Roman Jakobson

Roman Jakobson var en russisk sprogvidenskabsmand og grundlægger af Moskvas lingvistkreds i 1915.

Jakobson opholdt sig i 1920-1939 i Tjekkoslovakiet, først i Prag, hvor han var medstifter af Prags lingvistkreds (1926; se pragerskolen), senere i Brno (1933-1939). På flugt fra nazismen tilbragte Jakobson 1939-1941 i Danmark, Norge og Sverige, hvor han blev en aktiv deltager i universitetskredse. Fra 1941 underviste han i USA, først på École libre des hautes études i New York, dernæst på Columbia University og til sidst på Harvard University fra 1949. Han var også tilknyttet MIT fra 1957 til sin død.

Jakobson var som medgrundlægger af strukturalismen og den moderne fonologi en af 1900-tallets største lingvister med en betydningsfuld produktion på mere end 500 titler inden for lingvistik, poetik og semiotik, herunder de delvis posthumt udgivne Selected Writings (1962-1987). Ikke mindst inden for fonologien har han haft en gennemgribende indflydelse på moderne sprogforskning, bl.a. med Preliminaries to Speech Analysis (sammen med med Gunnar Fant og Morris Halle, 1952). Jakobson har været banebrydende inden for børnesprogs- og afasiforskningen med bl.a. Kindersprache, Aphasie und allgemeine Lautgesetze (1941), der tillige er et skelsættende bidrag til teorien om sproglige universalier. Han var også fortaler for en funktionel og kommunikativ forståelse af sprog (blandt andet med sin sproglige kommunikationsmodel). Han ydede væsentlige bidrag til lingvistikken med begreber som markerethed, distinktive træk og ikonicitet.