Sprogpolitik er bevidst styring af et samfunds sprogforhold. Der er især behov for at føre sprogpolitik i lande, hvor der tales flere sprog, fordi det dér ofte er nødvendigt at udvælge et enkelt sprog som officiel norm. Men også i sprogligt ensartede lande, fx Island, føres der sprogpolitik.

Eksempler

Sprogpolitik udøves af ministerier, nævn og akademier mv. Et eksempel på et ambitiøst sprogpolitisk program sås i 1950'erne i Kina, hvor man satte sig det mål at forenkle skrifttegnene i klassisk kinesisk, at tilvejebringe et talt fællessprog og at indføre et fonetisk alfabet; se Kina (sprog).

Et andet kæmpeprogram blev i 1920'erne udført i Sovjetunionen, hvor det blev besluttet, dels at den nye stat ikke skulle have noget officielt sprog, dels at alle borgere havde ret til at bruge og blive uddannet på deres eget sprog. Dette indebar, at der for et stort antal sprog blev udarbejdet skriftsystemer, hvad der anses for et af den sovjetiske sprogpolitiks fornemste resultater.

Minoritetssprog

I mange lande er der blevet ført en hårdhændet politik mod minoritetssprog. Et eksempel herpå er baskisk, der i Spanien i Francotiden var forbudt i undervisning, medier og ved kirkelige handlinger; se Baskerlandet (sprog). Også catalansk var udsat for undertrykkelse; se Catalonien (sprog). I Frankrig har der været sprogstrid på Korsika, hvor korsikansk dog nu er anerkendt som selvstændigt sprog, og i Storbritannien og Irland var de keltiske sprog tidligere udsat for repressiv sprogpolitik. Irsk har i dag en svag position, til trods for at det er officielt sprog. Bedre går det med walisisk, der lader til at være ved at genfinde fodfæstet. I Norden har især samisk haft ringe vilkår, og også fra dansk side er små sprog blevet undertrykt. Færøsk og grønlandsk blev først med hjemmestyrelovene fra hhv. 1948 og 1979 anerkendt som hovedsprog.

Truslen fra og mod engelsk

Engelsk udøver i dag et betydeligt pres mod andre sprog, og i mange lande forsøger man derfor at beskytte nationalsproget mod det. I Frankrig indførtes i 1994 la loi Toubon, en lov, der forbyder brug af fremmede ord i offentlige skrivelser. På Færøerne og i Island udskifter man systematisk engelske ord med hjemlige; i Norge har man siden 1989 arbejdet med at beskytte norsk mod den "engelske syge", og i Sverige har Svenska språknämnden på regeringens opfordring udarbejdet et handlingsprogram til fremme af svensk.

I 1980'erne opstod i USA en landsomfattende bevægelse, English First, hvis første mål var at få de enkelte amerikanske stater til at udnævne engelsk til deres officielle sprog. Hensigten hermed var at forhindre en sprogligt udløst fragmentering af det amerikanske samfund. I Californien blev en folkeafstemning herom vundet med stort flertal, og mange andre stater har siden fulgt trop. Bevægelsen, som af nogle sprogfolk anses for fremmedfjendsk, har som endemål at få ændret den amerikanske forfatning, således at engelsk bliver landets officielle sprog. Som en reaktion mod denne bevægelse dannedes i 1987 modbevægelsen English Plus, hvis mål er at fremme tosprogethed, dvs. engelsk plus et andet sprog, fx spansk.

Sprogpolitik i Norden

Islandsk sprogpolitik har altid været kendetegnet ved purisme, men også i de øvrige nordiske lande har man fra tid til anden forsøgt at holde sproget rent ved at begrænse fremmed indflydelse, i Danmark således især i 1700-tallet og i 1930'erne. I Norge har der været langvarig sprogstrid mellem tilhængere af bokmål og nynorsk (se også norsk).

I alle de nordiske lande er der officielle eller halvofficielle sprognævn. I 1997 blev der i Danmark lovgivet om sprognævn og om retskrivning, og Dansk Sprognævn har i praksis en ikke ubetydelig sprogpolitisk indflydelse, bl.a. ved at være eneansvarlig for Retskrivningsordbogen.

Nyere sprogpolitik

I 1990'erne og navnlig i de første år af 2000-tallet blev der overalt i verden sat sprogpolitiske initiativer i gang, undertiden med henblik på fastholdelse af et truet sprog, også i undervisning og forskning, undertiden med henblik på at fremme et dominerende statsbærende sprog på bekostning af regionale sprog (fx Kina). Fælles for de fleste lande er det, at man forholder sig til ekspansionen af engelsk/amerikansk, navnlig i undervisning, forskning og erhvervsliv. I flere lande (fx Malaysia) forcerer man en udvikling for at fremme engelsk, selv om universitetslærerne ikke er rustet til det, andre steder søger man at fremme en arbejdsdeling mellem nationalsproget og engelsk. I flere af de tidligere østbloklande (fx Polen og Letland) udformes strenge, protektionistiske regler til beskyttelse af nationalsproget. Frankrigs officielle sprogpolitik har ændret sig radikalt; nu arbejdes der ikke blot for en standardisering af rigssproget, men også med henblik på at bevare diversiteten i landet med de mange forskellige regionale sprog.

I Norden er der overalt udarbejdet nationale sprogpolitikker. I Sverige udsendtes Mål i mun i 2002; den udstak rammer for sprogpolitikken i Sverige, ikke blot for svensk, i erkendelse af, at landet har en stor gruppe indvandrere. I Norge udsendtes Norsk i hundre i 2005, som fulgte de samme retningslinjer, se norsk. I Danmark udsendtes rapporten Sprog på spil i 2003 og Sprog til tiden i 2008.

Der udarbejdes også sprogpolitiske retningslinjer på institutionsplan på universiteter og skoler, i kommuner og ministerier samt i større private virksomheder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig