tokharisk

Tokharisk er et uddødt indoeuropæisk sprog, der kendes i to varianter, det liturgiske sprog tokharisk A eller østtokharisk og dagligsproget tokharisk B eller vesttokharisk, begge overleveret i håndskriftfragmenter fra 500-700-tallet fundet i begyndelsen af 1900-tallet langs den nordlige silkevej i den kinesiske provins Xinjiang. Teksterne er især oversættelser af buddhistiske sanskrittekster skrevet med den nordindiske skrift brahmi.

Det er bemærkelsesværdigt, at sproget som det østligste af de indoeuropæiske sprog tilhører kentum-gruppen, jf. tokharisk A känt og B kante '100' over for latin centum og walisisk cant, modsat satemsprog som indoiransk og baltoslavisk, jf. fx sanskrit śatám, litauisk šim̃tas.

Andre fællestræk med fjernereliggende indoeuropæiske sprog er bl.a. r som mediopassiv- og deponentmarkør, jf. tokharisk B yāmtär 'han laver', oskisk uincter 'han overbevises', oldirsk labrithir 'han taler', hittitisk artari 'han stiller sig' og frygisk addaketor 'han ifører sig'. Sådanne træk er søgt forklaret med tokharisk udvandring fra Østeuropa, men anses oftest for at gå tilbage til det indoeuropæiske grundsprog.

Mange lydlige forhold er endnu uafklarede, fx accentforhold, bl.a. fordi der ikke findes tekster fra før 500-tallet. Verbalbøjningen er konservativ, mens substantiverne er stærkt ændret, idet endelserne i seks af ni tokhariske kasus er ens i singularis og pluralis, jf. tokharisk A ablativ singularis käṣṣinäṣ 'lærer' og pluralis käṣṣisäṣ, modsat de fleste andre indoeuropæiske sprog, hvor forskellige entals- og flertalsendelser føjes til samme stamme.