skriftsprog

Skriftsprog er ved siden af talesproget det menneskelige sprogs vigtigste fremtrædelsesform, og tidligere var det menneskets eneste vej til fjernkommunikation. Med udbredelsen af bogtryk fik skriftsproget afgørende samfundsmæssig betydning.

Skriftsproget er – i modsætning til talesproget – uden direkte tilstedeværelse af afsenderen. Det kræver derfor en særlig indlevelse og retorisk kompetence hos afsenderen at skrive, så det passer til situationen, og det er et velkendt problem i ikke-skønlitterære tekster, at der skrives skribent- og ikke læserorienteret. I skriftsprog kan afsender selv styre processen fra tanke til tekst uden afbrydelse udefra, mens forløbet i talesprog er mere uforudsigeligt. I skriftsproget har afsender samtidig mulighed for at dokumentere indholdet, hvad der gør det til den foretrukne kanal i bl.a. erhvervsmæssig sammenhæng.

Disse kommunikationsforhold afspejler de forhold ved skriftsproget, der skaber forståelsesproblemer, fx sætningskompleksitet og ordvalg. Skriftsprogets koncentrerede og sammensatte karakter udtrykkes syntaktisk ofte ved forvægt, og ordvalget er mere formelt end i talesprog. Man skriver fx "Hermed fremsendes ...", men siger "Jeg sender dig ...". Sådanne såkaldte papirklichéer er med til at fjerne skriftsproget fra modtagerne. I takt med nedbrydningen af hierarkier i samfundet blev offentlighedens skriftsprog i 1970'erne ofte karakteriseret som skrankesprog, og det har siden været genstand for mange forandringsforsøg. Nogle af disse forandringsforsøg har dog været forfejlede, idet fx fjernelse af lange, tunge ord ikke nødvendigvis gør skriftsprog mere læservenligt.

Med opfindelsen af en række elektroniske medier har skriftsproget fundet nye anvendelsesområder, og der er opstået nye former, hvor skriftsprog og talesprog blandes. I radio og tv kan man møde et talesprog, der minder om skriftsproget, fx når nyhedsværter læser op eller interviewer politikere. Tilsvarende findes der i elektronisk kommunikation skriftsprog med et meget talesprogligt præg, fx e-mail, sms og chat. I de sidstnævnte medier tager skriftsproget ofte en dialogisk form med ligefremme, korte sætninger og indirekte referencer til situationen. Desuden kendetegnes det især i privat og uformel kommunikation af ekspressiv tegnsætning (fx "Hvorfor???") og særlige stiltræk som fx akronymer (fx "*G*" for griner), smileys (fx ":-)" for smiler) og emojis.

Skriftsproget i dagens samfund har med en række nye medier og ikke mindst internettet fået nye betingelser. Tekster kan løbende redigeres, opdateres eller slettes, og det er blevet lettere og hurtigere at sende og modtage tekster. Elektronisk tekstbehandling har med fx ordbøger, stavekontrol, tekstskabeloner og kunstig intelligens givet en mængde hjælperedskaber til skriveprocessen. Samtidig anvendes skriftsproget nu i høj grad også til privat og uformel kommunikation. Denne udvikling har i mange sammenhænge betydet et større fokus på skriftsprogets funktion som kommunikation frem for på formalitet og korrekthed.

Beherskelsen af skriftsproget indøves tidligt i skoleforløbet og forbindes af mange med flere barrierer end det talte sprog. Dets blivende karakter gør de formelle krav presserende og kan forstærke den skrivendes angst for ikke at kunne tilfredsstille ydre krav til korrekthed. Skriftsprogs formelt orienterede og ikke-funktionsrettede præg er fra slutningen af 1980'erne i undervisningssammenhæng bl.a. imødegået af den amerikanske skrivepædagogik, der lægger vægt på både funktionelle og formelle sider af såvel teksterne som skriveprocessen.