Rigssprog er en betegnelse for nationalsprog, dvs. en stats officielle sprog, og/eller for standardsprog, dvs. en sprogform, der i alt væsentligt er uden lokale og sociale særtræk.

Spændvidden i begrebet rigssprog ses af forholdet i Finland, hvor svensk ifølge forfatningen er nationalsprog ved siden af finsk: I alle offentlige forhold repræsenteres de talrige svenske dialekter i skrift og tale af et fælles finlandssvensk rigssprog, der i en større sammenhæng kan defineres som en regional variant af rikssvenska, dvs. standardsproget i Sverige.

Rigssprog og det næsten synonyme rigsmål anvendes traditionelt mest om nordiske forhold. Svarende til rigsdansk taler man gerne om standardengelsk, standardfransk mv. Undervisning i fremmedsprog tager normalt standardsproget som mønster.

Rigssprog er opstået i organiserede samfund under forskellige historiske betingelser, oftest sådan, at en enkelt dialekt blev bestemmende for normen. I Danmark var skriftsproget allerede i 1200-tallet orienteret mod dialekten på Sjælland, den tids centrale region, og ved midten af 1500-tallet var et landsomfattende skriftsprog etableret. Et anonymt skuespil fra begyndelsen af 1600-tallet, der benytter dialekt i bønders replikker, er det ældste kendte eksempel på modsætning mellem rigssprog og dialekt. Udviklingen af et rigstalesprog tog for alvor form i begyndelsen af 1800-tallet ved udbredelse af træk fra talesproget i København, se København (sprog).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig