koreansk

Sproghistorisk kan koreansk inddeles i oldkoreansk, middelkoreansk og moderne koreansk.

Oldkoreansk bestod af to dialekter, puyo, der formentlig blev talt i kongeriget Koguryo, og han, som blev talt i kongerigerne Paekche og Silla; sidstnævnte samlede de tre riger i 600-t., hvorved han-dialekten blev dominerende. Fra ca. 300 e.Kr. benyttede koreansk det kinesiske skriftsprog, og dette førte til, at kinesiske låneord kom til at udgøre over halvdelen af det koreanske ordforråd. Kilderne til tidlig koreansk er usikre og består især af de 25 såkaldte hyangga-digte fra Silla, hvori kinesisk skrift bruges både fonetisk og semantisk til at gengive koreansk.

Middelkoreansk er en direkte videreførelse af Sillarigets han-dialekt. Først i 1440'erne fik koreansk et entydigt skriftsystem i form af et meget enkelt alfabet, der senere blev kendt som hangul og var skabt af en lille gruppe medlemmer af en særlig kommission under kong Sejongs (1418-50) aktive medvirken.

Også moderne koreansk er en videreførelse af den oldkoreanske han-dialekt. Mod slutningen af 1800-t. opstod der et behov for standardisering af sproget i forbindelse med store interne reformer, der skulle imødegå et stigende pres udefra. Det var dog først i 1945, da Korea blev befriet efter den japanske besættelse, at de foreslåede standardiseringer trådte officielt i kraft. Efter delingen af Korea har sproget på visse områder udviklet sig forskelligt i nord og syd. Nordkorea holdt i 1949 helt op med at bruge kinesiske tegn, mens man i Sydkorea stadig bruger en del kinesiske tegn blandet med det koreanske alfabet. Også ordforrådet har udviklet sig forskelligt. Bl.a. har Nordkorea søgt at begrænse de kinesiske låneord og erstatte dem med rent koreanske nydannelser eller russiske låneord, mens Sydkorea har introduceret mange nye låneord fra engelsk. Et stort antal japanske låneord er efter 2. Verdenskrig systematisk blevet fjernet. De seneste årtier har været præget af yderligere sprogsaneringsovervejelser, som bl.a. indbefatter fastlæggelse af normer for ordformer og ortografi.

Det koreanske lydsystem er bl.a. karakteriseret ved, at lukkelydene findes i et tredelt system: slap, spændt, aspireret; k kan således som forlyd udtales [k], [kk] eller [kh]. Flere konsonanter i ordbegyndelse søges undgået. I stedet indsættes vokal mellem konsonanterne, fx sutop for engelsk stop.

Koreansk har ledfølgen subjekt, objekt, verbum og er et agglutinerende sprog med et stort antal nominale og verbale suffikser, der føjes til stammen og udtrykker forskellige semantiske og grammatiske funktioner. Nominalbøjningen er enkel, og kasus udtrykkes ved suffikser. Verbernes og adjektivernes bøjning er mere kompleks. Fortid og fremtid/formodning udtrykkes ved suffikser, mens fravær heraf angiver nutid. Som i japansk udtrykker særlige verbalsuffikser et veludviklet system af høflighedsgrader.

Suffikser knyttet til det afsluttende verbum eller adjektiv kan angive, om sætningen er et udsagn, et spørgsmål, en ordre, noget den talende har hørt fra andre, usikkerhed, tøven etc. Udtryk, der modificerer, foranstilles, og da der ikke findes relative pronominer, anbringes underordnede sætninger i deres helhed foran de substantiver, de modificerer. Se også Nordkorea (sprog) og Sydkorea (sprog).