Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

østersøfinske sprog

Oprindelige forfattere AHyll, ET-K og Hald Seneste forfatter Redaktionen

østersøfinske sprog, sproggruppe af den finsk-ugriske sprogfamilie i den uralske sprogæt; opdeles i en nordlig gruppe med finsk, karelsk, lydisk, vepsisk og ingrisk samt en sydlig gruppe med estisk, votisk og livisk. Den votiske dialekt krevinsk, der blev talt af Den Tyske Ordens krigsfanger og deres efterkommere i Letland ca. 1450-1850, opfattes undertiden som et selvstændigt sprog. De østersøfinske sprog tales i Finland, Estland, det nordvestlige Rusland, Letland, Sverige og Norge af i alt ca. 6,9 mio.; flere dog af ganske få. Votisk regnes for uddødt pr. 2002.

Historie

Ældre urfinsk menes at have været talt ca. 1500-1000 f.Kr., hvorefter det delte sig i samisk og det østersøfinske grundsprog, yngre urfinsk. Det tidligste sproglige vidnesbyrd om østersøfinsk findes i Snorres Edda, som beretter om bjarmerne og deres gud Jomal (jf. fi. Jumala 'Gud'). Ældre ordformer ligger tillige til grund for visse russiske stednavne, fx byen Vologda af ældre vepsisk *valkeða 'hvid', egl. 'den hvide by'.

Lyd

Fonemsystemerne omfatter mindst otte vokaler som i finsk og karelsk samt op til 30 diftonger som i estisk. Antallet af konsonanter er højest i estisk med 18 forskellige konsonantfonemer, der ikke altid angives i skriften, jf. palk udtalt [balk] 'løn' over for [baljk] 'bjælke'. Bortset fra i vepsisk er længde betydningsadskillende både for vokaler og konsonanter, fx fi. tuli 'ild' over for tuuli 'vind' og estisk kalas 'i en fisk' over for kallas 'strand'. Karakteristisk for de østersøfinske sprog er også vokalharmoni, som dog er forsvundet i estisk, vepsisk og livisk, samt tryk på første stavelse.

Annonce

Grammatik

Bortset fra i vepsisk og livisk forekommer stadieveksling, jf. fi. annan 'jeg giver' over for antavat 'de giver'. Her angiver suffikserne -n og -vat hhv. 1. pers. sg. og 3. pers. plur. af roden anta- 'giv-', som ved stadieveksling er ændret i 1. pers. sg. Den gamle uralske dualisbøjning er forsvundet; til gengæld er antallet af kasus generelt højt, fra 9 i vepsisk til 15 i finsk. Af den uralske ablativ er på østersøfinsk udviklet en partitiv kasus, som betegner relationen mellem del og helhed, jf. karelsk mie šüön kalua 'jeg spiser fisk' over for akk. mie šüön kalan 'jeg spiser fisken'. Den typiske ledstilling, subjekt-verbum-objekt, kan varieres afhængigt af fx bestemthed, som ikke udtrykkes ved artikel.

Ordforråd

Sprogene er leksikalt nærtbeslægtede; en del ord af uvis oprindelse findes dog kun i den nordlige gruppe, fx ingrisk pellovaz 'hørfrø' og lydisk sambuda 'slukkes, dø ud'. Germanske låneord er indlånt gennem en mere end 2000-årig periode og undertiden mere end én gang med forskellig betydning, jf. fi. juhla 'fest' fra ca. 1. årh. e.Kr. og joulu 'jul', opr. 'midvinterfest' fra 600-t. e.Kr. De østersøfinske sprogs konservative karakter ses af de næsten uforandrede ordformer, fx livisk lāmbaz 'får, lam', af germ. *lambaz, og fi. kuningas 'konge', af germ. *kuningaz. Nyere lån stammer især fra russisk, fx votisk akkuna 'vindue', af russ. okno.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Erik Thau-Knudsen, Jacob Hald Pedersen: østersøfinske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185158