laryngalteori

Laryngalteori er en teori inden for indoeuropæistikken, som siger, at det rekonstruerede indoeuropæiske grundsprog havde en række konsonanter, betegnet laryngaler, der ikke nødvendigvis har direkte reflekser i de overleverede dattersprog, men som har efterladt sig forskellige spor.

Eksistensen af sådanne lyde i det indoeuropæiske grundsprog blev postuleret allerede i 1878 af den berømte schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure på rent teoretisk grundlag. Han viste, at ellers forsvundne konsonanter måtte være årsagen til ændringer, der ellers vare vanskelige at forklare. Laryngalerne skulle således have forlænget en forudgående vokal og medført kvalitative ændringer af nabovokaler.

Den danske sprogforsker Hermann Møller (1850-1923) opdagede eksistensen af laryngalerne omtrent samtidig med og uafhængigt af Saussure. Modsat Saussure mente Møller at kunne rekonstruere deres fonetiske beskaffenhed som hæmmelyde artikuleret i struben. Han mente, at de indoeuropæiske sprog langt ude var beslægtet med semitiske sprog, der har en række sådanne konsonanter.

Da man i 1910'erne fandt ud af, at hittitisk var et indoeuropæisk sprog, fik det stor indflydelse på rekonstruktionen af grundsprogets ordformer. Hittitisk viste sig nemlig at have bevaret h-lyde på laryngalernes plads, fx h i hasterz 'stjerne' og haran- 'ørn', hvilket overordnet bekræftede Møllers udlægning. Også de andre anatoliske sprog viste sig at have bevaret dem.

I moderne laryngalteori opereres der oftest med tre laryngaler i grundsproget, benævnt h₁, h₂, h₃, med lydværdierne [h], [χ], [ɣw]. De to sidste farver nabovokalen e til hhv. a og o, mens mange desuden mener, at h₁ og h₂ aspirerer nabokonsonanter, mens h₃ i stedet gør dem stemte.

Den polske sprogforsker Jerzy Kuryłowicz (1895-1978) påviste i 1920'erne, at laryngalerne optræder som vokaler, hvis de står mellem konsonanter. De skrives med tegnet for schwa og betegnes ə₁, ə₂ og ə₃, idet man regner med, at de har været centraliserede vokaler, formentlig med lydværdierne [ə], [ʌ], [œ]. Disse vokaler udviklede sig i mange sprog til a, idet dog de indoiranske sprog viser i, fx da. fader over for sanskrit pitár-, af *pə₂tér-.

Græsk, armensk og frygisk adskiller sig fra de øvrige indoeuropæiske sprog ved udviklingen af initiale laryngaler til vokaler, fx græsk astḗr, armensk astł over for lat. stēlla, da. stjerne, af *h₂stér-.