Brahui er et dravidisk sprog, der tales i grænseområdet mellem Pakistan, Afghanistan og Iran. Dets udbredelsesområde ligger dermed på stor afstand af de områder i Syd- og Østindien, samt Sri Lanka, hvor de øvrige dravidiske sprog tales.

Faktaboks

Også kendt som

brahvi

Brahuis udbredelse

Brahui tales af dele af brahui-folket, som for langt størstedelens vedkommende bor i Baluchistan-provinsen i Pakistan, men sprogets grænser er ikke etnisk definerede. Mange medlemmer af brahui-folket taler slet ikke brahui, mens medlemmer af flere andre baluchiske stammegrupper taler brahui som deres andet sprog.

I Pakistan taler ca. 2,6 millioner mennesker brahui (2017), primært i Baluchistan, men mange brahui-talende er i dag også bosiddende i Pakistans storbyer, bl.a. Karachi og Hyderabad i den sydlige Sind-provins. I Afghanistan tales brahui af et ukendt antal mennesker fra nomadiske stammegrupper, mens det er usikkert, om der stadig i dag er folk, der taler brahui i Iran.

Skrift og ordforråd

Brahui tilhører den nordlige gruppe af dravidiske sprog. Det har ikke en skriftlig tradition, men skrives ved hjælp af urdu eller det persiske skriftsystem. Ordforrådet er stærkt påvirket af de omgivende iranske og indoariske sprog.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig