Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

semitiske sprog

Oprindelige forfattere AHyll og Toll Seneste forfatter Redaktionen

semitiske sprog, sprogfamilie i Mellemøsten samt Nord- og Østafrika; se også hamito-semitiske sprog. De største af de semitiske sprog, der tales af over 240 mio., er arabisk, amharisk, tigrinsk og hebraisk. Af de nu uddøde sprog havde akkadisk og aramæisk i sin tid stor politisk og kulturel betydning.

De semitiske sprog, der har fået navn efter folketavlen i 1.Mos. 10,21 ff. og 11,10 ff., hvor Sems slægt omtales, opdeles i østsemitisk, nordvestsemitisk og sydsemitisk. Denne inddeling er geografisk snarere end sprogligt betinget. Udbredelsen tænkes sket ved forskellige udvandringsbølger: De første udgik allerede i forhistorisk tid fra Den Arabiske Halvø til Mesopotamien og Syrien og omfattede øst- og nordvestsemitisk samt arabisk. En udvandring i 400-t. f.Kr. fra Sydarabien til Østafrika resulterede i de etiopiske sprog. Den seneste udvandring i 600-t e.Kr. førte islam og dermed arabisk til Vestasien samt Nord- og Østafrika.

Semitiske sprog

Inddelingen af de semitiske sprog er først og fremmest geografisk og i mindre grad genetisk. Hvor nyere optællinger mangler, er antallet af personer, der taler sprogene, skønsmæssigt angivet.

Østsemitisk

  • Akkadisk er fællesbetegnelsen for dialekterne assyrisk og babylonisk, der taltes i Mesopotamien fra ca. 2600 f.Kr. og er et af verdens ældste kendte sprog. Det inddeles i oldakkadisk (ca. 2600-1950 f.Kr.), oldbabylonisk og oldassyrisk (ca. 1950-1530 f.Kr.), middelbabylonisk og middelassyrisk (ca. 1530-1000 f.Kr.), nybabylonisk og nyassyrisk (ca. 1000-625 f.Kr.) samt senere babylonisk (ca. 625 f.Kr.-200 e.Kr.).

Nordvestsemitisk

  • Kanaanæiske sprog
    • Eblaitisk blev talt ca. 2500-2000 f.Kr. i den nordsyriske by Ebla og de områder, som tilhørte kongeriget.
    • Amoritisk blev talt omkring 2000 f.Kr. af amoritterne, et nomadefolk fra den syriske ørken, bosat i områderne omkring floderne Eufrat og Tigris.
    • Ugaritisk kendes fra ca. 1300-1200 f.Kr. fra byen Ugarit nær den syriske Middelhavskyst.
    • Ammonitisk kendes fra ca. 1000-700 f.Kr. fra staten Ammon i Østjordanlandet.
    • Fønikisk, herunder punisk, blev talt ca. 1000 f.Kr.-500-t. e.Kr., oprindelig i en række bystater ved den østlige Middelhavskyst, bl.a. i det nuværende Libanon, senere via ekspansion i hele Middelhavsområdet.
    • Hebraisk kendes dels som bibelsk hebraisk fra ca. 1300-160 f.Kr., sproget i Det Gamle Testamente, dels som efterbibelsk hebraisk, kendt fra dele af Dødehavsrullerne ca. 150 f.Kr.-70 e.Kr. og senere rabbinske skrifter, samt som nyhebraisk eller ivrit, det moderne Israels nationalsprog, der er modersmål for over 4,8 mio. (2004) i Israel og for ca. 200.000 (2004) i USA.
  • Aramæiske sprog
    • Aramæisk, der var et af de mest udbredte sprog i oldtidens Nærorienten, kendes som oldaramæisk (ca. 925-700 f.Kr.), som rigsaramæisk (ca. 700-200 f.Kr.), der blev Persiens kancelli- og handelssprog, som middelaramæisk (ca. 200 f.Kr.-250 e.Kr.), herunder nabatæisk fra byen Petra i Jordan; ca. 250-1300 e.Kr. opdeles i øst- og vestaramæisk; østaramæisk omfatter syrisk, jødisk-babylonisk aramæisk og mandæisk, mens vestaramæisk omfatter galilæisk, som Jesus talte, samaritansk aramæisk og judæisk. Derpå følger de moderne aramæiske sprog:
    • Nysyrisk, der omfatter urmisk og turabdinsk og tales af ca. 200.000 (1995) i Iran, Irak, Syrien og USA.
    • Nyvestaramæisk, der tales af ca. 15.000 (1996), især ved byen Malula nord for Damaskus i Syrien.
    • Mandæisk, der tales af ca. 500 (2001) fra en gnostisk døbersekt i provinsen Khuzistan i Iran.
    • Samaritansk, der tales af ca. 500 (1994) på den palæstinensiske Vestbred.

Sydsemitisk

  • Arabiske sprog
    • Arabisk, der tales af over 200 mio., er et af verdens største sprog og omfatter mange dialekter, herunder bl.a. egyptisk arabisk (ca. 40 mio., 1996). Klassisk arabisk kendes fra ca. 500 f.Kr. og er stadig skrift- og oplæsningssprog i alle arabisktalende lande.
    • Maltesisk, det eneste semitiske sprog, der skrives med det latinske alfabet, tales af stort set hele befolkningen på Malta og har mange låneord fra bl.a. italiensk.
  • Sydarabiske sprog
    • Ældre sydarabisk kendes især fra de sydlige arabiske kongeriger ca. 700 f.Kr.-500 e.Kr., men indskrifter på sproget er også fundet i Etiopien, Egypten, på den græske ø Delos og i den minæiske koloni Dedan i det nordvestlige arabiske område.
    • Mehri tales af ca. 70.000 i Yemen og Oman.
    • Soqotri tales af ca. 50.000 på øen Sokotra syd for Den Arabiske Halvø.
    • Shkhawri eller jibbali tales af ca. 25.000 i området omkring byen Salala i Oman.
  • Etiopiske sprog
    • Geez er et oldetiopisk sprog, der kendes fra ca. 300 f.Kr.-1700 e.Kr.; det anvendes stadig i Etiopien til liturgisk brug.
    • Amharisk tales af ca. 20 mio. (1995) i Etiopien, Israel og Egypten.
    • Tigrinsk tales af ca. 6,4 mio., heraf ca. 4 mio. (1993) i Etiopien og ca. 2 mio. (1993) i Eritrea.
    • Tigré tales af ca. 700.000 i Eritrea, Etiopien og af et fåtal i Sudan.
    • Gurage, der omfatter flere dialekter, tales af ca. 500.000 i Etiopien.

Slægtskabet mellem de semitiske sprog er omdiskuteret, da sproglige ligheder og forskelle ikke i alle tilfælde svarer til den geografiske inddeling. Således udtales de velariserede konsonanter alene i etiopisk med stød, og kun arabisk har diminutivformer. Hertil kommer, at der også findes adskillige sproglige lighedspunkter mellem de semitiske sprog og de øvrige afroasiatiske sprogfamilier oldegyptisk, kushitisk, berberisk, omotisk og tchadisk.

Annonce

Lyd

De semitiske sprog er karakteriseret ved et stærkt konsonantisk præg, idet der er op til 29 konsonanter mod tre vokaler: a, i, u. Desuden forekommer faryngalerne (c og ) og de velariserede, såkaldt emfatiske konsonanter ṯ̣, ḏ̣, ṣ, ṭ, q samt et muligvis lateralt ś, der ikke er bevaret i de nulevende sprog.

Skrift

Akkadisk og eblaitisk anvender den sumeriske kileskrift, ugaritisk en konsonantisk kileskrift, og de øvrige sprog en konsonantisk skrift af fønikisk oprindelse. Den sydarabiske og den etiopiske skrift er dog måske ældre end den fønikiske.

Grammatik

Morfologisk karakteriseres de semitiske sprog af, at ordene dannes af en konsonantisk rod, der består af oftest tre konsonanter. Rodens grundbetydning modificeres ved tilføjelser af korte eller lange vokaler, forlængelse af konsonanter eller tillæg af præ-, in- og suffikser.

De semitiske sprog har i nominalbøjningen to køn. Hankøn er umarkeret og kan have generel betydning, mens hunkøn oftest dannes ved endelsen -t, -at eller , der også angiver enkelteksemplarer af artsnavne. Dualis og pluralis dannes ved endelser. Desuden findes især i de sydsemitiske sprog en såkaldt brudt pluralis, der angiver kollektiv og dannes ved ændringer af singularisformens vokaler eller ved endelser.

På akkadisk, ugaritisk og klassisk arabisk findes der tre kasus: nominativ, genitiv og akkusativ, mens andre semitiske sprog mangler kasusendelser. Bestemt artikel mangler i bl.a. akkadisk, østaramæisk og etiopisk. Hebraisk, fønikisk og arabisk har i bestemt form forlængelse af første konsonant efter indledende ha-, arabisk a- (eller al- uden forlængelse). En særskilt nominalform uden artikel, status constructus, bruges foran genitiv, der som andre attributive led som regel er efterstillet. Status constructus efterfulgt af genitiv erstatter i semitiske sprog sammensatte ord. Præpositioner er enten partikler som semitisk bi- 'i' eller hele ord i status constructus som arab. bayna 'mellem'.

Verbet har to aspektformer, en præfiksform, kaldet imperfektum, med lineær betydning, og en suffiksform, kaldet perfektum, med punktuel eller neutral betydning. Tempus fremgår af tekstens sammenhæng eller ved partikler og hjælpeverber og kun i yngre sprog som senere hebraisk, aramæisk og amharisk ved verbalformer. Af modi findes fx jussiv og konjunktiv. Verbet kan desuden med afledninger udtrykke faktitiv, resultativ, passiv, refleksiv eller reciprok anvendelse. Der findes ingen uregelmæssige verber.

Syntaktisk er de semitiske sprog især karakteriseret ved hyppig brug af nominalsætninger, dvs. sætninger uden verbal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Christopher Toll: semitiske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157526