Tagalog, pilipino, officielt sprog ved siden af engelsk på Filippinerne. Tagalog er et vestaustronesisk sprog, der tales af ca. 15 mio. som førstesprog, især på Luzon i og ved hovedstaden Manila og på Mindoro, og som andetsprog af yderligere ca. 25 mio. Sproget, der skrives med det latinske alfabet, har et betydeligt indslag af spanske låneord. Desuden benyttes topikalisering; verbet står normalt først i sætningen, nominalleddenes forskellige funktioner angives ved partikler, og subjektet spiller kun en beskeden rolle.