• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sprog

Oprindelige forfattere ES-H, JLog MHers Seneste forfatter Redaktionen

sprog, tegnsystemer, som mennesker anvender for at meddele sig til hinanden ved at tale, skrive eller bruge håndbevægelser og mimik; bruges dog også om andre former for kommunikationssystemer, fx dyresprog og maskinsprog. Sprog anvendes på talrige, meget forskellige måder som meddelelsessystem mellem mennesker til at overføre saglig information, til at udtrykke følelser og som kunstnerisk medium i forskellige litterære genrer, hvor det er undergivet disses form- og indholdskrav. Denne artikel behandler fortrinsvis selve sprogmekanismen og dens udviklingshistorie.

Det menneskelige sprogs egenart

De tegn, mennesker benytter i sprog, er i almindelighed symboler, mens tegn i dyresprog oftest er signaler, som er knyttet direkte til en aktuel situation, fx når en fugl ved en bestemt slags skrig giver en advarsel om en truende fare. I symboler derimod er tegnet ikke direkte forbundet med anvendelsessituationen, og ord som slot, seng, mad, synge, danse og glad kan fremkalde en række tanker og følelser uden at have direkte relation til den situation, hvori de bruges. De sproglige tegn består således, som fremhævet af den schweiziske sprogvidenskabsmand Ferdinand de Saussure, af både et fysisk udtryk og et begrebsindhold, der kan være en forestilling om fx ting, egenskaber eller handlinger.

At symboler både kan bruges situationsuafhængigt og om nærværende ting og forhold, er helt afgørende for, at sprog foruden nutidige også kan skildre fortidige, fremtidige eller tænkte situationer. Sprogtegnenes symbolfunktion er således en væsentlig forudsætning for menneskets frihed, og sprogets opståen anses da også af mange for at være det mest afgørende punkt i menneskeslægtens udvikling.

Annonce

Den frihed, sprogevnen giver, er betinget af det sproglige udtryks mangfoldighed. På alle menneskesprog dannes sproglige tegn hovedsagelig ved kombination af forskellige sproglyde eller fonemer. Fonemer har ikke selvstændig betydning og kan derfor indgå i dannelsen af et stort antal forskellige tegn, som er forholdsvis let genkendelige, netop fordi de er opbygget af et lille fast inventar af fonemer. Det forhold, at sprog kan opdeles efter både en betydningsmæssig og en fonematisk synsvinkel, benævnes undertiden sprogets dobbelte artikulation.

Ligesom fonemer kan sættes sammen på mange måder for at danne ord, kan ord danne uendelig mange forskellige sætninger ud fra hvert enkelt sprogs grammatiske regler. Den menneskelige sprogevne er således principielt karakteriseret ved, at den med et endeligt antal tegn kan danne et uendeligt antal forskellige udsagn.

Menneskets sprogevne er ikke blot udtryk for en højere almenintelligens end hos dyr, men i hvert fald også i nogen grad knyttet til specialiserede sprogcentre i hjernen, hvad der ikke mindst viser sig ved de former for sprogforstyrrelser, hvor patienten har problemer med at udtrykke sig eller opfatte sprog, men ikke med tænkning. De sproglige centre ligger fortrinsvis i venstre tindingelap. Beskadigelser af Brocas center i hjernens venstre pandelap giver især agrammatisme, dvs. problemer med at sammenkæde ord korrekt, mens læsioner i Wernickes center i den venstre tindingelap giver anledning til semantisk afasi eller leksikalske forstyrrelser, dvs. problemer med at forstå de enkelte ords betydning. Dog kan hjernen ofte kompensere ved at genopbygge den tabte sprogfunktion et andet sted.

Forskellen på menneskers og dyrs sprogevne er omdiskuteret. I den europæiske kulturtradition er menneskets enestående sprogbehandling ofte blevet taget som udtryk for, at kun mennesket er i besiddelse af en sjæl eller en fornuft, jf. beskrivelsen i Det Gamle Testamente af, at Adam giver dyrene navne (1. Mos. 2,19). Også i antik filosofi opfattes sprogevnen som specifikt menneskelig. Imidlertid antyder moderne dyreforsøg, især med chimpanser, at forskellen mellem menneskers og højtstående dyrs sprogevne nok er stor, men ikke absolut. Således har det vist sig muligt at lære chimpanser så meget menneskeligt døvesprog, at deres kommunikationsevne nogenlunde svarer til et toårigt barns. Også biers evne til præcist at angive steder, der ikke er synlige i meddelelsessituationen, er værd at hæfte sig ved i denne sammenhæng.

Det er påfaldende, at mennesker overalt i verden besidder den samme sprogevne, og at Jordens sprog har nogenlunde samme kompleksitetsgrad. Dette skyldes, at mennesket i alle sprog benytter taleorganer af samme fysiologiske udformning og samme principper for dannelse af tegn ud fra et begrænset antal fonemer. Også de principper, hvorefter komplekse helheder dannes af mindre dele, har væsentlige ligheder, selvom det har vist sig vanskeligt at beskrive disse såkaldte universalier præcist og undtagelsesløst.

Sprog og tanke

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål, både i filosofi og sprogvidenskab, er det gensidige forhold mellem sprog og tanke, dvs. hvor de begreber, som ord indeholder, kommer fra. Man kan spørge, om begreber som fugl, dyr og blomst findes, fordi naturens fænomener helt åbenbart falder i sådanne kategorier, eller om det forholder sig omvendt, således at det er de menneskeskabte kategorier, der har fæstnet sig i sprogene. Kategoriseringens uklarhed fremgår fx af spørgsmålet, om en fugl er et dyr. I en vis forstand må dette spørgsmål besvares bekræftende, men i en anden benægtende, da man jo på almindeligt dansk kan tale om dyr og fugle, som om fuglene ikke hørte med til dyrene. Vores sproglige kategorier er altså ikke udelukkende naturgivne, men afhængige af erhvervet indsigt og sproglige konventioner.

Nogle sprogforskere er gået så langt som til at sige, at vores tænkning er helt afhængig af vores modersmål. På den anden side har mennesker samme fysiologiske behov og er underkastet ensartede vilkår såsom tyngdekraften og aldringen, så der er i vidt omfang brug for ensartede sproglige udtryk for begreber som spise, drikke, sove eller falde, ung, gammel. Det er således selv på tværs af sproggrænser nemt at finde ord, der stort set svarer hertil. Menneskers ensartet opbyggede sanseapparat er også årsag til mange lighedspunkter mellem de forskellige sprogs farvebegreber.

Generelt gælder det, at naturgivne forhold gør nogle kategoriseringer mere oplagte end andre. En sproglig skelnen mellem hund og kat kan fx siges at være forbundet med formeringsevnen, jf. forskellige hunderacers mulighed for at kunne parre sig med hinanden, men ikke med fx katte. Der er dog også selv på dette område store forskelle mellem sprog i fx ordenes semantiske områder, jf. eng. apes 'menneskeaber' og monkeys 'øvrige aber' over for den danske fællesbetegnelse aber.

Sociale sprogbegreber er lige så forskellige som sociale samfundsstrukturer, jf. slægtskabsbetegnelser som moster og faster, der på mange sprog alene modsvares af en fællesbetegnelse for mors og fars søster, jf. da. tante, eng. aunt, ty. Tante og ital. zia. Af social, konventionel art er også begreber om og betegnelser for tidsinddeling, jf. de europæiske sprogs inddeling i år efter Jordens omdrejning om Solen, i måneder efter Månens omdrejning om Jorden og i uger på syv dage, formentlig efter de i oldtiden kendte syv "vandrestjerner", nemlig Solen, Månen og de fem da kendte planeter. Det islamiske år bygger derimod, som mange andre folkeslags, på en månekalender, og måneåret stemmer ikke overens med et solår.

Inden for det helt abstrakte ordforråd er de semantiske forskelle mellem sprog tit meget store, jf. de svært oversættelige danske ord udvikling, frihed og hygge, hvis standardoversættelser kun kan bruges i nogle sammenhænge, og ikke i andre. Tilsvarende kan det franske ord grandeur i nogle forbindelser oversættes med 'storhed', men det betyder oftest blot det modsatte af 'usselhed', hvad det i dansk er svært at finde en dækkende udtryksform for.

Omdiskuteret er også den rolle, sprogs grammatiske struktur spiller for tænkning. Man har fx fremført, at det er karakteristisk for indoeuropæiske sprog, at sætningen ses med udgangspunkt i den aktivt handlende person i modsætning til såkaldte ergative sprog, der gerne opbygger sætningen med udgangspunkt i den person eller den ting, som handlingen går ud over. Det er sandsynligt, at de indoeuropæiske sprogs skarpe opdeling i ordklasser, svarende til genstande, egenskaber og relationer, har spillet en væsentlig rolle for vestlig tankegang og filosofi; således byggede den skolastiske tradition på en opfattelse af verdensordenen svarende til en sådan begrebsopdeling.

I moderne tid har man i forsøget på at finde kønspolitisk neutrale udtryksmåder kunnet iagttage, hvor problematisk grammatisk skelnen mellem hankøn og hunkøn kan opleves. Selv i et sprog som dansk, hvor denne skelnen kun i ringe grad gør sig gældende, kan det maskuline element i ord som formand, mande sig op, overmand af nogle føles at påvirke tankegangen på generende måde.

Alt i alt er der stærke argumenter for et mellemstandpunkt i striden om, i hvilket omfang menneskers måde at tænke på er afhængig af sproget. Skønt det således normalt er muligt at oversætte en hvilken som helst prosatekst fra et hvilket som helst sprog til et vilkårligt andet sprog, går noget som regel tabt ved oversættelsen, ligesom oversætteren også kan være nødt til at lægge noget til, da det er meget forskelligt, hvilke informationer de forskellige sprog obligatorisk skal udtrykke. Fx kan den engelske sætning The box is on the table ikke oversættes til dansk med 'Æsken er på bordet', idet man på dansk normalt skal meddele, om genstanden står eller ligger. Den oplysning må oversætteren altså lægge til ud fra sin forståelse af teksten. Sprog adskiller sig således ikke så meget ved, hvad de kan udtrykke, som hvad de skal udtrykke.

Sprog. Hjernens aktivitetscentre ved sproglige processer. Ved indsprøjtning af radioaktive sporstoffer i en forsøgspersons hjerne kan med en PET-scanner påvises blodgennemstrømning i dele af hjernen og dermed, hvilke områder der er aktiveret. Alle billederne viser venstre yderside af hjernen. 1 Billederne viser forskelle mellem højtlæsning (foroven), hvor både det visuelle og det auditive center er aktivt, og stillelæsning (forneden), hvor kun det visuelle er aktiveret. 2 Med rød-hvid markering ses forskelle i hjerneaktivitet ved hhv. at se (foroven) og at høre ord (forneden). 3 De røde og gule felter viser aktive områder ved hhv. aflytning af ord (foroven) og ved aflytning og gentagelse (forneden).

Sprog. Hjernens aktivitetscentre ved sproglige processer. Ved indsprøjtning af radioaktive sporstoffer i en forsøgspersons hjerne kan med en PET-scanner påvises blodgennemstrømning i dele af hjernen og dermed, hvilke områder der er aktiveret. Alle billederne viser venstre yderside af hjernen. 1 Billederne viser forskelle mellem højtlæsning (foroven), hvor både det visuelle og det auditive center er aktivt, og stillelæsning (forneden), hvor kun det visuelle er aktiveret. 2 Med rød-hvid markering ses forskelle i hjerneaktivitet ved hhv. at se (foroven) og at høre ord (forneden). 3 De røde og gule felter viser aktive områder ved hhv. aflytning af ord (foroven) og ved aflytning og gentagelse (forneden).

Sprogs opståen

Sprog er som nævnt et særtræk ved mennesket, der adskiller det afgørende fra højerestående dyr. Det må være opstået på et eller andet tidspunkt i artens udvikling. Men hvornår, hvor og hvordan?

Hvornår? Spørgsmålet om sprogs oprindelse er igennem tiderne ofte diskuteret så ukvalificeret og fantasipræget, at der i lærde akademier som det franske ligefrem har været forbud mod at rejse det. Alligevel giver den samlede indsigt fra moderne lingvistik, antropologi, palæontologi, arkæologi og neurologi dog grundlag for opstilling af ret troværdige hypoteser om sprogs opståen. Disse hypoteser bygger på to biologiske og mindst én sociokulturel forudsætning, nemlig udviklingen af hjernen, tilpasning af taleorganerne og en begyndende social strukturering.

Hjernens udvikling kan følges i fossile fund, der viser forøgelse af rumfanget hos Homo erectus (ca. 1,7-0,25 mio. år før nu), stamfader til Homo sapiens og efterkommer af Homo habilis, til 900-1200 cm3 mod 500-600 cm3 hos tidligere arter som Australopithecus afarensis. Samtidig ses spor af talecentre på indersiden af hjernekassen. Nutidsmenneskets gennemsnitlige hjernerumfang er til sammenligning ca. 1400 cm3.

Selve taleorganerne, dvs. luftvejene, munden og næsehulen, har andre primære funktioner end den at frembringe talelyd, fx vejrtrækning og bearbejdning af føde. Men deres specielle udformning hos mennesket, som formodentlig hænger sammen med den oprejste stilling og tobenede gang, gør dem velegnede til frembringelse af sprogets differentierede lyde.

Disse biologiske forhold indgår i et tæt samspil med en begyndende social strukturering og en stadig mere udviklet brug af redskaber. Fra Homo habilis (ca. 2,0-1,6 mio. år før nu) til arkaisk Homo sapiens (fra ca. 200.000 før nu) ses en gradvis udvikling af redskabskulturen, som tyder på en form for sproglig kommunikation, idet fremstillingen af stadig mere raffineret forarbejdede redskaber forudsætter en social struktur og en oplæring, som nødvendigvis må bygge på sprog.

Det er umuligt at datere sprogs opståen med blot nogenlunde nøjagtighed, men der synes ikke at være tvivl om, at man med de første spor af begravelser, ofringer og hulemalerier kan antage eksistensen af sprog for ca. 200.000 år siden. Sprog i nutidig forstand antages at foreligge omkring 50.000-40.000 år før nu ved slutningen af mellem-palæolitikum, da menneskets tilpasning til omgivelserne i højere grad blev kulturelt frem for biologisk betinget.

Hvor? Som nævnt ovenfor ser allerede Homo erectus ud til at have haft sprogevne. Der er derfor to hypoteser: Ifølge den første udvandrede Homo erectus fra Afrika for ca. 1,7-1,6 mio. år siden og bredte sig til Europa og Asien for siden at udvikle sig til lokale varianter af Homo sapiens med hver sit sprog. Den anden hypotese går ud på, at Homo sapiens, der udvikledes af Homo erectus i Afrika, bragte sprog med sig på artens udvandringer fra Afrika for ca. 200.000 år siden til Europa og Asien for at nå til Australien for ca. 60.000 år siden og til Amerika for mellem ca. 35.000 og 15.000 år siden. Denne hypotese indebærer, at alle sprog pga. den fælles oprindelse er beslægtede, og den forklarer derved de trods alt påfaldende fællestræk ved verdens sprog.

Hvordan? Menneskesprog betjener sig primært af et akustisk-auditivt system på nær tegnsprog, der er et visuelt system. Den lydlige kommunikation er andre systemer overlegen, idet den både kan fungere i mørke og over store afstande og desuden lader hænderne frie til andre gøremål, også selvom hånd- og ansigtsbevægelser ofte ledsager talen og i de fleste sprogsamfund er lige så konventionelt fastlagt som det lydlige sprog. Studier af dyresprog, børns indlæring af sprog, kreolsprog og skriftens udvikling kan bidrage til at belyse sprogets opståen. Kunstsprog som fx esperanto og interlingua er mindre væsentlige i denne sammenhæng, da de er konstrueret over allerede eksisterende sprog.

Dyresprog består af såkaldte holofraser, dvs. enkle signaler, hvor der er én-til-én-overensstemmelse mellem signalet og det, der signaleres, fx føde og aggression. Således kan der, afhængigt af arten, skelnes nogle dusin signaler. Men de er situationsbundne og ikke opbygget af noget, der svarer til menneskesprogets fonemer. Dog er denne sammenkobling af lyd og indhold det første skridt mod et egentligt sprog. Det afgørende spring i sprogudviklingen er imidlertid overgangen fra stereotype holofraser til opbygning af differentierede meddelelser vha. et overskueligt, fast inventar af fonemer, i de fleste sprog begrænset til ca. 30 fonemer.

Denne udvikling kan også iagttages i børns sproglige udvikling, som med rivende hast fra et- til treårsalderen fører fra den simple signalfunktion af fx sult over pludren til et næsten fuldt udviklet sprog hos stort set alle børn uanset begavelse. Allerede den første pludren er en begyndende tilpasning til det omgivende sprogsamfunds lydstrukturer; således er kinesiske børns pludren forskellig fra danskes. Om småbørns sprogtilegnelse har den russisk-amerikanske lingvist Roman Jakobson fremsat den hypotese, at indlæring af fonemer sker i en fast rækkefølge, hvor de grundlæggende modsætninger som a over for i og p over for m og t tilegnes først. Den omvendte rækkefølge kan iagttages, når sprog bortfalder, fx ved afasi, hvor de basale oppositioner mistes sidst. En udvikling som hos barnet, blot over mange tusinde år, fra enkle signaler til artikuleret tale er således sandsynlig. Selvom der ikke kan sættes lighedstegn mellem sprogs opståen og udvikling i individet og hos arten, tyder meget på, at individets sprogtilegnelse til en vis grad afspejler artens; jf. den biogenetiske grundlov om udviklingen hos arten som afspejling af udviklingen hos individet.

Et andet fingerpeg om sprogs opståen fås ved studier af kreolsprog, opstået af europæisk baserede pidginsprog. Kreolsprog fra forskellige steder i verden udviser således forbavsende fællestræk, bl.a. tre fundamentale syntaktisk-semantiske modsætninger: blot to tempusformer: før over for ikke-før; to modusformer: reel over for ikke-reel; og to aspektformer: punktuel over for ikke-punktuel. Man skulle altså i kreolsprog kunne identificere de basale kategorier og modsætninger, som menneskesprog bygger på. Værdien af kreolsprog som argument i diskussionen om sprogs opståen formindskes dog af, at de som regel er dannet over europæiske sprog med sammenlignelig struktur af folk, som sandsynligvis har talt nærtbeslægtede og strukturelt sammenlignelige sprog.

Også skriftens udvikling synes at følge samme mønster. De ældste kendte skriftsystemer, fx de egyptiske hieroglyffer, er oprindelig ideografiske tegn, dvs. billeder af det, de repræsenterer. De tillægges efterhånden en fonetisk værdi og repræsenterer ikke længere begrebet, men den lydværdi, der associeres hermed. Ved at disse tegn kan kombineres til mere komplekse tegn på basis af lydværdien, opstår alfabetskriften, dvs. gengivelsen af sprogets fonemer med 20-30 bogstavtegn. Alt peger således mod samme udviklingshistorie: fra en udifferentieret, stærkt situationsbundet signalfunktion til et struktureret, komplekst og situationsuafhængigt kommunikationssystem.

Hvordan man end forklarer sprogs opståen, så ligger det fast, at helt tilbage fra de tidligste skriftlige vidnesbyrd på sumerisk fra ca. 3200 f.Kr. er der ingen tegn på, at sprog med tiden bliver bedre eller mere raffinerede. En moderne vesteuropæer har ganske vist et ordforråd, der dækker ting og begreber, som er ukendte for en amazonindianer, og omvendt, men i sprogs opbygning er der ingen kvalitative forskelle: Det giver derfor ikke mening at kalde hverken de meget gamle sprog eller de få tilbageværende naturfolks sprog for "primitive". Alle sprog er tilpasset den kultur, hvor de tales, og der kan ikke i historisk tid konstateres nogen kvalitativ udvikling, som gør visse sprog "bedre" end andre, selvom nogle sprog i visse sammenhænge foretrækkes, fordi de forekommer bedre egnede eller mere prestigefyldte.

Fra lyd til skrift

I europæisk tradition har grammatikere hovedsagelig beskæftiget sig med skriftsproget, som blev anset for mere formfuldendt end talesproget. Men næsten alle moderne sprogforskere er enige om, at det er talesproget, som er det fundamentale, først og fremmest fordi der ikke findes folkeslag uden talesprog, hvorimod der til mange talesprog først i nyere tid er lavet en skrift. Sprogudvikling kan også kun forklares i forbindelse med det talte sprogs lydudviklinger, som tydelig nok er gået forud for tilsvarende ændringer i skriften.

Talesproget er betinget af den menneskelige anatomi. Således er menneskets strubehoved fra etårsalderen sænket i forhold til positionen hos andre pattedyr, hvorved der opnås en rigere modulation af det rum, sproglydene formes i. Samtidig kan ganesejlet lukke for luftstrømmen op gennem næsen, hvorved der opnås flere klart distinkte sproglyde. På linje med udviklingen af taleorganerne har menneskets hørelse udviklet evnen til at skelne mellem fonemerne, selvom de lydligt kan realiseres på mange forskellige måder selv hos det samme individ alt efter fonemets plads i ordet og sætningen, jf. den forskellige udtale i moderne københavnsk af t i talordene to og ti. Ikke mindst det forhold, at nabolyde kraftigt påvirker hinanden, såkaldt koartikulation, gør kunstig talegenkendelse og kunstig talesyntese med computere til en vanskelig sag, selvom det siden 1980'erne har været muligt at konstruere praktisk anvendelige systemer.

Alle kendte skriftsprog er bygget over talesprogselementer, hvad enten det er fonemer som i europæiske sprog, stavelser som i sumerisk eller ord som i kinesisk, hvor tegnene symboliserer sprogbegrebers indhold. Ordtegn kan endvidere bruges på rebusmanér til at angive omtrent enslydende ord. Også i den vestlige tradition, fx i de egyptiske hieroglyffer, har skriften oprindelig været knyttet til ordenes betydning. Formrige sprog som de semitiske og de indoeuropæiske har imidlertid været kraftigt tilskyndet til at isolere lydelementer og dermed gradvis udvikle en alfabetskrift, mens det falder mere naturligt at anvende et tegn pr. ord i kinesisk, hvor ordene overvejende er ubøjelige enstavelsesord. Det særtræk, man finder i alfabetskriften for de semitiske sprog arabisk og hebraisk, der oprindelig var helt uden vokaler, hænger formentlig sammen med, at alle ordrødder på disse sprog består af to til tre konsonanter, som er gennemgående i alle bøjningsformer og sikrer ordets identitet. Derved er vokalerne blevet sekundære.

Da ords udtale påvirkes dels af koartikulationen, dels af prosodiske faktorer som intonation og tryk, har det ikke været nogen enkel sag at finde frem til et alfabets repræsentation af sproglyde. Hertil kommer, at når et skriftsprog én gang er udformet, vil det have tendens til efterhånden at afvige stadig mere fra den nøjagtige gengivelse af det talte sprogs lyde. For det første fordi det letter læsningen, at ordene skrives på en ensartet måde, og at personlige varianter begrænses. Herved bliver der også stadig god adgang til at læse tidligere tiders skrifter. For det andet fordi det letter læsningen, at ord, der begrebsmæssigt hører sammen, skrives, så bøjningsformer svarer til hinanden. Det kan for eksempel være praktisk at bevare skriveformen moder frem for mor, fordi man så bedre erkender sammenhængen mellem basisordet og bøjede eller afledte former som mødre, moderlig og modermærke. Dette princip spiller derfor en betydelig rolle i retskrivningen. Se også skrift.

Klassifikation af sprog

Det mest slående træk ved verdens sprog er deres mængde og forskellighed. Man regner med, at der findes mellem 4500 og 6000 forskellige sprog, afhængigt af hvor man drager skellet mellem sprog og dialekt. Men selvom sprog er karakteriseret ved store forskelle, er der også mange ligheder, idet de alle synes at bygge på de samme grundlæggende principper, hvad der formentlig skyldes menneskets perceptorisk-kognitive system, dvs. evnen til at identificere, skelne og sammenligne sanseindtryk.

Ligheder og forskelle mellem sprog giver sig udtryk i klassifikationer, som kan følge tre forskellige fremgangsmåder: genetisk efter sprogenes oprindelige slægtskab, typologisk efter deres morfologiske og syntaktiske strukturelle karakteristika og geografisk efter de omgivelser, de fungerer i.

Den genetiske klassifikation er den ældste og går for de indoeuropæiske sprogs vedkommende tilbage til 1786 med William Jones' (1746-94) opdagelse af sanskrits slægtskab med græsk og latin. Dette gav stødet til den historisk-komparative sprogvidenskab, som i løbet af 1800-t. identificerede ikke blot den indoeuropæiske, men også andre sprogætter, fx den uralske og den semitiske, og som med værker af bl.a. brødrene Grimm, Rasmus Rask og Karl Verner også belyste de germanske, herunder de nordiske, sprogs slægtskab med de øvrige indoeuropæiske sprog.

Den genetiske klassifikation bygger på, at sprog, der ligner hinanden i det basale ordforråd og de grammatiske strukturer, er beslægtede og derfor kan siges at være efterkommere af et tidligere grundsprog, ligesom fx de moderne romanske sprog er nutidige efterkommere af latin. Man har til forskellige tider lagt hovedvægten snart på forskellighederne, snart på lighederne. Det sidste har ført til flere forsøg på at samle de identificerede sprogætter i større ætter, som så ideelt set alle skulle kunne føres tilbage til ét fælles grundsprog og således bestyrke hypotesen om monogenese, dvs. en fælles oprindelse for alle sprog. Allerede den danske sprogforsker Holger Pedersen antog i 1905 eksistensen af en sådan større æt, den nostratiske, og den amerikanske lingvist Joseph Greenberg har foreslået en eurasiatisk storæt omfattende indoeuropæisk, uralsk, altaisk, koreansk-japansk, palæosibiriske sprog og eskimoisk-aleutisk. Ingen af disse klassifikationshypoteser er i dag alment accepteret, men en mulig eksistens af sådanne mere omfattende storætter forekommer ikke urimelig.

Hvor den genetiske klassifikation forklarer ligheder mellem sprog ved slægtskab, søger den typologiske at fastlægge og forklare de universelle lovmæssigheder, som definerer menneskelige sprog uanset slægtskabsforhold. Man har siden den tyske sprogforsker Wilhelm von Humboldt klassificeret sprog efter deres morfologiske struktur og opstillet typer som isolerende sprog, fx vietnamesisk, agglutinerende sprog, fx tyrkisk, og flekterende sprog, fx latin. Den nyere sprogtypologi, som først og fremmest er fremført af Joseph Greenberg, bygger mere på universelle lovmæssigheder af typen: Hvis et sprog har trækket A, så har det også med stor sandsynlighed trækket B. Ved at gå ud fra rækkefølgen af de primære sætningsled, subjekt (S), objekt (O) og verbal (V), kan man etablere en række overensstemmelser mellem grammatiske fænomener og herudfra klassificere sprog typologisk som hhv. SVO-, SOV- eller VSO-sprog.

Den geografiske klassifikation studerer overensstemmelser mellem sprog, som findes inden for et afgrænset geografisk område. Denne arealtypologiske betragtningsmåde skyldes især den danske sprogforsker Kr. Sandfeld, som beskrev en række overensstemmelser mellem sprogene på Balkan, som genetisk set kun er forholdsvis fjernt beslægtede. Også mange andre steder på Jorden kan man identificere sådanne sprogforbund, hvor også ubeslægtede sprog, der lever sammen, tilpasser sig hinanden ved gensidig påvirkning og lån på kryds og tværs; således ses et klart semantisk-leksikalsk fællesskab mellem fx svensk og finsk, jf. sv. vanlig 'sædvanlig' over for fi. tavallinen, af tapa 'vane' med endelsen -llinen '-lig', og oversættelseslånet nenäliina 'lommetørklæde', af nenä 'næse' og liina 'dug, tørklæde' over for sv. näsduk.

Sprogs historie

Sprog lever, udvikler sig og dør med det samfund, de er en organisk del af. Derfor hviler sproghistorie hovedsagelig på skriftlige kilder. Man kan ganske vist ved sammenligning og rekonstruktion genskabe ældre trin af sprog, som ikke er skriftligt attesteret, men et detaljeret kendskab til de tidligste stadier bygger nødvendigvis på skriftlige kilder. Således kan man følge fx det danske sprogs udvikling fra folkevandringstidens og vikingetidens runeindskrifter over middelalderens håndskrifter til den nyere tids trykte bøger. Men dets forgænger, fællesgermansk, for ikke at tale om protoindoeuropæisk, kan vi kun få indblik i ved rekonstruktion.

Det enkelte sprogs historiske udvikling bygger på, at sprog ændrer sig en lille smule for hver ny generation. Således kan man over et tidsrum på et par hundrede år konstatere ret store forskelle ikke blot i udtale, men også i grammatik og ordforråd. For det sidste spiller navnlig den kulturelle påvirkning fra andre sprog en stor rolle, og sproghistorien bliver således ikke blot en afspejling af kulturhistorien, men også en vigtig kilde til den. Dette er ikke mindst tilfældet i sprogsamfund, hvor man ikke har andre historiske kilder end selve sproget, så sproglige data ved siden af arkæologiske vidnesbyrd er de eneste kilder til information om forhistoriske forhold.

Et sprogs udvikling kan gå så vidt, at det bliver til ét eller flere nye sprog, som kun historisk kan påvises at være senere stadier af det oprindelige grundsprog. Skoleeksemplet på en sådan udvikling er latin, som lever videre i de romanske sprog. Latin er derfor set under denne synsvinkel ikke et dødt sprog, men bare udviklet til noget andet.

Ligesom nye sprog opstår, kan sprog forsvinde. Ikke få sprog er i tidens løb bukket under, og det er forudsigeligt, at mange flere vil forsvinde i de nærmeste år. Langt de fleste af Jordens mange sprog tales i dag kun af nogle få tusinde eller endnu færre og forsvinder med de sidste, der taler dem. Dette tab af en lille bid af menneskehedens samlede kultur begynder ofte som en tilstand af tosprogethed, hvor et af sprogene er dominerende, fordi det anses for mere praktisk og prestigefyldt.

I vor tid med stigende kulturel og informationsmæssig koncentration vil størstedelen af de små sprog forsvinde som truede dyrearter. Det vil især ramme de sprog, som ikke har en nationalstat i ryggen eller er beskyttet på anden vis af politiske institutioner, jf. situationen i det tidligere Sovjetunionen, hvor minoritetssprogene blev søgt fremmet i undervisning, medier og kulturelle institutioner.

Men afdøde sprog kan faktisk genopstå, selvom det hører til undtagelserne. Et prominent eksempel er moderne hebraisk, som er officielt sprog i Israel og læres som modersmål af nye generationer. Hebraisk var ellers stort set uddødt som talt sprog omkring Kristi fødsel, fortrængt af aramæisk. Det levede kun videre som liturgisk og lærd sprog på linje med latin i Vesteuropa efter Romerrigets fald. Men med den zionistiske bevægelse og oprettelsen af en jødisk stat er hebraisk i 1800- og 1900-t. genopstået som et fuldt udviklet tale- og skriftsprog. Et andet eksempel er nynorsk, der omkring 1850 blev dannet især på basis af vestnorske dialekter med skyldig respekt for ældre norske sprogtrin, der i skriftsproget var blevet fortrængt af dansk fra midten af 1400-t.

Sprog. Et sprogs eksistens er i høj grad politisk og kulturelt defineret. Med Jugoslaviens opløsning i 1991-92 ophørte således det serbokroatiske sprog, og til de nye nationer skabtes i stedet tre sprog: kroatisk, serbisk og bosnisk. At det i praksis kan være svært at skelne mellem dem, ses af denne emballagetekst om kvaliteten og antallet af toiletpapirstykker i pakken på (fra oven) slovensk, kroatisk, serbisk, bosnisk og makedonsk.

Sprog. Et sprogs eksistens er i høj grad politisk og kulturelt defineret. Med Jugoslaviens opløsning i 1991-92 ophørte således det serbokroatiske sprog, og til de nye nationer skabtes i stedet tre sprog: kroatisk, serbisk og bosnisk. At det i praksis kan være svært at skelne mellem dem, ses af denne emballagetekst om kvaliteten og antallet af toiletpapirstykker i pakken på (fra oven) slovensk, kroatisk, serbisk, bosnisk og makedonsk.

Sprog og identitet

Sprog bærer vidnesbyrd om et menneskes bevidste eller ubevidste tilhørsforhold til en nation, en region eller en gruppe, hvad enten der er tale om et fag, en interessegruppe, en institution eller en generation. En afvigelse, der viser manglende sprogligt tilhørsforhold, kan omvendt føre til, at en person eller en gruppe holdes uden for et fællesskab.

Identitet er også et spørgsmål om en persons bevidste eller ubevidste oplevelse af at være en individualitet, at være sig selv. Se identitet (sproglig identitet).

Mennesker, der taler samme sprog, har meget tilfælles, ofte mere, end de selv er klar over. Men det udelukker ikke aggression eller fraktionsdannelse, og et fælles sprog er hverken et nødvendigt eller tilstrækkeligt grundlag for oplevelsen af et nationalt fællesskab. At der taltes serbokroatisk i store dele af Eksjugoslavien, holdt ikke nationen samlet, og at der tales flere forskellige sprog i Schweiz, har ikke hindret nationens eksistens gennem århundreder. Omvendt kan der opstå national splittelse, der følger sproggrænser, i nyere tid fx i Canada og i Belgien. Adskillige nationer har mere end ét officielt sprog, men af dem, der kun har et, opfattes dette i nyere tid almindeligvis som vigtigt for den nationale selvopfattelse.

Danmark har været flersproget i århundreder, men langt de fleste indbyggere i Danmark har været dansktalende. Der har været store og prægnante nedertysktalende minoriteter i middelalderen. Adskillige danske konger har talt nedertysk, og højtysk var officielt hofsprog for fem danske konger, fra Christian 5. til og med Christian 7. Dette blev først i slutningen af 1700-t. anset som principielt anfægteligt for dansk national identitet. Danske lærde havde dog allerede i 1600-t. set det som deres opgave at bevare det danske sprog "rent", men bestræbelserne var navnlig rettet mod fransk påvirkning af ordforrådet, og man argumenterede for det danske sprogs brugbarhed på latin; se dansk sprog.

Den europæiske nationalromantik i begyndelsen af 1800-t. tillagde sproget en afgørende betydning for opbygningen og oplevelsen af en nation. Denne opfattelse har med skiftende intensitet været dominerende siden da. Den har i 1800-t. fx haft betydning for etableringen af selvstændige norske skriftsprog og for udviklingen af færøsk.

I perioder, hvor påvirkning udefra har været eller har været oplevet som en trussel mod den nationale identitet, har mange samfund grebet til protektionistiske foranstaltninger. Man har i lande som Island og Polen oversat fremmedord systematisk eller ligefrem forbudt dem, og man har krævet af borgerne, at alle skulle beherske nationalsproget, eller man har prøvet at sikre nationalsproget gennem lovregulering, bl.a. for også at stille indvandrergrupper over for et krav om tilpasning til den herskende kultur.

Et fælles sprog bygger på en fælles strukturering af virkeligheden, bl.a. afspejlet af sprogets ordforråd. Dialekter inden for et sprog har normalt de samme gloser i det centrale ordforråd, blot med forskellig udtale, men ofte med afvigelser inden for det perifere ordforråd. Forankring i dialektale og regionale fællesskaber kan have stor betydning for sprogholdninger, herunder vurdering af eget og andres sprog; når danskere undertiden står uforstående over for den norske sprogstrid, skyldes det manglende erfaringer mht. betydningen af det regionale tilhørsforhold; se norsk. Den store rummelighed mht. valgfri former i begge de norske skriftsprog skal ses i dette lys.

Hvert menneskes personlige baggrund er aflejret i det sprog, vedkommende rummer og betjener sig af. Ordforrådet er bl.a. bestemt af uddannelse og interesser, udtalen af socialt og regionalt tilhørsforhold, ordenes begrebsomfang og indre repræsentation af vidt forskellige, individuelle erfaringer. Sproget bærer den enkeltes historie, og brugen af det røber undertiden mere end tilsigtet, bl.a. om stemningsleje og følelsesliv. Netop fordi sproget således både er et fælles anliggende og noget meget personligt, er mange mennesker sarte over for kritik af deres skrift- og talesprog. Anfægtelse af sprogets form rammer dybt, fordi det opleves som kritik af den enkeltes personlighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ebbe Spang-Hanssen, Jørn Lund, Michael Herslund: sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163646