Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

filologi

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Redaktionen

Filologi. Den byzantinske filolog Eustathios' kommenterede udgave af Homer illustrerer filologiens lange tradition. Her ses begyndelsen til Odysseens 3. sang, nedskrevet i 500-t. f.Kr. Rundt om selve teksten står antikke og middelalderlige filologers sproglige og indholdsmæssige kommentarer i et layout, som bogtrykkeren har overtaget fra middelalderhåndskrifterne. Denne side stammer fra andenudgaven, udgivet af Hadrianus Junius og trykt hos Froben i Basel i 1558.

Filologi. Den byzantinske filolog Eustathios' kommenterede udgave af Homer illustrerer filologiens lange tradition. Her ses begyndelsen til Odysseens 3. sang, nedskrevet i 500-t. f.Kr. Rundt om selve teksten står antikke og middelalderlige filologers sproglige og indholdsmæssige kommentarer i et layout, som bogtrykkeren har overtaget fra middelalderhåndskrifterne. Denne side stammer fra andenudgaven, udgivet af Hadrianus Junius og trykt hos Froben i Basel i 1558.

filologi, flere videnskabsgrene, som beskæftiger sig med studiet af en kulturs sprog og litteratur. Ordene filologi og filolog har gennem 2400 år skiftet betydning i takt med en ændret opfattelse af, hvad studiet af sprog og litteratur er. Filologi var indtil slutningen af 1700-t. stort set ensbetydende med studiet af græsk og latin, og filologiens genstand var fortrinsvis tekster fra oldtid og middelalder. Bortset fra indskrifter, fx på bygningsværker eller runestene, er sådanne tekster yderst sjældent bevaret i original; de kendes oftest kun gennem afskrifter, der kan være gået gennem mange led.

Ordet filologi kommer af græsk philologia 'kærlighed til ord', af filo-, se -fil, og -logi.

Antikken

Filologien opstod som fag i Museion i Alexandria. Eratosthenes, en af pionererne i alexandrinsk videnskab, brugte i 200-t. f.Kr. som den første betegnelsen filologos om sig selv i betydningen 'videnskabsmand, der beskæftiger sig med at udgive en tekst på grundlag af overleverede håndskrifter og med tolkningen af den'. Ved arbejdet med især Homers værker afstak han og hans efterfølgere Aristarchos, Aristofanes fra Byzans og Zenodotos fagets rammer. Desuden udgav de alexandrinske filologer sproglige og indholdsmæssige kommentarer til Homer og andre græske forfattere, der herved fik status som klassikere. Filologien blev således både traditionsbærende og normsættende for et konservativt skriftsprog, hvis ideal var klassisk attisk. De romerske filologer, heriblandt Varro og Servius, behandlede latinsk sprog og litteratur efter tilsvarende principper.

Renæssancen

Mens den græske litteratur stort set var ukendt i Vesteuropa i middelalderen, fortsatte filologer i Konstantinopel med at studere og kommentere den og bragte den i midten af 1400-t. med til Italien under flugten fra tyrkerne. I løbet af få årtier opstod der i de norditalienske byer en næsten fanatisk interesse for den hedenske oldtid: den humanistiske renæssance. Samtidig betød bogtrykkets opfindelse i 1460'erne helt nye betingelser for udbredelse af teksterne og for studiet af dem, og det blev filologernes opgave at udgive og kommentere de antikke forfattere samt at skrive ordbøger, grammatikker, kommentarer og oversigtsværker. I de følgende århundreder kom filologien til at omfatte mange discipliner, de såkaldte "antikviteter", fx historie og kronologi, numismatik, filosofi og fra slutningen af 1700-t. arkæologi. Blandt de største filologer 1400-1800 kan nævnes Isaac Casaubon, Richard Bentley, J.A. Fabricius, C.G. Heyne, G.F. Poggio Bracciolini og J.C. Scaliger.

Annonce

1800-t

Renæssancens og de følgende århundreders udgiverpraksis var af meget svingende kvalitet og uden den metodiske sikkerhed, som udvikledes i løbet af 1800-t. Den vågnende interesse for sproghistorie og for den nordiske, germanske, indiske og persiske litteratur medførte en eksplosiv udvidelse af filologiens område, som det bl.a. kommer til udtryk gennem F.A. Wolfs værker. Samtidig skete der en indsnævring af virkefeltet til det sprogligt-litterære, dvs. tekstudgaver, grammatikker, etymologier, ordbøger og sammenlignende litterære studier. Klassisk filologi bevarede dog de gamle antikviteter som en del af sit område.

Nutiden

Opgaven for filologen er ved tekstkritisk arbejde at etablere en tekst så nær den oprindelige som muligt. Forvanskninger søges afhjulpet ved emendation, dvs. rettelse af fejl, eller ved konjektur, dvs. nøje begrundet formodning om den rette læsemåde af en forvansket tekst. Foreligger teksten i flere afskrifter, søger filologen at inddele dem i grupper efter ligheder og forskelle og at ordne dem i et såkaldt stemma, en grafisk fremstilling svarende til et stamtræ, der udgår fra den tabte original.

Ved videnskabelig udgivelse kan den rekonstruerede tekst trykkes, ledsaget af oplysning om foretagne rettelser og om afvigende læsemåder, der anbringes i et såkaldt kritisk apparat under teksten; eller den bevarede tekst i et bestemt håndskrift kan lægges til grund og kommenteres på tilsvarende måde. Filologiens principper og metoder anvendes også på genudgivelser af nyere trykte tekster, der foreligger i flere uens udgaver.

I Tyskland og Skandinavien er germansk, klassisk, nordisk, romansk, indisk, iransk og semitisk filologi stadig betegnelser for universitetsfag, mens betegnelsen filolog især bruges om klassiske filologer.

Se også germansk filologi, indisk filologi, kinesisk filologi, klassisk filologi, lingvistik, nordisk filologi, romansk filologi, semitisk filologi, slavisk filologi og tekstkritik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Chr. Gorm Tortzen: filologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75924