Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

estisk

Oprindelige forfattere AHyll og ONuu Seneste forfatter Redaktionen

estisk, et finsk-ugrisk sprog, som sammen med bl.a. finsk og karelsk udgør den østersøfinske sproggruppe. Estisk, der tales af ca. 1,1 mio. mennesker, som hovedsagelig er bosat i Estland, adskiller sig fra finsk mht. især ordforråd og udtale. De tre sprog er ikke umiddelbart indbyrdes forståelige.

Ud over ni vokal- og 18 konsonantfonemer har estisk over 30 diftonger. I alfabetet indgår et specielt estisk bogstav õ, som betegner en urundet halvhøj mellem- eller bagtungevokal. Trykket i et ord ligger normalt på første stavelse, men modsat i finsk har mange fremmedord bevaret oprindelsessprogets tryk på andre stavelser. Både vokaler og konsonanter kan i udtale forekomme i tre længder, men ortografisk skelnes der kun mellem to. I ordbøjningen forekommer såvel kvantitativ som kvalitativ stadieveksling, fx poiss 'dreng' over for poisi 'drengens', kaup 'forretning' over for kauba 'forretningens' og tuba 'stue' over for toa 'stue(n)s'.

Der findes hverken artikel eller grammatisk køn i estisk, og kasussuffikserne er ens for adjektiver og substantiver samt i singularis og pluralis. Der er 14 kasus, hvoraf de seks hovedsagelig angiver lokale relationer. Verbalsystemet er relativt rigt på former, idet der bl.a. findes fire tempora, aktiv og passiv samt fire modi.

Annonce

Ud over gamle baltiske, germanske og slaviske låneord, som estisk har tilfælles med de øvrige østersøfinske sprog, indgår i det estiske ordforråd ca. 1000 kulturbestemte låneord fra tysk, de fleste fra 1300-1400-t., idet tysk længe var overklassens og de dannedes sprog. Fra slutningen af 1800-t. indlåntes bevidst nye ord og begreber fra finsk, og fra 1940 er låneord kommet dels fra russisk, dels fra finsk.

Estisk har tre gamle hoveddialekter: den nordøstlige, den nordlige og den sydlige. Skriftsproget går tilbage til 1500-t. I 1700-t. opstod der to skriftsprog, det nordestiske ved Tallinn og det sydestiske omkring Tartu; i 1800-t. blev nordestisk dominerende, og det nuværende skriftsprog bygger på den nordlige dialekt med et betydeligt indslag af sydestisk.

Moderne estisk er i høj grad et resultat af en bevidst sprogplanlægning, der har stået på siden 1925. Især filologen Johannes Aavik (1880-1973) har bidraget til standardiseringen, bl.a. med hundredvis af neologismer, frit opfundne ord, som sproget i helt enestående grad har taget til sig. En sproglov trådte i kraft 1995, og i 2003 fremlagdes fra officielt hold en strategi for det estiske sprogs udvikling. Se også Estland (sprog).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Olli Nuutinen: estisk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72399