Austroasiatiske sprog tales på Sydøstasiens fastland — det tidligere Bagindien — i landene mellem Kina og Indonesien, på Nicobarerne samt enkelte steder i Indien.

.

Austroasiatiske sprog er en sprogfamilie eller sprogæt i Sydøstasien, der omfatter ca. 150 sprog, som tales af i alt ca. 100 millioner mennesker.

Faktaboks

Etymologi

Første led af ordet er latin auster 'syd'. Betegnelsen blev først anvendt af den østrigske katolske pater og sprogforsker Wilhelm Schmidt.

Slægtskabet mellem de austroasiatiske sprog blev først foreslået af den østrigske antropolog Ernst Kuhn i 1889. I 1906 videreførte Wilhelm Schmidt med baggrund i ordforråd, fonologi og morfologi Kuhns studier, og han foreslog desuden at forene austroasiatisk med austronesisk i en fælles sprogæt, austrisk, men det sidste forslag har ikke vundet almindelig anerkendelse.

De austro-asiatiske sprogs udvikling er præget af, at mens mundasprogene i vest har fjernet sig fra mon-khmer under indflydelse af indiske sprog, har vietnamesisk fjernet sig fra de øvrige mon-khmer-sprog på grund af en flere tusinde år gammel påvirkning fra kinesisk. Chamsprogene i Vietnam blev tidligere anset for at være mon-khmer-sprog på grund af ligheder i fonologi og grammatik, men i dag står det klart, at de grundlæggende er austronesiske.

Man skelner mellem tre klasser inden for austro-asiatisk: munda, nicobarisk og mon-khmer. Hertil kommer asli-sprogene, der tales i Malaysia og er beslægtet med de sydlige mon-khmer-sprog.

Et skriftsprog kan dokumenteres i såvel mon- og khmer-sprog, som begge allerede ca. 600 e.Kr. havde en skrift af indisk oprindelse. Vietnameserne skrev oprindelig kinesisk, men fra omkring 700-t. udvikledes endvidere tegn af kinesisk type til en særlig vietnamesisk skrift. I midten af 1600-t. blev en vietnamesisk retskrivning med latinsk alfabet efterhånden udbredt. I 1910 afskaffedes de kinesisk inspirerede tegn officielt.

Udforskningen og klassifikationen af de austroasiatiske sprog gjorde store fremskridt i slutningen af 1900-t., om end adskillige mon-khmer-sprog fortsat er stort set uudforskede. Der opdages stadig nye mon-khmer-sprog i Indokina, dvs. i den østlige del af SØ-Asien. Hvad angår slægtskabet mellem munda og mon-khmer, må den genetiske og geografiske sammenhæng mellem disse to underfamilier anses for uafklaret; det er tænkeligt, at der både er tale om en tidlig opsplitning i to grene og om en eller anden grad af senere kontakt mellem dem.

Grammatik

Grammatisk er de austroasiatiske sprog bl.a. karakteriseret ved brugen af præfikser eller foranstillede partikler til at udtrykke verbers funktion og betydning. Man kan imidlertid diskutere, i hvilket omfang der er tale om bøjning i samme forstand som i fx indoeuropæisk.

Typologisk set er det især karakteristisk for mon-khmer-sprogene, at de anvender orddannelsesmønstre såsom infigering (se infiks) til at danne substantiver fra verber og reduplikation til at modificere ords leksikalske betydning; en typisk brug af reduplikation er at danne verber, der betegner en mange gange repeteret handling (fx at ændre betydningen 'slå' til ' banke'). Adled står i austroasiatisk efter de ord, de lægger sig til, og objektet følger verbet. En undtagelse er dog munda, hvor objektet placeres foran verbet. Mundasprogenes grammatik har ændret sig radikalt fra den austroasiatiske type, hvad der forklares som i hvert fald delvis forårsaget af kontakten med andre indiske sprog. Nogle mon-khmer-sprog er ergative.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig