Cockney blev fra 1600-tallet anvendt nedsættende om personer, der er født i den østlige del af det centrale London. Senere blev ordet brugt om deres sprog, som ansås for mindre dannet end det, man talte i det centrale Londons vestlige del, hvor hoffet opholdt sig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cockney kommer af middelengelsk coken 'hane' og ei 'æg', dvs. 'haneæg', vist oprindeligt om lille eller vanskabt æg.

Sprogligt betegner cockney i dag en lavsocial London-dialekt. Karakteristiske træk er, at de med th betegnede lyde som i thin og mother ofte udtales hhv. [f] og [v], og at stemmebåndslukke (se stød) er udbredt. Udtalen af diftonger i cockney er forskudt, således at ord som bee, race, tie, soup, load og brown udtales næsten ligesom standardsprogets bay, rice, toy, soap, loud og bran. I litteraturen er cockney blevet anvendt af fx Charles Dickens i Pickwick Papers og Bernard Shaw i Pygmalion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig