Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sprogvanskeligheder

Oprindelige forfattere Elbro, OTha og UNett Seneste forfatter Redaktionen

sprogvanskeligheder, vanskeligheder med at forstå og frembringe sproglige meddelelser beroende på mangelfuld beherskelse af et eller flere aspekter af det sproglige system, fx lydstruktur, ordforråd eller grammatik. Sprogvanskeligheder kan have medfødte årsager, fx dysfasi, være forårsaget af en hjerneskade, fx afasi, eller skyldes mangelfulde erfaringer med sproget, fx som andetsprog. Sprogvanskeligheder er normalt af samme art og grad i både talt og skrevet sprog, men kan være alvorligst i skrevet sprog, jf. ordblindhed, eller i talt sprog som ved den sjældne afasi uden agrafi, dvs. uden tab af skriveevne. Sprogvanskeligheder er forskellige fra udtalevanskeligheder, fx læsp, ved at udtalevanskeligheder alene er problemer med den motoriske udførelse af talen.

Selvom det blandt andet i film er almindeligt at markere dårlig begavelse med en afvigende, ofte snøvlende udtale eller med et stereotypt ordvalg, er sprog- og udtalevanskeligheder imidlertid ikke ensbetydende med dårlig begavelse.

Sprogvanskeligheder behandles af talepædagoger og audiologopæder tilknyttet pædagogisk-psykologiske rådgivninger, regionale taleinstitutter eller hospitalernes logopædiske afdelinger.

Annonce

Dysfasi

Sprogvanskeligheder som følge af dysfasi skyldes medfødte sprogforstyrrelser. Dysfasi kommer til udtryk som forsinket eller mangelfuld sproglig udvikling hos børn og kan forekomme i forbindelse med andre handicap, fx motoriske vanskeligheder. Årsagerne til dysfasi er ukendte, men det antages, at de er bestemt af en stærk arvelig faktor.

Dysfasi viser sig ofte ved, at udtalen af visse ord forenkles og resulterer i fejlagtig udtale. Kendetegnende for alvorligere former for dysfasi er grammatiske forenklinger som udeladelse af bøjningsendelser, ordforrådsproblemer og vanskeligheder i sproganvendelsen. Nyere forskning viser, at børn med alvorlig dysfasi har svært ved hurtigt at bearbejde sproglig information.

Dysfasi hos børn i førskolealderen bør behandles, da disse børn udgør en risikogruppe for senere skoleproblemer, fx dysleksi, dvs. læseforstyrrelser, og almene indlæringsvanskeligheder. Behandlingen består af individuel undervisning eller gruppeundervisning.

Hjernesygdomme

Den hyppigst forekommende sprogvanskelighed som følge af hjernesygdomme er afasi, som er et sammenbrud i forståelsen af ordenes betydning, af evnen til at sammenføje ordene til sætninger samt af evnen til motorisk at udtrykke det tænkte. Afasi opstår især ved læsion af sprogcentrene i venstre side af storhjernen, oftest ved apopleksi (hjerneblodprop eller hjerneblødning), hvor afasi er et symptom i 1/3 af tilfældene; de fleste svært afatiske patienter bedres, men kun 1/5 af dem genvinder et normalt sprog.

Diffuse hjernesygdomme kan svække sproget, som ved demens bliver ordfattigt, stereotypt og præget af gentagelser, evt. som ekkolali, dvs. automatisk gentagelse af det, der netop er sagt til den demente. Ved andre hjernesygdomme, fx Parkinsons sygdom, kan talemelodien gå tabt, således at sproget bliver tonløst og ordafsnuppende. I nogle tilfælde af skizofreni kan sproget blive ulogisk og uforståeligt som "ordsalat"; ved Gilles de la Tourettes syndrom ledsages tic-bevægelserne evt. af uforståelige udbrud eller af obskøne ord. Pludseligt optrædende stumhed uden andre symptomer kan skyldes hysteri.

Audiologopædi

Alle aspekter af sprog- og udtalevanskeligheder behandles af audiologopæder, både audiopædiske knyttet til hørelsen, logopædiske knyttet til talt sprog og læsepædagogiske knyttet til skrevet sprog. Audiologopæduddannelsen, der omfatter viden om dels sprogfærdigheder, dels sprogvanskeligheder og deres afhjælpning, foregår på Københavns Universitet og på Syddansk Universitet (2014).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Elbro, Ole Thage, Ulrika Nettelbladt: sprogvanskeligheder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163671