Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slaviske sprog

Oprindelig forfatter JN-S Seneste forfatter Redaktionen

Slaviske sprog. Den politiske udvikling i det tidligere Jugoslavien har medført uklare grænser mellem serbisk, bosnisk og kroatisk. Således tales der både kroatisk og serbisk i Østslavonien, både serbisk og albansk i Kosovo og serbisk og kroatisk i visse områder af Bosnien-Hercegovina.

Slaviske sprog. Den politiske udvikling i det tidligere Jugoslavien har medført uklare grænser mellem serbisk, bosnisk og kroatisk. Således tales der både kroatisk og serbisk i Østslavonien, både serbisk og albansk i Kosovo og serbisk og kroatisk i visse områder af Bosnien-Hercegovina.

slaviske sprog, sprogfamilie inden for den indoeuropæiske sprogæt.

Der skelnes mellem tre hovedgrupper: de østslaviske sprog russisk, ukrainsk, rusinsk og hviderussisk, de vestslaviske sprog tjekkisk, slovakisk, polsk, kasjubisk, øvresorbisk og nedresorbisk samt de sydslaviske sprog bulgarsk, makedonsk, serbisk, kroatisk, bosnisk og slovensk.

Hertil kommer en række uddøde sprog, fx polabisk, der var nært beslægtet med vendisk, jf. stednavne af slavisk oprindelse i tidligere vendisk koloniserede områder af Lolland, Falster og Møn, fx Tillitse 'Tilos folk/land', samt en række forhøjninger ved navn Gorke, af gora 'bjerg' og diminutivsuffixet -ka, dvs. 'lille bjerg, bakke'.

Annonce

Historie

Blandt de øvrige indoeuropæiske sprog er slavisk tættest beslægtet med de baltiske sprog litauisk og lettisk samt det nu uddøde oldpreussisk, hvor en række lighedstræk bl.a. inden for ordforråd, kasusdannelse, kasusbrug og ordaccent tyder på en fælles oprindelse i et baltoslavisk ursprog... Læs videre om de slaviske sprogs historie

Skrift

Da det ældste slaviske skriftsprog blev skabt af Kyrillos i 860'erne til brug for den ortodokse kirkes mission i det nuværende Mæhren, var sprogforskellene stadig ubetydelige. Dette skriftsprog, der senere blev benævnt kirkeslavisk, og som var skabt på grundlag af oldbulgarsk, kunne derfor uden problemer fra 900-t. også anvendes i det østslaviske Rusland.

Slaviske sprog
De moderne slaviske sprog, der ved årtusindskiftet tales af i alt ca. 300 mio., omfatter tre sproggrupper:

Sydslaviske sprog

  • Østlige gruppe
    • - Bulgarsk er modersmål for ca. 7 mio. i Bulgarien og tales derudover af ca. 1 mio. i Moldova, Ukraine, Tyrkiet, Rumænien, Ungarn, Serbien og NØ-Grækenland.
    • - Makedonsk er modersmål for ca. 1,3 mio. i Makedonien og tales derudover af mindre grupper i nabolandene samt af immigranter i andre europæiske lande og bl.a. Canada og Australien. Mindre grupper af slavofone grækere i det nordlige Grækenland taler varianter af sydslavisk nærtbeslægtet med makedonsk.

  • Vestlige gruppe
    • - Serbokroatisk, der indtil 1991-92 var fælles modersmål for en række jugoslaviske folkegrupper, opdeles nu i:
      • Serbisk, der tales af ca. 8 mio. serbere og montenegrinere, især i Serbien, Montenegro og Bosnien-Hercegovina, men også af mindre grupper i bl.a. Makedonien og Rumænien.
      • Kroatisk, der er modersmål for ca. 5,6 mio., især i Kroatien samt det sydlige og vestlige Bosnien-Hercegovina.
      • Bosnisk, der tales af ca. 1,5 mio. bosniske muslimer, især i Bosnien-Hercegovina. Alle tre sprog tales desuden af et betydeligt antal immigranter og flygtninge i bl.a. Vesteuropa.
    • - Slovensk er modersmål for ca. 2 mio. i Slovenien og for ca. 200.000 i bl.a. Italien og Østrig.

Vestslaviske sprog

  • - Tjekkisk er modersmål for ca. 10,4 mio. i Tjekkiet og for ca. 2,8 mio. i bl.a. Slovakiet, Polen og USA.
  • - Slovakisk er modersmål for ca. 4,8 mio. i Slovakiet og for ca. 350.000 i bl.a. Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rumænien og Serbien.
  • - Sorbisk, tidligere kaldet vendisk eller lusisisk, omfatter to sprog i det østlige Tyskland, øvresorbisk og nedresorbisk, der tales af hhv. ca. 13.000 og ca. 7.000 i Brandenburg og Sachsen. En tredje variant, østsorbisk, tales i spredte lommer ved Bad Muskau nær grænsen til Polen.

Lechitiske sprog:

  • - Polsk er modersmål for ca. 37 mio. i Polen og for ca. 2,4 mio. i bl.a. Ukraine, Hviderusland, Litauen, Tyskland, Israel og USA.
  • - Kasjubisk, inklusive varianterne kabatkisk, bylakisk og slovintsisk, tales af ca. 110.000 i området omkring floden Wisłas munding ved Gdańsk; det betragtes af nogle som en dialekt af polsk.
  • - Polabisk blev talt ved Lüneburg vest for Elben indtil begyndelsen af 1700-t.

Østslaviske sprog

  • - Russisk er det største af de slaviske sprog og modersmål for ca. 171 mio. Det er tillige vidt udbredt som andetsprog i Rusland, de øvrige SNG-lande og Baltikum.
  • - Hviderussisk er modersmål for ca. 2,2 mio. i Hviderusland og tales tillige af ca. 300.000 i bl.a. Polen, Ukraine og Rusland.
  • - Ukrainsk, tidligere kaldet lillerussisk eller ruthensk, er modersmål for ca. 33 mio. i Ukraine og for ca. 2 mio. i bl.a. Rusland, Polen, Kasakhstan og Moldova.
  • - Rusinsk er fællesbetegnelsen for en række østslaviske sprogformer, der tales af etniske mindretal på ca. 25.000 i Vojvodina, ca. 560.000 i Ukraine og ca. 50.000 i Slovakiet. Desuden af mindre grupper i det sydlige Polen og i Maramureş-regionen i Rumænien.

Der er inden for de slaviske sprog en tæt sammenhæng mellem religion og alfabet. Således benyttes det latinske alfabet i romersk-katolske og muslimske områder, dvs. i polsk, sorbisk, tjekkisk, slovakisk, slovensk, kroatisk og bosnisk, idet hvert sprog har sit eget system af diakritiske tegn og bogstavkombinationer til gengivelse af specielle slaviske lyde; fx gengives [ʒ] som ž i tjekkisk, slovakisk, slovensk og kroatisk, men i polsk som rz eller ż.

I de ortodokse lande med sprogene russisk, hviderussisk, ukrainsk, rusinsk, serbisk, bulgarsk og makedonsk benyttes det kyrilliske alfabet. Serbisk kan dog også skrives med det latinske alfabet.

Grammatik

Inden for substantiverne har slavisk ligesom baltisk bevaret og videreudviklet det indoeuropæiske kasussystem og viderefører de syv protoslaviske kasus nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ. Bulgarsk og makedonsk har dog som andre balkansprog mistet kasusbøjningen, idet kun vokativ er bevaret ud over grundformen, den oprindelige nominativ. Kasusbetydningerne udtrykkes her ved hjælp af præpositioner; se balkanlingvistik og bulgarsk.

Alle slaviske sprog har ved substantiverne bevaret tre køn, mens kun sorbisk og slovensk har bevaret en egentlig dualis, som fortrinsvis betegner genstande, der naturligt forekommer parvis, fx hænder, fødder, øjne og ører. Endelig har de slaviske sprog udviklet en skelnen mellem animate og inanimate substantiver, dvs. betegnelser for det levende og det ikke-levende, idet akkusativ i visse bøjninger har sammenfald med genitiv ved animate substantiver og med nominativ ved inanimate substantiver; se russisk. Forskellen mellem animate og inanimate substantiver er opstået efter opsplitningen af protoslavisk og manifesterer sig derfor forskelligt i de enkelte slaviske sprog.

Verbernes mest karakteristiske træk er aspekt, idet mange verber, specielt de såkaldte handlingsverber, optræder parvis, således at der er både et perfektivt og et imperfektivt verbum for samme grundbetydning. Aspektpar dannes, enten ved at et imperfektivt verbum forsynes med præfiks, fx serbisk imperfektiv pisati over for perfektiv na-pisati 'skrive', eller ved at et perfektivt verbum får indføjet et affiks, fx serbisk perfektiv iskazati over for imperfektiv iskaz-iv-ati 'meddele, udtale'. Begge verber forekommer med enkelte undtagelser i alle bøjningsformer. Også denne skelnen udvikledes først efter udskillelsen af de enkelte slaviske sprog.

Protoslavisk havde et kompliceret tempussystem, der omfattede præsens, aorist, imperfektum, perfektum, pluskvamperfektum, futurum og futurum exactum. Dette system er blevet forenklet i øst- og vestslavisk, der kun har bevaret præsens, præteritum og futurum. Præteritum er baseret på den oprindelige perfektum, der bestod af et hjælpeverbum og et aktivt participium, fx jesmĭ neslŭ 'jeg (mand) har båret', hvor participiet er maskulinum, fordi det underliggende grundled er hankøn, over for jesmĭ nesla med participiet i femininum 'jeg (kvinde) har båret'. I østslavisk er hjælpeverbet faldet bort, og tilbage står en præteritum, der som tidligere participium bøjes i køn, men ikke i person, der må udledes af konteksten, jf. russisk njos 'jeg (mand)/du (mand)/han bar' over for nesla 'jeg (kvinde)/du (kvinde)/hun bar'. I vestslavisk er hjælpeverbet smeltet sammen med participiet, så præteritum foruden i køn også bøjes i person, jf. polsk niosłem 'jeg (mand) bar' over for niosłesz 'du (mand) bar'. I sydslavisk er forenklingen af tempussystemet slået igennem i slovensk og delvis i serbisk og kroatisk, specielt i talesproget, hvorimod væsentlige dele af det oprindelige tempussystem er bevaret i bulgarsk og makedonsk.

Lyd

Protoslavisk adskilte sig fra andre indoeuropæiske oldsprog ved kun at tillade åbne stavelser, dvs. stavelser, der ender på en vokal. Dette kom ved overgangen fra fælles indoeuropæisk til protoslavisk til varigt at præge de slaviske sprog. En række bøjningsendelser mistede den afsluttende konsonant, hvad der reducerede formernes antal, jf. oldkirkeslavisk nom. og akk. domŭ 'hus' over for lat. nom. domus og akk. domum. Kombinationer af vokal foran nasalkonsonanterne n eller m udvikledes til en nasal vokal, hvorved der opstod en åben stavelse, fx oldkirkeslavisk pętĭ 'fem', jf. gr. pente, og pǫtĭ 'vej', jf. lat. akk. pontem 'bro'. De to nasalvokaler ę og ǫ er kun bevaret i polsk og kasjubisk, men med en anden fordeling end på protoslavisk. Endvidere udviklede likviddiftongerne, dvs. kombinationerne or, ol, er og el, til åben stavelse, i østslavisk ved indskud af en ekstra vokal efter likviden r eller l og i vest- og sydslavisk ved metatese, dvs. ombytning af vokal og likvid. Den oprindelige rækkefølge af vokal og likvid er stadig synlig i flere tyske stednavne af slavisk oprindelse, fx -ar- i Puttgarden.

Et karakteristisk træk ved de moderne slaviske sprog er de såkaldt flygtige vokaler, dvs. vokaler i substantivernes stamme, som kun optræder i visse bøjningsformer. Dette skyldes bortfald af de protoslaviske halvvokaler ŭ og ĭ efter udskillelsen af de enkelte slaviske sprog, hvor princippet om åbne stavelser ikke længere var gældende. Ved flere halvvokaler i en ubrudt række stavelser i samme ord blev kun hveranden bagfra bevaret: fx russ. son af protoslavisk nominativ sŭnŭ 'søvn, drøm' over for genitivformen russ. sna af protoslavisk gen. sŭna. Herved opstod der igen lukkede stavelser i slaviske sprog.

Inden for konsonanterne har lydændringer i særlig grad berørt velarerne k, g og kh gennem to måske tre såkaldte palatalisationer i forhistorisk tid. Derfor ændres en velar i slutningen af en stamme ofte ved bøjning, fx velaren k til palatalen c i slovensk otrok 'barn' over for pluralis otroci. En del af disse stammeforandringer er dog på de enkelte sprog forsvundet på senere udviklingstrin. En anden markant forandring hidrører fra udviklingen af de oprindelige kombinationer af konsonant og j, hvor (k)tj og dj udviklede sig forskelligt i de enkelte slaviske sprog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Nørgård-Sørensen: slaviske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161043