Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christiern Pedersen

Oprindelig forfatter AKark Seneste forfatter Redaktionen

Christiern Pedersen, ca. 1480-16.1.1554, dansk litterat og bogudgiver. Pedersen tog magistergrad i Paris under sit ophold her 1508-15. Som kannik i Lund tilsluttede han sig derpå lutheranerne og var 1526-31 i eksil hos Christian 2., hvorefter han ejede et bogtrykkeri i Malmø 1533-36. De sidste ti år af sit liv var han nervesvækket og boede hos en slægtning i Helsinge.

I Paris skrev han den første latinsk-danske ordbog, Vocabularium ad usum Dacorum (1510), og en samling danske prædikener kaldet Jærtegnspostillen (1515); her udgav han også efter et siden forsvundet håndskrift Saxos næsten glemte latinske Danmarkshistorie under titlen Danorum Regum heroumque Historiæ (lat. 'De danske kongers og heltes historier') (1514, se Gesta Danorum), der vakte opsigt blandt Europas lærde. Han udgav endvidere Peder Låles ordsprog med kritisk kommentar på latin (1515).

De senere skrifter er alle på dansk, fx oversættelser af Det Nye Testamente (1529) og Davids Salmer (1531). På eget forlag udgav han bl.a. en lægebog (1533), Rimkrøniken og folkelige krøniker om Karl den Store og Holger Danske (1534).

Annonce

Ifølge en enkelt kilde havde Pedersen en fuldstændig bibeloversættelse færdig 1543; dens eventuelle betydning for Christian 3.s Bibel (1550) er dog uvis. Efter hans død udkom hans oversættelse af nogle af Æsopsfabler under titlen Esopi leffnit oc nogle hans fabel (1556).

Pedersens ortografi var samtidens mest konsekvente og blev fra 1530'erne forbillede for skribenter og trykkerier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker: Christiern Pedersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139932