Dysartri er en forstyrrelse i evnen til at tale, som viser sig ved udtaledefekter, som er opstået ved sygdom i taleorganet eller sygdom, der påvirker koordinationen af tale-stemmeorganet. Dysartri kan skyldes en slap eller spastisk lammelse af talemuskulaturen, en blanding af en slap og spastisk lammelse eller en forstyrrelse af koordinationen af talemusklerne. Dysartri er forskellig fra afasi, som er en defekt i den kognitive sprogfunktion pga. en pådraget skade.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af dys- og en afledning af græsk arthron 'led'.

Sygdomme, der kan give dysartri

Dysartri kan ses ved flere sygdomme i nervesystemet og musklerne. I det følgende nævnes nogle sygdomme med karakteristiske former for dysartri.

  • Myastenia gravis. Denne sygdom kan ledsages af slap dysartri på grund af slap lammelse af talemuskulaturen. Personen har svært ved at trække stemmelæberne sammen, hvilket fører til hviskestemme, øget luftpassage under tale og dermed hyppigere vejrtrækning og dårlig hostefunktion. Hvis personen fx skal tælle højt, går der ikke længe, inden det er nødvendigt at trække vejret.
  • Multiple cerebrovaskulære læsioner, som er skader på blodkar i hjernen. Hvis der opstår læsioner, som rammer begge sider i hjernen, kan det føre til en spastisk lammelse af talemuskulaturen, som giver spastisk dysartri, da talemuskulaturen får impulser fra både højre og venstre hjernehalvdel. Personens tale bliver langsom og ”kvalt”.
  • Amyotrofisk lateral sklerose (ALS). Ved ALS kan der ses en blanding af slap og spastisk lammelse af talemuskulaturen – spastisk/slap dysartri, og talen kan få en karakteristisk blanding af slappe og spastiske elementer.
  • Sygdomme med bevægeforstyrrelser. Mange af disse sygdomme kan ledsages af dysartri. Ved Parkinsons sygdom bliver talen hypokinetisk, dvs. præget af de små stive bevægelser. Ved sygdomme med pludselige ufrivillige bevægelser kan der komme pludselige lyde og udtryk, som kaldes hyperkinesier. Ved sygdommen ataksi, hvor der er dårlig koordination af bevægelserne, kan stemmen bære præg heraf, hvilket kaldes ataktisk dysartri.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig