og slaviske sprog er så nært, at man kan opstille en egentlig baltoslavisk sprogfamilie. Baltisk omfatter lettisk, litauisk og oldpreussisk, der er overleveret fra 1400-1500-tallet. Litauisk har bevaret mange gamle indoeuropæiske træk. Det tidligst overleverede slaviske sprog er oldkirkeslavisk eller oldbulgarsk fra 800-tallet.

Endelig blev tokharisk, der kendes i to varianter fra 500-700-tallet, først opdaget i begyndelsen af 1900-tallet i det vestlige Kina.

Det indoeuropæiske grundsprog

Det indoeuropæiske grundsprog, dvs. det sprog, som alle de indoeuropæiske sprog udspringer fra, er ikke skriftligt overleveret, men forskerne kan rekonstruere det med den sammenlignende sprogvidenskabs metoder. Udgangspunktet er her de lydlige overensstemmelser, som fører til påvisning af regelmæssige lydændringer (lydlove); hermed kan man også redegøre for bøjnings- og afledningssystemernes udvikling og med etymologier finde frem til grundsprogets ordforråd.

Det fælles ordforråd

Fælles for de indoeuropæiske sprog er en del slægtsord, fx far, mor, bror, søster, søn og datter, basale talord for 1-10 og en række såkaldte kulturord, hvor arkæologiske fund peger hen mod et hjemland i Østukraine og Sydrusland omkring 4000-3000 f.v.t. Det drejer sig fx om betegnelser for hus, dør; honning, mjød, byg, fisk, salt; ko, hest, får, svin; købe, bære, spise, så, væve; uld, nøgen; kobber, guld; sværd, bue, pil; skib, vogn, hjul, plov.

Tabellen nedenfor viser talordene for 1-10 på forskellige indoeuropæiske sprog samt de rekonstuerede grundformer. Japansk er som ikke-indoeuropæisk sprog medtaget til sammenligning.

Accent aigu angiver på det indoeuropæiske grundsprog, sanskrit og oldgræsk accentueret stavelse, mens det på oldirsk, gotisk og tokharisk markerer andre fonetiske forhold, fx længde og vokalkvalitet.

Tal
det indoeuropæiske grundsprog (rekonstrueret) sanskrit klassisk armensk albansk oldgræsk latin japansk (ikke-indo- europæisk sprog)
1 *ói(h)nos ékas mi një heĩs ūnus hitotsu
2 *dwō(u) dvā(u) erku dy dýō duo futatsu
3 *tréjes tráyas erek' tre treĩs trēs mittsu
4 *kwétwores catvā̀ras č'ork' katër téttares quattuor yottsu
5 *pénkwe páñca hing pesë pénte quīnque itsutsu
6 *s(w)ek̂s ṣaṣ vec' gjashtë hex sex muttsu
7 *séptm̥ saptá ewt'n shtatë heptá septem nanatsu
8 *oktō(u) aṣṭā̀(u) ut' tetë oktō octō yattsu
9 *h1néun̥ náva inn nëntë ennéa novem kokonotsu
10 *dék̂m̥(t) dáśa tasn dhjetë déka decem to
Tal
det indoeuropæiske grundsprog (rekonstrueret) oldirsk gotisk litauisk oldkirke-slavisk tokharisk A japansk (ikke-indo- europæisk sprog)
1 *ói(h)nos óen ains víenas jedinǔ sas hitotsu
2 *dwō(u) da twai dǔva wu futatsu
3 *tréjes tri þrija (neutr.) trỹs trı̌je tre mittsu
4 *kwétwores cethir fidwor keturì četyre śtwar yottsu
5 *pénkwe cóic fimf penkì pętı̌ päñ itsutsu
6 *s(w)ek̂s saíhs šešì šestı̌ ṣäk muttsu
7 *séptm̥ secht sibun septynì sedmı̌ ṣpät nanatsu
8 *oktō(u) ocht ahtau aštuonì osmı̌ okät yattsu
9 *h1néun̥ noí niun devynì devętı̌ ñu kokonotsu
10 *dék̂m̥(t) deich taíhun dẽšimt desętı̌ śäk to

Indoeuropæistikkens forskningshistorie

Det tidlige 1800-tal: Systematikken afdækkes

Blandt de forskere, der har haft betydning for udviklingen af indoeuropæistikken, skal nævnes Franz Bopp, der i 1816 påviste grammatiske strukturer og et basalt ordforråd fælles for græsk, latin, germansk, iransk og sanskrit, og Rasmus Rask, der næsten samtidig konstaterede systematiske lydlige korrespondenser mellem græsk, latin, germansk, baltisk og slavisk. Selve betegnelsen indoeuropæisk går tilbage til Thomas Young.

1840-1910: Stamtræer, stjerneformer og junggrammatikere

På basis af det fælles ordforråd forsøgte August Schleicher at rekonstruere et indoeuropæisk grundsprog, og han opstillede i 1861 et stamtræ over de indoeuropæiske sprog. Forskningen var i årtierne derefter optaget af junggrammatikernes tese om lydlovenes undtagelsesløshed og af de metodiske konsekvenser af den moderne dialektologi for inddelingen af de indoeuropæiske sprog.

Ca. 1910: Opdagelsen af de uddøde sproggrene

Opdagelsen af de anatoliske sprog og tokharisk satte en tid spørgsmålstegn ved opfattelsen af indoeuropæisk som én sprogæt med samme grundsprog. Det er imidlertid godtgjort, at begge sprogfamilier har fornyelser fælles med andre indoeuropæiske sprog, og at strukturelle afvigelser til dels kan forklares ud fra et forskelligt overleveringstidspunkt.

Laryngalteorien

Hittitisk fik stor indflydelse på rekonstruktionen af indoeuropæiske ordformer, ikke mindst med påvisning af de såkaldte laryngaler, fx h i hasterz 'stjerne'. Eksistensen af sådanne lyde i det indoeuropæiske grundsprog var blevet postuleret allerede i 1878 af Saussure på rent teoretisk grundlag. I hvad der senere blev kendt som laryngalteorien opereres der oftest med tre laryngaler i grundsproget, traditionelt benævnt h1, h2, h3, med lydværdierne [h], [χ], [ɣw]; de er forsvundet næsten overalt, men har efterladt sig spor, bl.a. som forlængelse af forudgående vokal, aspiration af nabokonsonanter og kvalitative ændringer af nabovokaler, hvor h2 og h3 farvede nabovokalen e til hhv. a og o; det ses fx i armensk, græsk og latin. Mellem konsonanter optrådte laryngalerne som vokalerne ə1, ə2 og ə3, formentligmed lydværdierne [ə], [ʌ], [œ]. Disse vokaler udviklede sig i mange sprog til a, idet dog de indoiranske sprog viser i, fx da. fader over for sanskrit pitár-, af *pə2tér-. Græsk, armensk og frygisk adskiller sig fra de øvrige sprog ved udviklingen af initiale laryngaler til vokaler, fx græsk astḗr, armensk astł over for lat. stēlla, da. stjerne, af *h2stér-. Den danske sprogforsker Hermann Møller (1850-1923) opdagede laryngalerne omtrent samtidig med og uafhængigt af Saussure.

Nyere forskning

Siden 1930'erne har strukturalistiske teorier sat deres præg ikke mindst på det fonologiske område. Et moderne forskningsmæssigt tyngdepunkt er rekonstruktion af tidligere sprogstadier ud fra forhold i det indoeuropæiske grundsprog selv (intern rekonstruktion).

Der har fra ca. 1970 i spørgsmålet om den indoeuropæiske sprogfamilies udbredelse været stigende interesse for at sammenholde etnografisk, arkæologisk og sproglig viden. Især fra ca. 2010 har resultater inden for genetik i stadig større grad spillet en rolle i forsøget på at lokalisere de forhistoriske indoeuropæeres urhjem og de enkelte sproggrenes vandringer.

Endelig har der fra 1960'erne været gjort forsøg på at knytte indoeuropæisk sammen med sprogætterne uralsk, altaisk, eskimoisk-aleutisk, afroasiatisk og dravidisk samt nogle af de kaukasiske og palæosibiriske sprog i en sproglig storæt, der med Holger Pedersens udtryk benævnes nostratisk; bestræbelserne er dog problematiske, bl.a. fordi de andre sprogætter er udforsket i langt ringere grad end indoeuropæisk, især mht. rekonstruktion af grundformer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig