Mlabri, ('skovmennesker', med en traditionel og nedsættende betegnelse fra thai også phi tong luang 'de gule blades ånder'), folkestamme på ca. 300 mennesker i Nordthailand og det vestlige Laos. Deres traditionelle levevis er som samlere og jægere, der bevæger sig rundt i højtliggende skove over et større område, noget der er enestående i den del af Sydøstasien. De er dog nu for de flestes vedkommende bofaste i bjerglandsbyer.

Mlabrierne har inden for de sidste årtier været genstand for antropologiske overvejelser om den kulturelle evolutions retning. Billedet kompliceres af, at deres sprog, mla'bri' eller simbÿp mla'bri' ('mlabriernes mund'), ikke har nogen entydig oprindelse. I lydsystemet, det basale ordforråd og orddannelsesmekanismerne (præfigering, infigering og reduplikation) ligner det mest det khmuiske (austroasiatiske) sprog tin, der tales af bjergbønder i området; men i syntaksen er der træk, der snarere peger i retning af sprog som burmesisk og kinesisk. Det ser således, på trods af mlabriernes tidligere stærke tendens til at isolere sig inde i skovene, ud, som om deres sprog har modtaget dybtgående påvirkninger fra flere sider. Helt nye DNA-undersøgelser af en gruppe mlabrier har ført til den revolutionerende hypotese, at mlabrifolket har en fælles stammoder, der er udgået fra en landsbykultur for mindre end tusind år siden. Deres samler-jægerkultur skulle de altså have tillagt sig siden, såkaldt cultural reversion. Det står dog stadig åbent, om der har været tale om en fusion af forskellige smågrupper, der levede i skoven, fx af en lille samler-jægergruppe med en eller flere personer, der var udstødt fra et landsbymiljø. Det ville måske kunne forklare sprogets mærkelige affinitet til flere sprogfamilier.

Der kendes i dag tre undergrupper af mlabrier med hver sin sprogvariant: en lille gruppe på godt 20 personer i et stort skovområde i det vestlige Laos (resterne af en gruppe, der tidligere er blevet kaldt yumbri), en nu næsten uddød gruppe på den thailandske side af grænsen til Laos (med den lingvistiske betegnelse minor mlabri) og endelig en større gruppe i den østlige del af Nordthailand (tidligere fejlagtigt kaldt mrabri). Lydligt taler de alle næsten samme dialekt; i det daglige ordforråd er der dog så store forskelle, at man på baggrund heraf tidligere har regnet to af sprogvarianterne for helt forskellige sprog. Inden for en af grupperne er der desuden store forskelle på mænds og kvinders sprogbrug. Mlabri besidder således et betydeligt samlet ordforråd; det meste af dette ordstof har ikke nogen kendt oprindelse.

Mlabrierne og deres sprog er især blevet udforsket inden for de sidste 20-25 år, bl.a. fra dansk side. Mens deres materielle "overlevelseskultur" viser en påfaldende mangel på egen teknologi, har det inden for de seneste årtier vist sig, at de har en original tradition af mytiske fortællinger og ritualer på mlabri. Man forsøger i disse år at introducere en måde at skrive mlabrisproget på, som muligvis vil sikre det en længere overlevelse i en tid, hvor den traditionelle mlabri-kultur bryder sammen.

Filmklipperen Janus Billeskov Jansen har sammen med Signe Byrge Sørensen (f. 1970) instrueret dokumentarfilmen Kunsten at være mlabri (2006), hvor nogle af de sidste mlabri-talende fortæller om deres liv på sproget selv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig