I Asien genfindes fire sprogætter og sprogfamilier, som også tales i andre dele af det euro-afro-asiatiske storkontinent: indoeuropæiske sprog, semitiske sprog, uralske sprog og eskimoisk-aleutiske sprog. Hertil kommer et større antal sprogætter, som er særlige for Asien: sino-tibetanske sprog, austroasiatiske sprog, tai-kadai, altaiske sprog og dravidiske sprog. Austronesiske sprog tales i Asien og Oceanien Hertil kommer de mindre palæosibiriske sprogætter og en række isolater.

Asien. Sprogkort.

.

Sprogætter på tværs af kontinenter

De indoeuropæiske sprog er armensk i Armenien og det tilgrænsende Tyrkiet; iranske sprog i Iran, Afghanistan og i enklaver nordpå i Tadsjikistan. Til denne sprogæt hører også indiske sprog i Pakistan og Nordindien med undtagelse af den del, hvor der tales tibeto-burmesiske sprog. De indiske sprog tæller bl.a. hindi/urdu, bengali, panjabi og marathi.

De semitiske sprog, arabisk, aramæisk og hebraisk, tales i Arabien og i landene mellem Middelhavet og Iran.

De uralske sprog i Asien er de samojediske sprog (hovedsageligt langs Jenisejfloden), khanti og mansi (langs Obfloden) i det nordvestlige Sibirien.

Dertil kommer eskimoisk-aleutiske sprog, der er repræsenteret ved nogle få sprog i Nordøstsibirien.

Mange forsøg har været gjort og gøres stadig på at bevise et overordnet slægtskab mellem disse fire og andre sprogætter i nostratisk, men selvom et vist begrænset fælles ordforråd måske kan sandsynliggøres, er det stadig en usikker hypotese.

Særligt asiatiske sprogætter

Ud over de ovennævnte er der en række sprogætter, der er tæt knyttet til eller udelukkende tales i denne verdensdel: altaiske sprog, sino-tibetanske sprog (fordelt på de sinitiske, dvs. kinesiske, og tibeto-burmesiske sprog), taisprog, austronesiske sprog (tidligere malajo-polynesiske sprog), austroasiatiske sprog (tidligere mon-khmer) og endelig dravidiske sprog. Dertil kommer nogle sprog, som tilsyneladende ikke hører til i disse grupper.

En række af verdens mest talte sprog findes i Asien
Mandarin 900 mio.
Hindi/urdu 350/290 mio.
Bengali 215 mio.
Japansk 128 mio.
Wu 90 mio.
Panjabi 90 mio.
Vietnamesisk 80 mio.
Koreansk 76 mio.
Javanesisk 75 mio.
Telugu 75 mio.
Yue (kantonesisk) 70 mio.
Tamil 68 mio.
Marathi 68 mio.
Min (fujianesisk) 60 mio.
Tyrkisk 57 mio.

Altaiske sprog er en forsøgsvis opstillet sprogæt, der langt fra er accepteret af alle lingvister. Den rummer tungusiske sprog i Østsibirien med enklaver af manchurisk i Nordkina, tyrkiske sprog i Lilleasien, Centralasien og det nordøstlige Sibirien samt mongolske sprog i Mongoliet og det kinesiske Mongoli. Man har formodet, at koreansk tilhører den altaiske æt, og denne æt ønskes af nogle lingvister udvidet med japansk.

Kinesisk består af en række såkaldte dialekter, som også kaldes sinitiske sprog. Det vigtigste sinitiske sprog er mandarin (med putonghua eller moderne standardkinesisk), der tales af 65% af Kinas befolkning. Det er således verdens mest talte sprog. Kinesisk udgør sammen med tibeto-burmesisk den sino-tibetanske sprogfamilie.

Tibeto-burmesiske sprog tales i Tibet, i Myanmar (Burma), i tilgrænsende områder og i lommer i Vestkina. Tibeto-burmesisk udgør sammen med kinesisk den sino-tibetanske sprogfamilie.

Miao-yao-sprogene (hmong-man) i Guizhou og på den indokinesiske halvø minder i struktur om tibeto-burmesiske sprog, men udgør sin egen sprogfamilie. Nogle lingvister henfører dog miao-yao til austro-tai.

Taisprogene tales på den indokinesiske halvø og i Sydkina. De vigtigste taisprog uden for Kina er siamesisk eller thai i Thailand, lao eller laotisk i Laos og Nordøstthailand samt shan og khamti i Myanmar. En mellemstilling mellem tai og de austronesiske sprog indtager kadaisprogene, der blev sammenstillet af amerikaneren Paul Benedict i 1942. Det er li eller hlai på Hainan og tre sprog i grænseområdet mellem Kina og Vietnam.

Austronesiske sprog findes i et udstrakt område. De tales i Sydøstasien, på Taiwan og Ny Guinea og endvidere på Madagaskar og i hele Stillehavsområdet. I Malaysia og Indonesien tales hhv. bahasa malaysia og bahasa indonesia, der er stort set samme sprog, og som under ét kaldes malajisk.

Austroasiatiske sprog på det sydøstasiatiske fastland består af sprogfamilierne mon-khmer, nicobariske sprog og munda. Mon-khmer er sprogene mon eller talaing i Myanmar, khmer eller cambodjansk i Cambodja og i den sydlige del af Vietnam samt vietnamesisk. Hertil kommer semangsprogene i Malaysia samt en lang række bjergsprog, hvoraf kun kammu i det nordlige Laos og tilgrænsende områder har mange talere. Mundasprogene tales i store lommer i de centrale indiske provinser syd for Ganges mellem Gangesdeltaet og floden Narmada og omfatter bl.a. santali og mundari.

Dravidiske sprog tales i hele Sydindien og Sri Lanka samt i enklaver nordpå i Pakistan (brahui) og i Ganges-regionen (khurux og malto). Den sydlige gren er klart den største, til hvilken hører bl.a. tamil, telugu og malayalam.

Nogle sprog, som ikke med sikkerhed kan placeres genetisk, er det næsten uddøde ainu i det nordligste Japan og på Sakhalin, giljakisk på Sakhalin og ved Amur, luoravetliske sprog i Sibiriens yderste nordøstlige hjørne og jukagir i en lille lomme vest for luoravetlisk og ket (Jenisej-ostjakisk) ved Jenisej. Flere genetisk isolerede sprog findes i Asien, herunder burushaski i Hunza-dalen og tilstødende områder, nihali i Centralindien og kusunda i Nepal.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig