mongolske sprog

De moderne mongolske sprog kan inddeles i fire sproggrupper. Hvor nyere optællinger savnes, er antallet af personer, der taler sprogene, skønsmæssigt angivet.

• Egentlige mongolske sprog
  • Østmongolske sprog
    • Mongolsk er fællesbetegnelsen for et stort antal dialekter eller sprog, der tales af i alt ca. 5 millioner, hvoraf 2,2 millioner taler khalkha, der er officielt sprog i Mongoliet. I de nordkinesiske provinser tales khorchin (ca. 1,4 millioner), kharachin (ca. 0,6 million), baarin, chakhar (begge ca. 300.000), mens bayad (ca. 40.000), dariganga (ca. 30.000), zahchin (25.000) og oold (ca. 10.000) tales i Mongoliet.
    • Burjatisk tales i to indbyrdes ret afvigende dialekter af henholdsvist ca. 330.000 (2002) i den russiske republik Burjatien samt af ca. 50.000 i Mongoliet og ca. 50.000 i Kina.
  • Vestmongolske sprog
    • Oiratisk tales af ca. 300.000 i den nordvestkinesiske provins Xinjiang, Vestmongoliet og Kirgisistan samt af immigrantgrupper i bl.a. Taiwan, Tyskland og USA.
    • Kalmykisk tales af ca. 150.000 i den russiske republik Kalmykien vest for Det Kaspiske Hav.
    • Darkhat tales af ca. 20.000 (2000) omkring Hövsgöl Nuur i det nordlige Mongoliet.

• Gansu-qinghai-sprog
  • Santa, også kaldet dongxiang eller tung, tales af ca. 250.000 (1999) i den sydvestlige del af provinsen Gansu i Centralkina.
  • Monguor eller tu tales af ca. 150.000 (1999) i den østlige del af den kinesiske provins Qinghai.
  • Bonan eller baoan tales af ca. 6000 (1999) i det østlige Qinghai og tilstødende dele af Gansu.
  • Øst-yugurisk eller shira yugur tales af ca. 3000 (1999) i det nordvestlige Gansu.

• Dagurisk
  • Dagurisk eller tahur tales af ca. 100.000 (1999) i de kinesiske provinser Indre Mongoliet og Xinjiang.

• Mogholi
  • Mogholi tales af ganske få nær byen Herat i Afghanistan; de fleste mogholier taler nu de iranske sprog pashto og farsi.

Sproget indtil 1100-tallet betegnes som oldmongolsk; rekonstruktioner heraf hviler på låneord i nabosprog og transskriptioner i kinesiske tekster. Middelmongolsk forekommer i perioden 1200-1600-tallet, hvorefter det afløses af moderne mongolsk.

Den ældste ikke-litterære mongolske tekst er Djengis Khans Sten fra 1227; den ældste litterære tekst, Mongolernes Hemmelige Historie fra ca. 1240, er skrevet med kinesiske skrifttegn.

Den ældste mongolske skrift er oprindelig en semitisk skrift, som blev overtaget fra de tyrkiske uighurer i 1100-tallet. Det er en vertikal skrift, der læses oppefra og ned fra venstre mod højre. Skriften, der stadig anvendes i Indre Mongoliet, blev benyttet i Den Mongolske Folkerepublik indtil 1941, hvorefter man indførte den kyrilliske skrift. Siden 1994 har det været et ønske at genindføre den mongolske skrift, men selvom den nu læres i skolerne, dominerer kyrillisk stadig. Det vestmongolske sprog oiratisk skrives med mongolsk skrift.

De mongolske sprog er med hensyn til ordforråd stærkt påvirket af tyrkisk, kinesisk og russisk. Sprogene er karakteriseret ved en overvejende syntetisk struktur. Et særligt træk er vokalharmoni, dvs. at vokalen i første stavelse af et ord bestemmer, hvilke vokaler der kan optræde efterfølgende i ordet. Derfor vil en fortungevokal i første stavelse efterfølges af fortungevokaler og en bagtungevokal af bagtungevokaler; dog er i neutralt. Dativendelsen hedder således på klassisk mongolsk -dür eller -dur alt efter ordets vokal, jf. A ulandur 'bjerg' over for degüdür 'yngre bror'. Se også agglutinerende sprog.