Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

finsk

Oprindelige forfattere AHyll og ANes Seneste forfatter Redaktionen

finsk, nationalsprog i Finland, som tales af ca. 5 millioner som modersmål; ca. 271.000 (2012) taler finlandssvensk. Siden 1995 har finsk og svensk desuden haft status som officielt sprog i EU. Uden for Finland tales finsk i Sverige (ca. 201.000) og Rusland (ca. 38.900), hovedsageligt i Karelen og Ingermanland samt af minoritetsgrupper i Norge, Canada, USA og Australien. I Danmark bor der ca. 2000 finsktalende. I 2000 fik både sverigefinsk og meänkieli, såkaldt tornedalsfinsk, dvs. finsk, som det tales i Nordsverige i grænseegnene mellem Sverige og Finland i Tornedalen langs Torne Elv, officiel status af som minoritetssprog i Sverige. Tornedalsfinsk har bl.a. været anvendt af forfatteren Rosa Liksom, der stammer fra Tornedalen, i nogle af hendes monologer.

Finsk tilhører den finsk-ugriske sproggruppe, som sammen med de samojediske sprog danner den uralske sprogæt. Finsk er et af de østersøfinske sprog og nært beslægtet med bl.a. estisk og karelsk, men med klare forskelle inden for især ordforråd og udtale. En vis forståelse over sproggrænserne er her mulig, mens der kun er enkelte ord tilfælles med det ligeledes beslægtede ungarske sprog.

Hos Institutet för de inhemska språken indgår både finsk og svensk som nationale sprog, samt karelsk, de samiske sprog, roma og tegnsprog som indenlandske sprog i Finland.

Annonce

Dialekter

De finske dialekter opdeles i vest- og østdialekter, der adskilles af udtalen af skriftsprogets d; lyden er faldet bort i østdialekterne, mens den i vestdialekterne repræsenteres af forskellige lyde, fx d, l eller r. Endvidere findes der forskelle i bl.a. ordforråd og grammatik.

Ordforråd

Finsk har i modsætning til andre uralske sprog, fx ungarsk, i vidt omfang bevaret ordforråd og bøjningsformer. Denne konservative sprogholdning, populært kaldet "det finske køleskab", viser sig bl.a. i, at ordforrådet rummer urnordiske ord, fx joulu (jul). Finsk er dog præget af mange låneord fra svensk og i nyere tid desuden fra engelsk; fx er team forfinsket til tiimi.

Skriftsprog

Finsk var i lang tid påvirket af svensk, og syntaks og stil var oprindelig baseret på de sydvestfinske dialekter. De første egentlig finsksprogede tekster er fra begyndelsen af 1500-t. I løbet af 1800-t. begyndte østfinsk at gøre sig mere gældende i skriftsproget først og fremmest gennem udgivelsen af det finske nationalepos Kalevala i 1835.

Udtale og ortografi

Finsk har otte vokaler, som igen kan kombineres til 16 diftonger. Yderligere findes 13 konsonanter.

Finske vokaler
iy u
eö o
ä a

Finske konsonanter
ptk
d
mnŋ
s h
r
vlj

Konsonanten d forekommer dog kun i standardsproget pga. påvirkning fra svensk; i dialekterne finder man i stedet bl.a. ð, r eller intet. Samtlige vokaler og alle konsonanter kan være korte eller lange – undtagen h, ŋ, v, j (h, v, j er altid korte, ŋ er altid lang). Lange lyde kan optræde hvor som helst i et ord, selv i ubetonede stavelser; lange konsonanter kan dog ikke optræde helt først eller sidst i et ord. De lange lyde dobbeltskrives, mens korte lyde skrives med et enkelt bogstav. Forskellen på korte og lange lyde er betydningsbærende, fx muta 'mudder' over for mutta 'men, hvorimod', muuta 'andet' og muuttaa 'at flytte'. Fremmedord kan indeholde andre bogstaver: b, c, f, g, q, w, x, z. Rent finske ord kan ikke begynde med mere end én konsonant; således er det svenske ord strand bl.a. ved bortfald af begyndelseskonsonanterne tilpasset finsk udtalestruktur, ranta.

Betoningen ligger altid på første stavelse. Finsk har systematisk lydændring i ordbøjning, såkaldt stadieskifte; således ændres lydene k, p og t kvantitativt eller kvalitativt:

Stærkt stadiumSvagt stadium
tt, fx katto 'tag't, fx katolla 'på taget'
t, fx katu 'gade'd, fx kadulla 'på gaden'
nt, fx ranta 'strand'nn, fx rannalla 'på stranden'

Endvidere har finsk vokalharmoni, hvilket indebærer, at slutvokaler i endelser afpasses efter et ords vokaler, fx endelsen -ssa 'i': talo 'hus' og talossa 'i huset' over for kylä 'landsby' og kylässä 'i landsbyen'. Vokalharmonien kan fremstilles sådan:

Finsk vokalharmoni
ABC
yiu
öeo
ä a

Et ord kan inneholde vokaler i gruppe A+B eller i gruppe B+C. Vokaler i gruppe A og C kan ikke forekomme i det samme ord.

Grammatik

Finsk er et agglutinerende sprog med et righoldigt inventar af endelser. Ved at kombinere endelser kan man fx af ordet talo 'hus' danne en række nye ord:

Endelseskombinationer
finskbetydningdansk
talo-nihus+mit'mit hus'
talo-ssa-nihus+i+mit'i mit hus'
talo-i-ssahus+flere+i'i husene'
talo-kinhus+også'også hus'
talo-i-ssa-ni-kin-kohus+flere+i+mine+også+?'(er det) også i mine huse'

Der er tre bøjningsendelser (-i 'flertal', -ssa 'i' (inessiv) og possessivsuffikset -ni 'min') og to enklitiske tillægsendelser (-kin 'også' og -ko, der gør udtrykket spørgende).

Det finske kasussystem er meget regelmæssigt. Der er 15 kasus, hvoraf nogle i praksis er ret sjældne; hvad der på dansk udtrykkes vha. ledstilling og forholdsord, siges på finsk med efterhængte kasusendelser. Der findes seks såkaldte lokalkasus, som inddeles efter, om noget befinder sig "inde i" eller "uden for", og om der er tale om stilstand, bevægelse mod eller bevægelse bort fra noget; disse kasus udtrykker relationer som 'på', 'i', 'ved', 'med', 'til', 'fra'.

Brug af lokalkasus
retning'inde i (i) huset''uden for (på, ved) taget'
stilstandtalossakatolla
bevæger sig fratalostakatolta
bevæger sig henimodtaloonkatolle

Finsk har ingen possessive pronominer, men udtrykker sædvanligvis ejendomsforhold med genitiv af personligt pronomen fulgt af en "ejerendelse", som udtrykker, hvem der ejer, fx minun taloni 'mit hus', hvor minun er genitiv af minä 'jeg' og -ni er ejerendelse. I talesproget forkortes pronomenet ofte, og endelsen udelades: mun talo.

Adjektiver har kongruensbøjning i tal og kasus, fx iso talo 'stort hus' over for isoissa taloissa 'i de store huse'.

Også verberne opbygges ved, at endelser føjes til en stamme. Til stammen puhu 'tale' kan man fx få en række former:

Elementer i verbalbøjning
finskbetydning
puhu-ntale+jeg, dvs. 'jeg taler'
puhu-i-n-kotale+imperf.+jeg+?, dvs. 'talte jeg?'
puhu-isi-ntale+kond.+jeg, dvs. 'jeg skulle tale'
puhu-ta-an-kintale+pass.+man+også, dvs. 'man taler også'
puhu-tta-isi-in-kotale+pass.+kond.+man+?, dvs. 'skulle man tale?'

Endelserne består af personendelsen-n 'jeg', tempusendelsen for imperfektum -i-, modusendelsen for konditionalis-isi-, passivendelsen-ta, personendelsen -an for ubestemt person 'man' samt de enklitiske tillægsendelser -kin 'også' og -ko, der gør udtrykket spørgende.

Verber bøjes i fire kategorier: aktiv/passiv, modus, tempus og person, og de kan forsynes med enklitiske tillægsendelser. Passiven udtrykker betydningen 'man' fx puhutaan 'man taler', men kan i talesprog også betyde 'vi taler' og 'lad os tale'. I aktiv har finsk fuldstændig personkongruens, og verbet forsynes med særlige personendelser, fx puhun 'jeg taler', puhut 'du taler' af puhua 'at tale'.

Tempussystemet omfatter præsens, imperfektum, perfektum og pluskvamperfektum. De to sidste er sammensatte tider og dannes med hjælpeverbet olla 'at være':

Verbernes tider
tempusfinskdansk
præsenspuhun'jeg taler'
imperf.puhuin'jeg talte'
perfektumolen puhunut'jeg har talt'
plusqv. perf.olin puhunut'jeg havde talt'

Benægtende former udtrykkes med et personbøjet nægtelsesverbum fulgt af hovedverbet i formen negatum (stammeform i svagt stadium), fx en puhu 'jeg taler ikke' og et puhu 'du taler ikke'. Der findes fire modi:

Verbernes måder
modusfinskdansk
indikativpuhut'du taler'
imperativpuhu'tal!'
konditionalispuhuisit'du skulle tale'
potentialispuhunet'du kan/bør tale'

Finsk har ingen artikler, og bestemthed udtrykkes først og fremmest ved hjælp af ledstilling. Finsk har heller ingen kønsinddeling; fx betyder finsk hän både 'hun' og 'han'. Ordene inddeles ikke i nominale deklinationer eller verbale konjugationer, men finsk har som dansk to tal, ental og flertal. Finsk har intet, der modsvarer verbet "have"; i stedet anvendes olla 'at være'. Ejendomsrelationen udtrykkes ved en kasus, adessiv, med betydningen 'hos', Paavolla on talo, egl. 'hos Paavo er hus', dvs. 'Paavo har et hus'. Den særlige kasus partitiv, som markerer subjekt, objekt og prædikativ, udtrykker som objektskasus bl.a. aspektforskelle, fx hän rakensi taloa 'han/hun byggede på et hus', hvor partitivet taloa markerer, at handlingen er uafsluttet, mens akkusativen talon i hän rakensi talon 'han/hun byggede et hus/huset' markerer en afsluttet handling. Finsk hører til de såkaldte SVO-sprog, dvs. sprog med ledstillingen subjekt+verbum+objekt. Kendetegnende for finsk er tillige den righoldige orddannelse vha. afledningsendelser:

Afledninger
afledn. endelsefinskdansk
kirjabog
-stokirja-sto'bibliotek'
-inkirja-in'bogstav'
-ekirj-e'brev'
-ittakirjo-itta-a'at skrive'
-llinen, -llis-kirja-llinen'skriftlig'
-uuskirja-llis-uus'litteratur'
-jakirjo-itta-ja'skribent'

Også til afledte ord kan der føjes grammatiske endelser, som infinitivendelsen -a ved kirjo-itta-a 'at skrive' eller kirja-sto-ssa 'i biblioteket'.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Anne Nesser: finsk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76220