Sprogtilegnelse er den sproglige læreproces, der finder sted spontant, modsat egentlige sprogundervisningsforløb.

Børns tilegnelse af modersmålet har altid været omgivet af fascination, fordi der umiddelbart synes at være noget mirakuløst ved den lethed, hvormed det sker. Denne undren har været udgangspunktet for videnskabelig diskussion om emnet, jf. Noam Chomskys hypotese, at processen kun kan forklares ved, at grundtræk af sprogstrukturen er nedlagt i menneskets arveanlæg, og at der hertil er knyttet en særlig tilegnelsesmåde, som stillet over for sprogligt input bruger den medfødte viden om sprogstruktur til at skyde genvej til sprogbeherskelse. Det er endvidere foreslået, at der er en kritisk periode, hvori det genetiske "program" opererer, jf. sangfugle, der kun lærer at synge "rigtigt", hvis de hører voksne fugle synge i en bestemt periode af opvæksten.

Over for denne tænkning står en teoretisk retning, der ser sprogtilegnelse som et led i børns generelle udvikling af kognitive færdigheder, jf. Michael Tomasellos hypotese om, at børn bruger de grundlæggende kognitive processer, når de tilegner sig sprog, som de bruger, når de tilegner sig alt muligt andet. De vigtigste er kategorisering, mønstergenkendelse og generalisering. Et afgørende moment er her de forankringer, som sproget har i andre færdigheder, og de ligheder, som sprogtilegnelsesprocessen har med generelle træk ved læring. Til støtte for denne retning kan anføres, at man generelt ikke har præcis viden om, hvordan komplekse færdigheder tilegnes. Den alternative forklaring på børns sprogtilegnelse er derfor, at den foregår i et samspil mellem de faktorer, som betinger den, herunder motivation.

Sproget er forudsætningen for at forstå omverdenen. Uanset meningsforskelle mht. sprogtilegnelse og hjernekapacitet er der derfor enighed om to ting: At børn har medfødte evner til at tilegne sig sprog, og at sprogtilegnelsen tillige trækker på almene færdigheder som hukommelse og kategoriseringsevne. Uenigheden gælder kun spørgsmålet om, i hvilken grad der findes medfødte evner specifikt rettet mod tilegnelsen af sprogstruktur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig