Zhuang er Kinas største minoritetssprog. Det tales af ca. 16 millioner mennesker fra den etniske gruppe af samme navn i den sydlige provins Guangxi nordøst for Vietnam og i tilgrænsende dele af naboprovinserne Yunnan og Guizhou foruden et isoleret område i det nordvestlige Guangdong.

Zhuang er et tai-sprog og dermed beslægtet med bl.a. thai og lao, men det er stærkt påvirket af sydkinesisk, især yue (kantonesisk). Tosprogethed med kinesisk er udbredt, og kinesisk var tidligere minoritetens eneste officielle skriftsprog.

I 1950'erne blev der indført en bemærkelsesværdig alfabetisk skrift for zhuang med tegn fra både det latinske og det kyrilliske alfabet. Skriften undergik i 1982 en revision, så den herefter kun har bestået af latinske bogstaver. Sproget kan også skrives med den traditionelle logografiske skrift sawndip.

Dialektforskellene inden for zhuang er så store, at de talte varianter kan anses for selvstændige sprog, men der er etableret en officiel fælles standard, som bygger på den variant, der tales i det centrale Guangxi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig