Papuanske sprog. Få steder i verden har en så koncentreret mangfoldighed af sprog som Ny Guinea og de omkringliggende øer. Mange isolerede områder i Ny Guineas indre højland er stadig ikke sprogligt kortlagte, hvorfor kortets signaturafgrænsninger i et vist omfang er udtryk for et skøn. Sprog med begrænset udbredelse er angivet med tal.

.

Papuanske sprog, samlebetegnelse for de ca. 750 ikke-austronesiske sprog på Ny Guinea og nærliggende øgrupper. Klassifikationen af papuanske sprog er usikker, idet størstedelen først fra 1960'erne er ved at blive udforsket; således har man ikke fuld oversigt over, hvilke sprog der tales i det vestlige Ny Guinea (Papua, tidl. Irian Jaya).

Inddelingen af de papuanske sprog i tekstboksen følger S. Wurms klassifikation. Andre forskere opstiller lidt over tyve sprogfamilier, stadig med transnyguineanske sprog, der går i et bredt bælte tværs over Ny Guinea fra øst til vest, som den største. Selvom ca. halvdelen af de nu kendte papuanske sprog dermed antages at stå i nærmere eller fjernere genetisk forbindelse med hinanden, er dette meget vanskeligt at dokumentere, fordi sprogene har været talt i området siden nogle meget tidlige indvandringer og for manges vedkommende har været indbyrdes isoleret. Derved har oprindelig nærtbeslægtede sprog eller dialekter udviklet sig helt forskelligt. Især den nordligste del af Ny Guinea opviser en kolossal sproglig diversitet. Den væsentligste begrundelse for at betragte de papuanske sprog under ét er, at de tales af den oprindelige befolkning i området og derfor kunne formodes at tilhøre én sprogæt. Nogle klassifikationsforsøg henfører også de andamanske og de tasmanske sprog til en samlet papuansk eller indooceanisk sprogæt.

Papuanske sprog tales af i alt ca. 4 mio.; de fleste af under 10.000, og mange helt lokalt i det indre højland. Sprogene er grammatisk karakteriseret ved en stor formrigdom.

Papuanske sprog
En mulig opstilling af de papuanske sprogfamilier fra Molukkerne i vest til Salomonøerne i øst. Hvor nyere optællinger savnes, er antallet af personer, der taler sprogene, baseret på et skøn.
  • Vestpapuanske sprog

    Omfatter ca. 25 sprog, der tales af i alt ca. 300.000 på de nordlige Molukker og det meste af halvøen Vogelkop (Doberai) i det vestlige Irian Jaya; størst er på Halmahera galela (ca. 80.000), ternatesisk (ca. 45.000) og tidoresisk (ca. 35.000), hvor de to sidstnævnte også fungerer som lingua franca. På Ny Guinea er det største sprog mai brat, der tales af over 20.000.

  • Østvogelkop

    Omfatter sprogene meyah (15.000, 2000), manikion (ca. 12.000) og moskona (ca. 8000, 1996), der tales på halvøen Vogelkop i Irian Jaya.

  • Geelvink Bay

    Omfatter 12 sprog, der tales af i alt ca. 14.000 i NV-Irian Jaya; det største er yawa, der tales på øen Yapen af ca. 6000.

  • Awera-sprog

    Omfatter sprogene rasawa, awera og saponi, der tales af nogle få hundrede i Irian Jaya.

  • Transnyguineanske sprog

    Den største papuanske sprogfamilie, der omfatter over 500 sprog, og som tales af i alt ca. 3 mio. over næsten hele Ny Guinea, på Sundaøerne og Molukkerne i Indonesien samt Torres Strait Islands i Australien. De største sprog er vestlig dani (ca. 180.000, 1993), enga eller tsaga (ca. 165.000), medlpa eller hagen (ca. 130.000), ekari (ca. 100.000), wahgi (ca. 85.000, 1999), kuman (ca. 80.000, 1994) samt makasai, huli og kamano (hver ca. 70.000, 1994); foré tales af ca. 17 000 (1991).

  • Amto-musan

    Omfatter sprogene amto og musan, der tales af nogle få hundrede i det vestlige Papua Ny Guinea.

  • Sko-sprog

    Omfatter 8 sprog, der tales af i alt ca. 6000 i grænseområderne mellem Irian Jaya og Papua Ny Guinea; størst er vanimo, der tales af ca. 2700 (2000).

  • Kvomtari-baibai

    Omfatter 6 små sprog, der tales af i alt 3500 i NV-Papua Ny Guinea; størst er fas eller bembi, der tales af ca. 1600.

  • Left May

    Også benævnt arai; af de 6 sprog, der tales af i alt ca. 1600 i NV-Papua Ny Guinea, er ama størst og tales af ca. 400-500.

  • Torricelli

    Omfatter ca. 50 sprog, der tales af i alt ca. 120.000 i NV-Papua Ny Guinea; de største er bukiyip eller bjerg-arapesh (ca. 16.000, 2003), olo (ca. 14.000, 2003) og mufian eller syd-arapesh (ca. 11.000, 1998).

  • Sepik-Ramu

    Omfatter ca. 100 sprog, der tales af i alt ca. 200.000 omkring floderne Sepik og Ramu i det nordlige Papua Ny Guinea; størst er ambulas (ca. 45.000, 1991) og boikin (ca. 30.000, 2003), mens de øvrige sprog hver især tales af under 15.000.

  • Østpapuanske sprog

    Omfatter ca. 25 sprog, der tales af i alt ca. 105.000 på de østlige øer i Papua Ny Guinea og på Salomonøerne; størst er buin (ca. 35.000 1996) og naasioi (ca. 10.000, 1996), mens bilua eller vella lavella og rotokas, der også er lingua franca, tales af hhv. ca. 8000 og ca. 5000.

  • Øvrige sprog

    Desuden findes spredt på Ny Guinea en halv snes sprog, som endnu ikke er klassificeret, og som måske er isolater. Kendtest er maisin, som tales af ca. 2600 (2000) ved Collingwood Bay i SØ-Papua Ny Guinea og måske er et papuansk-austronesisk blandingssprog, samt porome, der tales af ca. 1000 ved Kikoriflodens udløb i Papuabugten, Papua Ny Guinea.

Hertil kommer ifølge visse klassifikationer:

  • Andamanske sprog

    Omfatter 13 sprog, hvoraf kun jarawa, önge, sentinel og a-pucikwar stadig tales på Andamanerne af ganske få.

  • Tasmanske sprog

    Omfatter mindst 9 sprog, der blev talt på Tasmanien indtil 1830'erne, da den indfødte befolkning blev flyttet til den nærliggende øgruppe Furneaux; derefter gik sprogene af brug.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig