På grund af det bjergrige terræn og de mange småøer er Japan rigt på dialekter. Dialekterne opdeles i fire hovedgrupper. Sydligst tales ryukyu, der består af flere indbyrdes uforståelige dialekter, hvori mange træk fra oldjapansk lyd- og bøjningssystem er bevaret. På hovedøerne skelnes der mellem de vestjapanske og de østjapanske dialekter. Inden for vestjapansk kan kyushu yderligere udskilles som en gruppe for sig. Standardsproget, der bruges i medierne og skolerne, er baseret på Tokyodialekten.

.

Japansk er et sprog, der tales af ca. 126 millioner mennesker (2023), hovedsagelig i Japan, hvor det er altdominerende, men også bl.a. i Nord- og Sydamerika på grund af japansk indvandring, der især fandt sted i perioden 1870-1930. Målt i antal modersmålsbrugere er japansk et af verdens ti største sprog.

Sprogets genetiske slægtskab med andre sprog og sprogætter er ikke klart påvist. Det ligner de altaiske sprog i syntaks, men er formentlig påvirket af de austronesiske sprog i morfologi og ordforråd. Japansk skrift er udviklet på baggrund af kinesiske skrifttegn, men kinesisk og japansk er ikke genetisk beslægtede sprog. Nogle af de japanske dialekter er indbyrdes uforståelige, men de fortrænges efterhånden af standardsproget, der er baseret på Tokyo-dialekten. Japansk udgør sammen med ryukyu-sprogene, der tales på Ryukyu-øerne – også kendt som Okinawa – den japoniske sprogfamilie.

Det japanske sprogs historie

Oldjapansk (indtil ca. 1200)

Perioden kan opdeles i tidlig oldjapansk (indtil ca. 800) og sen oldjapansk (ca. 800-1200).

Ca. 400-500 e.v.t. fik japanerne kontakt med den kinesiske kultur og dermed også med et skriftsprog. I løbet af perioden frem til ca. 1000 overtog man den kinesiske skrift kanji og udviklede den ved at supplere de kinesiske tegn med lydalfabeterne katakana og hiragana. Med den kinesiske skrifts indførelse fulgte et omfattende indlån af kinesisk ordforråd, og brugen af kinesisk i officielle dokumenter, historieskrivning og poesi medførte, at også syntaktiske elementer blev overtaget fra kinesisk.

Dette massive indlån førte til store ændringer i det fonologiske system med nye stavelsestyper med konsonanter i udlyd, fx hon 'bog' og kokka 'stat', og med vokalsekvenser, fx kēzai 'økonomi'. Det antages, at muligheden for konsonant i udlyd banede vejen for forenklinger i verbernes bøjning, fx blev datid af toru 'tage' ændret fra tori-ta til tot-ta.

Samtidig er der dog muligvis også sket reduktioner i fonemsystemet; fx mener en del forskere, at tidlig oldjapansk skelnede mellem otte vokalfonemer, mens der i moderne japansk er fem.

Som skriftsprog eksisterede sen oldjapansk helt frem til slutningen af 1800-tallet, mens talesproget fjernede sig mere og mere fra den skrevne form.

Middeljapansk (ca. 1200-1600)

I talesproget er der løbende sket en reduktion i antallet af morfologiske hjælpeelementer, specielt mht. tempus- og aspektaffikser fra seks i oldjapansk til ét, -ta, i moderne japansk. Også antallet af affikser, der udtrykker konjunktiv, er reduceret.

De største ændringer er sket inden for respektudtryk, der kan spores tilbage til oldjapansk, hvor de takket være det indviklede ceremoniel omkring kejserhoffet nåede et højdepunkt. Systemet ændrede sig op gennem middelalderen, hvor den hierarkiske krigerklasse havde den politiske magt, og det udvikledes yderligere i det klasseinddelte samfund i Edoperioden (1603-1868). Herefter er der gradvis sket en simplificering af respektudtrykssystemet, der dog stadig udgør et essentielt element i sprogbrugen.

Præmoderne japansk (ca. 1600-1870)

Japansk har indlånt en meget stor mængde ord ikke blot fra kinesisk, men også fra engelsk. Den første kontakt med Europa fandt sted i 1549 med sproglån fra portugisisk, spansk og nederlandsk, primært lån, der havde med kristendommen at gøre og med nye ting i Japan som tobak og skydevåben. Mens samuraiklassen fortsatte med at bruge de ældre respektudtryk, opstod der blandt købmænd og håndværkere i byerne en lang række nye udtryk, der betød en yderligere graduering af respektudtrykssystemet.

Moderne japansk (efter ca. 1870)

Da Japan åbnede sine grænser i sidste halvdel af 1800-tallet, blev mange ord inden for videnskab, teknologi, filosofi og politik indlånt fra fransk og tysk. Efter nederlaget i 2. Verdenskrig var påvirkningen størst fra engelsk, og som med kinesisk er indlånet sket efter det, der er blevet kaldt "det totale rådighedsprincip": Ethvert engelsk ord kan lånes ind, uanset om der i forvejen findes et japansk eller kinesisk-japansk udtryk med samme betydning. Specielt i medie- og forlystelsesverdenen er brugen af engelske låneord omfattende. I mange tilfælde har indlån af et ord, der i forvejen fandtes i japansk, ført til en semantisk specialisering. Dette gælder fx ordet for en lever, hvor det oprindelige japanske ord kimo nu kun bruges metaforisk om styrke og vedholdenhed, mens det fra kinesisk indlånte ord kanzō er den medicinske og dagligdags betegnelse, og det fra tysk indlånte rebā bruges om madvarer, fx rebāpēsuto 'leverpostej'.

Lydforhold i japansk

I japansk fonologi skelner man mellem stavelser og morae: Hvorimod stavelse betegner den lydenhed, der kan bygges op omkring en enkelt vokallyd, betegner mora en rytmisk enhed, der styres af, hvor lang tid det tager at udtale lyden. Eksempelvis kan orden kantan ‘let; enkelt’ deles i to stavelser (kan-tan), men hele fire morae (ka-n-ta-n). Denne skelnen ses afspejlet i japansk skrift: I tegnsystemerne hiragana og katakana – der ellers typisk betegnes som “stavelsesalfabeter” – svarer hvert enkelt tegn til én mora, og de er dermed strengt taget moræiske alfabeter.

Japansk har fem fonemiske vokaler: /i, e, a, o, u/. Der skelnes mellem korte og lange vokaler, hvoraf de sidstnævnte typisk transskriberes med en streg over vokalen, f.eks. u (kort vokal) over for ū (lang vokal) Vokallængde er på japansk betydningsadskillende, fx koko ここ 'her' (med to morae) over for kōkō こうこう ‘gymnasium' (med fire morae). Vokalerne -i- og -u- falder næsten bort mellem to ustemte konsonanter eller finalt efter ustemt konsonant, fx kutsushita [kts(u)ʃta] 'strømper', desu [des] 'er' og verbalendelsen -masu [mas].

Sproget har desuden 16 fonemiske konsonanter. 14 af disse bruges til at indlede stavelser /p, b, m, w, t, d, s, z, n, r, j, k, g, h/. Visse af disse konsonanter realiseres forskelligt, afhængigt af hvilken vokal, de står foran. Fx realiseres /h/ som [h] foran /a/, /e/ og /o/, men som [ç] foran /i/ og [ɸ] foran /u/. De sidste to konsonanter er selvstændige moræiske konsonanter, der kun forefindes i slutningen af stavelser. Den ene, /N/, er en moraisk nasal, der som regel udtales [ɴ]. Den anden, /Q/, er en særlig moraisk konsontant, der forlænger den efterfølgende konsonant. Begge disse moraiske konsonanter findes i ordet nippon [nippoɴ] ('Japan'), der altså består af fire morae.

Japansk er ikke et tonesprog i klassisk forstand, hvor hver stavelse har en tone; i stedet findes i de fleste dialekter en såkaldt pitch accent, der angiver tonehøjde og kan være betydningsadskillende, fx i Kyoto-dialekten, hvor ordet hashi har tre forskellige betydninger: med lav-høj tone 'spisepinde', med høj-lav tone 'bro' og med høj-høj tone 'kant'.

Japansk grammatik

Det siges ofte om det japanske sprog, at dets grammatik er ulogisk eller upræcis. Dette er dog nærmere myte end fakta; hvis grammatik fremstår ulogisk, skyldes det som regel, at japansk grammatik historisk er blevet beskrevet ved hjælp af analytiske kategorier, der oprindeligt blev udarbejdet med henblik på at beskrive europæiske sprog og som ikke præcist indfanger logikken i japansk grammatik.

Japansk er et agglutinerende sprog, hvilket vil sige, at ord modificeres ved hjælp af affiksering (modsat fx flekterende sprog). Denne affiksering gælder primært verber og adjektiver; det er kun en meget lille gruppe substantiver, der tillader affeksering på japansk. Japanese substantiver kan ikke tælles og har ikke noget grammatisk køn. En undtagelse er substantiver, der beskriver mennesker eller levende væsener. Her bruges flertalssuffikset -tachi たち til at indikere flertal, således kan fx kodomo 子供 ‘barn’ blive til kodomotachi 子供たち. Ligeledes er der en begrænset gruppe substantiver, der kan gøres til flertal ved reduplikation, fx kuni 国 (‘land’) og kuniguni 国々 (‘lande’).

Relationer mellem sætningsled indikeres ved hjælp af ordstilling samt de såkaldte grammatiske ‘partikler’ – små ord, der følger det ord eller sætningsled, de modificerer. Nogle partikler har en funktion ikke ulig kasus på europæiske sprog; fx markerer o を direkte objekt (som akkusativ), og no の markerer tilhørsforhold (som genitiv), medens andre partikler påvirker sætningens informationsstruktur; fx markerer wa は sætningens tema, dvs. hvad udsagnet handler om. Sætningstemaet bør ikke forveksles med det grammatiske subjekt; det hænder ofte at en sætning både indeholder et tema og et ‘subjekt’ på én og samme tid. Et klassisk eksempel på dette fænomen er sætningen zō wa hana ga nagai (elefant – næse – lang), en sætning der bedst kan oversættes som ‘Elefanter har lange næser’. Her er det wa-markerede tema, ‘elefant’, sætningens tema, hvorimod ga markerer at hana (‘næse’) agerer som “subjekt” for prædikatet nagai (‘lang’). En ordret oversættelse af zō wa hana ga nagai lyder således ‘Elefant, næsen er lang’.

Verberne, der ikke bøjes i person og tal, ender i grundformen på -u ("konsonantstammeverber"), fx kak-u 'skriver', eller på -ru ("vokalstammeverber"), fx tabe-ru 'spiser'. Andre former dannes ved at tilføje endelser, bl.a.

Japansk (Grammatik)

endelse japansk dansk
-(a)nai ikke tabe-nai spiser ikke
kak-anai skriver ikke
-(y)ō lad os tabe-yō lad os spise
kak-ō lad os skrive
-(i)tai vil gerne tabe-tai vil gerne spise
kak-itai vil gerne skrive

Verber kan også modificere substantiver, fx kaku hito 'person, der skriver' af hito 'person', tabe-nai mono 'ting, man ikke spiser' af mono 'ting'. Hjælpeverber kan angive kausativ, fx tabe-saseru 'lader spise/får til at spise' af tabe-ru 'spiser', og passiv noko-sareru 'bliver efterladt' af nokosu 'efterlader'. Passivformen af verber på -ru kan også angive potentialis, fx tabe-rareru 'kan spise', mens verber på -u får -eru, fx kak-eru 'kan skrive'. Ligeledes kan denne form bruges til at udtrykke respekt. Passiv og kausativ kan kombineres i former som tabe-sase-rareta 'blev tvunget til at spise/fik mad serveret'. En særlig anvendelse af passiv er ”ubelejligheds-passiv”, som i Ame ni furareta ’(vi) blev regnet på’.

Kopula, dvs. indholdsløse forbindelsesled mellem subjekt og prædikat, fx dansk være, findes på japansk med morfemerne da og desu, som forbinder to substantiver eller substantiviske udtryk i mønsteret A wa B da/desu, der betyder 'hvad angår A, så er det (af kategorien) B'. Kopula kan således ikke altid oversættes med 'er'; fx betyder sætningen watashi wa unagi desu ikke 'jeg er en ål', men 'jeg vil gerne have ål fra menukortet'. Dansk 'er' i betydningen 'eksisterer' eller 'er til stede' hedder om levende væsener iru og om ting aru.

Adjektiver omfatter to typer, den ene ender i grundformen på -i, fx yasui 'er billig', den anden er dannet senere af en substantivisk stamme, der er efterfulgt af den kopulalignende endelse -na, fx shizuka da 'er rolig'. Begge typer har mange bøjningsformer fælles med verberne, fx

Japansk (Grammatik)

yasu-ku-nai er ikke billig
yasu-kat-ta var billig
eller
shizuka de nai er ikke rolig
shizuka datta var rolig

Adjektiver bruges ikke alene attributivt, men også prædikativt, fx kono kuruma ga yasui 'denne bil er billig'.

Japansk skelner mellem uformel og formel talestil, fx for 'spiser' hhv. tabe-ru og tabe-masu. For kopula og adjektiver findes der tre formalitetsniveauer, fx for 'er' uformelt da, formelt desu og meget formelt de gozaimasu. Valget afgøres primært af opfattelsen af 'nærhed', idet den uformelle stil bruges i familien og blandt gode venner; den meget formelle stil er ikke længere udbredt i daglig tale. Endvidere skelnes der mellem ydmyge og respektfulde udtryk, hvor de ydmyge udtryk bruges af den talende om sig selv eller om medlemmer af den talendes gruppe, fx familie eller kolleger, for at vise respekt for den, man taler til. Respektudtrykkene bruges om den tiltalte og medlemmer af dennes gruppe, fx i ydmyg form ane ga mairimasu 'min storesøster kommer', i respektfuld form Suzuki-san ga irasshaimasu 'Hr. Suzuki kommer' og i neutral form ane/Suzuki-san ga kimasu 'min storesøster/Hr. Suzuki kommer'. Niveauvalg bestemmes af den eller de talendes køn, alder, social status og grad af nærhed, idet der udvises størst respekt fra yngre kvinder over for socialt højtplacerede ældre mænd, man ikke er i familie med.

Verballeddet placeres altid sidst; både subjekt og objekt udelades ofte, når det fremgår klart af sammenhængen eller brug af respektudtryk, hvem der tales om. Subjekt og objekt kan også bytte plads, når objektet ønskes fremhævet. Japansk har et rigt system af personlige pronominer med udtryk for køns- eller statusforskel, fx i betydningen 'jeg' om en kvinde watashi og om en mand boku, og for status, fx om en mand med lavere status watakushi og med højere status boku eller ore. Den hyppige udeladelse af et eksplicit subjekt eller objekt bevirker dog, at pronominerne forholdsvis sjældent bruges. Der findes ingen relative pronominer i japansk, så underordnede sætninger placeres i deres helhed foran de substantiver, de modificerer, fx

baa de saifu wo wasureta otoko ga naita

bar i pung — glemte mand — græd

dvs. 'manden, der glemte sin pung i en bar, græd'; i eksemplet markerer wo direkte objekt og ga subjekt.

Japansk skrift

Skriften består i dag som for 1000 år siden af kinesiske tegn, kanji, suppleret med de to fonetiske stavelsesalfabeter hiragana og katakana, mens latinske bogstaver, rōmaji, ofte tages i brug ved forkortelser mv.

En skriftreform efter 2. Verdenskrig reducerede antallet af kinesiske tegn i daglig brug fra ca. 6000 til 1850, der igen i 1981 blev øget til 1945 tegn suppleret med 284 tegn, der må bruges i person- og stednavne.

De fleste tegn kan udtales på flere måder, efter hvilken sammenhæng de optræder i. Det skyldes, at udtalen er indlånt fra Kina i flere omgange, således at dialektforskelle og tidsmæssige ændringer i det kinesiske sprog reflekteres i nutidig japansk udtale.

Japansk i Danmark

Japanske låneord i dansk

Der findes enkelte ældre japanske låneord i dansk, heriblandt kimono, som dog i de vestlige sprog, der har lånt ordet, betegner en mere uformel påklædning end i Japan. Nyere låneord findes især i forbindelse med de japanske kampformer, der har vundet udbredelse i Vesten, fx judo og karate, eller inden for fagsprog, fx ikebana 'kunsten at arrangere blomster' og bonsai 'kunsten at dyrke dværgtræer'.

Undervisning og forskning i Danmark

Japansk har eksisteret som universitetsfag i Danmark, siden det i 1965 for første gang blev udbudt ved Københavns Universitet, fra 1969 tillige ved Aarhus Universitet og fra 1993 ved Handelshøjskolen i København. Endvidere er japansk valgfag i gymnasiet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig