Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

syrisk

Oprindelige forfattere JoGl og Toll Seneste forfatter Redaktionen

syrisk, østaramæisk sprog, der fra år 6 til 200-t. e.Kr. er dokumenteret ved indskrifter fra et rige med hovedstaden Edessa i Nordsyrien.

Syrisk blev fra 300-t. kristent kirkesprog, jf. bibeloversættelsen Peshitta. Den oprindelige aramæiske skrift udvikledes i 400-t. til to kursivskrifter, brugt for østsyrisk af nestorianerne (se nestorianisme) og for vestsyrisk af jakobitter. Fra 600-t. blev syrisk som talesprog erstattet af arabisk. Det levede dog som skriftsprog videre indtil 1200-t.; som liturgisk sprog er det endnu i brug. Se også semitiske sprog.

Litteratur på syrisk

Det tidligste store værk erbibeloversættelsen Peshitta. Af kristen syrisk litteraturs tre epoker er den første den kreative guldalder fra 300-t. til 600-t. med Afrahat (d. efter 345) og Afrem Syrer, en af oldkirkens største digtere. Ved siden af en række digtsamlinger skrev Afrem bibelkommentarer; især kommentaren til 1. og 2. Mosebog viser fortrolighed med jødisk bibeludlægning. Afrems skrifter imod Markion, Bardesanes og Mani er vigtige kilder til disses lære.

Annonce

I 400- og 500-t. foregik en omfattende græcisering af syrisk litteratur; digtningen beholdt en del af sin originalitet, især hos Jakob af Sarug (ca. 450-521) og Narsai (d. efter 500), som begge har efterladt sig mange prædikener på vers, såkaldte memre.

Litteraturen er hovedsagelig kristen; ved siden af fagteologiske skrifter findes skrifter om det åndelige liv. Den bedst kendte forfatter er Isak af Ninive (ca. 650-700). Det nærmeste, man kommer en egentlig folkelig litteratur, er de såkaldte stridsdigte (vekselsange) mellem to personer eller personifikationer.

Den anden epoke er konsoliderende og præget af samlearbejde indtil ca. 1300. Her fik syrisk i stigende grad rollen som formidler til arabisk; således fremkom syriske oversættelser af græske videnskabelige værker, heriblandt de filosofiske, som grundlag for videreoversættelse til arabisk, ikke mindst i 800-t. ved den østsyriske Hunayn Ibn Ishaq (808-873).

I 1100-1200-t. voksede en encyklopædisk litteratur frem, også kaldet den syriske renæssance, kulminerende i 1200-t. med Barhebræus' omfattende forfatterskab.

I den tredje epoke fremstod den moderne litteratur på syrisk med en blomstring i 1600-t. af poesien i Alqosh-skolen. Fra 1800-t.s midte betød oprettelsen af et trykkeri i Urmia (nuv. Orumiyeh i Iran) en fremdrift for den skrevne litteratur.

I øvrigt trykkes klassisk og moderne litteratur på syrisk i Kerala i Sydindien, hvor syrisk kristendom har været siden oldtiden.

Læs også om moderne syrisk litteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Glenthøj, Christopher Toll: syrisk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168514