Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

romanske sprog

Oprindelige forfattere AHyll og MHers Seneste forfatter Redaktionen

Romanske sprog. De romanske sprogs nuværende udbredelse i Europa svarer stort set til Romerrigets europæiske udstrækning. Kun i NØ og øst er der sket ændringer pga. befolkningsforskydninger i middelalderen: Det alperomanske område er blevet opdelt ved indvandring af tysktalende, og det balkanromanske af slavisktalende. Latins tidligere udbredelse på Balkan attesteres dog også af mange latinske ord i albansk. De stiplede linjer afgrænser udviklingen af latinsk [ke ki], dels til [tse tsi] i vest, dels til [tʃe tʃi] i nord og øst.

Romanske sprog. De romanske sprogs nuværende udbredelse i Europa svarer stort set til Romerrigets europæiske udstrækning. Kun i NØ og øst er der sket ændringer pga. befolkningsforskydninger i middelalderen: Det alperomanske område er blevet opdelt ved indvandring af tysktalende, og det balkanromanske af slavisktalende. Latins tidligere udbredelse på Balkan attesteres dog også af mange latinske ord i albansk. De stiplede linjer afgrænser udviklingen af latinsk [ke ki], dels til [tse tsi] i vest, dels til [tʃe tʃi] i nord og øst.

romanske sprog, indoeuropæisk sprogfamilie, er modersmål for over 670 mio. på verdensplan, og tales af yderligere ca. 130 mio. som andetsprog. De romanske sprog, der er udviklet af det latinske omgangssprog sermo cotidianus, omfatter sardisk, italiensk, fransk, frankoprovencalsk, occitansk, catalansk, spansk, galicisk, portugisisk, rætoromansk, rumænsk og det uddøde dalmatisk. Hertil kommer ladin, friulisk, siciliansk og gasconsk, som af nogle regnes for selvstændige sprog; se også Catalonien (sprog), Dalmatien (sprog) og Galicien (sprog).

Historie

Latin var oprindelig kun et af flere italiske sprog, men blev i takt med Romerrigets udbredelse fra ca. 500 f.Kr. spredt gennem bl.a. bosættelse, militærvæsen, handel og administration.

I 212 e.Kr. fik alle frie mandlige indbyggere i imperiet romersk borgerret og blev betegnet romani. Det afledte begreb fra 300-400-t. Romania 'område beboet af romani' var oprindelig, modsat senere anvendelse, en politisk betegnelse, der ikke implicerede, at indbyggerne talte romanske sprog.

Annonce

Efter Det Vestromerske Riges fald i 480 levede latin videre, bl.a. som liturgisk sprog og lærdomssprog, og fungerede som skriftsprog side om side med de opvoksende romanske sprog. Disse fjernede sig efterhånden fra latinen og fra hinanden, og flere af dem blev standardsprog i den nyere tids nationalstater. Den ældste bevarede romanske tekst er de franske Strasbourg-eder fra 842, mens tekster på andre romanske sprog kendes fra ca. 900, rumænsk dog først fra 1500-t.

Klassifikation

De romanske sprog inddeles i vest- og østromansk med sardisk som en gruppe for sig. Et kriterium er pluralisendelsen -s i de vestlige over for -i og -e i de østlige sprog, jf. sp. caballo — caballos over for ital. cavallo — cavalli 'hest(e)'. En række af de romanske sprog er overgangsformer mellem sproggrupper, fx catalansk mellem gallo- og iberoromansk, rætoromansk mellem gallo- og italoromansk og dalmatisk mellem italo- og balkanromansk.

Fonologi

Ligheder i lydudviklingen begrunder en opdeling i tre grupper: det arkaiske sardisk, som kun har del i få romanske fællesudviklinger, de geografisk perifere sprog portugisisk og rumænsk, som har del i lidt flere, samt de centrale sprog italiensk, fransk og spansk, hvorfra nye lydtræk bredte sig.

De romanske sprog bortset fra sardisk adskiller sig lydligt fra latin ved omfattende diftongering af vokaler og palatalisering af konsonanter. Diftongering af latinsk kort e til ie i åben stavelse er fælles for alle de centrale sprog undtagen occitansk og catalansk, men findes kun sporadisk i rumænsk og slet ikke i portugisisk. Spansk og rumænsk diftongerer også i lukket stavelse, fx sp. hierro 'jern' og rum. fier over for ital. ferro, fr. fer og port. ferro, alle af lat. ferrum. Den tilsvarende diftongering af kort o til uo og ue er ikke udbredt til rumænsk, hvor diftongerne oa og ea er rumænske særudviklinger betinget af finalt eller -e. Spansk har også her diftongering i lukket stavelse, jf. sp. puente 'bro' over for ital. ponte, fr. pont, port. ponte og rum. punte, alle af lat. pontem.

Udviklingen af latinsk kort e og o i hhv. åben og lukket stavelse på de romanske sprog
latinpedem 'fod'bene 'godt'petram 'sten'herbam 'græs, urt'rotam 'hjul'novum 'ny'mortem 'død' (sbst.)nostrum 'vores'
sardiskpebenepedraervarodanoumortenostru
portugisiskbempedrahervarodanovomortenosso
spanskpiebienpiedrahierbaruedanuevomuertenuestro
catalanskpeperaherbarodanoumortnostre
occitanskpebe(n)peiraerbarodanoumortnostre
franskpiedbienpierreherberoue1neuf2mortnotre
ræto-
romansk
peibeinpedrajarvaro(u)daníevmuartnos
italienskpiedebenepietraerbaruotanuovomortenostro
dalmatiskpibipitrajárbanufmuartnuester
rumænsk(picior)binepiatrăiarbăroatănoumoartenostru
1oldfransk ruede
2oldfransk nuef

Konsonantsystemets palataliseringer er særlig karakteristiske ved [k] i forlyd: foran e og i fås [ʧ] i østromansk og det nordligste galloromansk (se picardisk) og [ʦ] i vestromansk, mens sardisk bevarer [k], jf. former af lat. caelum 'himmel':

romanske sprog (Fonologi)
sardiskkelu
italienskcielo
picardiskchiel
rætoromansktschiel
rumænskcer
portugisiskcéu
spanskcielo
franskciel

Lyden [ʦ] har i portugisisk og fransk udviklet sig videre til [s] og i spansk til [θ] eller [s]. Også latinsk -ct- viser en karakteristisk differentiering:

romanske sprog (Fonologi)
latinlactem 'mælk'noctem 'nat'factum 'gjort'
italiensklattenottefatto
fransklaitnuitfait
portugisiskleitenoitefeito
spansklechenochehecho
rumænsklaptenoaptefapt

Konsonantgrupperne pl- og cl- viser også systematisk differentiering:

romanske sprog (Fonologi)
latinplenum 'fuld'pluviam 'regn'clavem 'nøgle'
italienskpienopioggiachiave
franskpleinpluieclef
portugisiskcheiochuvachave
spanskllenolluviallave
rumænskplinploaiecheie

Grammatik

Romanske sprog. En opstilling af sprogs genetiske klassifikation rummer mange vanskeligheder, fordi slægtskab ikke altid kan etableres helt entydigt. Dette diagram viser den klassiske inddeling af de romanske sprog i sardisk, øst- og vestromansk. Som eksempel på de overgangsformer mellem grene, hvis eksistens man må antage, kan nævnes catalansk, der er beslægtet med både ibero- og galloromansk.

Romanske sprog. En opstilling af sprogs genetiske klassifikation rummer mange vanskeligheder, fordi slægtskab ikke altid kan etableres helt entydigt. Dette diagram viser den klassiske inddeling af de romanske sprog i sardisk, øst- og vestromansk. Som eksempel på de overgangsformer mellem grene, hvis eksistens man må antage, kan nævnes catalansk, der er beslægtet med både ibero- og galloromansk.

Afgørende træk i nominalsystemet er tabet af latins kasusbøjning og dannelsen af et artikelsystem. Af det latinske demonstrative pronomen illum — illam 'den, det' udvikles en bestemt artikel i alle sprogene, jf. sp. el — la, ital. il — la og fr. le — la; sardisk su — sa udgår dog fra ipsum — ipsam. Af talordet unum — unam 'en, et' udvikles en ubestemt artikel, jf. sp. og ital. un — una samt fr. un — une. I stedet for genitiv og dativ, som kun bevares på rumænsk, bruges præpositionerne de 'fra' og ad 'til', jf. sp. el padre de la niña 'pigens fader' og ital. il padre dà una mela alla ragazza 'faderen giver pigen et æble'.

De romanske verbalsystemer viderefører stort set det latinske med visse karakteristiske ændringer: Futurumformerne erstattes overalt af omskrivninger, især af kombinationer af infinitiv og verbet habeo 'jeg har', jf. ital. darò 'jeg vil give' af lat. dare habeo. Latinsk perfektum, som både har førnutids- og fortidsbetydning, begrænses til fortidsbetydningen, mens omskrivning med habeo og perfektum participium udtrykker førnutid, jf. ital. diedi 'jeg gav' og ho dato 'jeg har givet', der begge modsvarer lat. dedi. Pluskvamperfektumformerne bevares alene i de perifere sprog, jf. port. cantara 'jeg havde sunget' af lat. pluskv. ind. cantaveram og rum. cântase 'jeg havde sunget' af lat. pluskv. konj. cantavissem.

Ordforråd

Det latinske grundlag, herunder senere lån fra det latinske skriftsprog i form af de såkaldt lærde ord, ses tydeligt i det centrale ordforråd, fx lat. vaccam 'ko' og caballum 'hest':

romanske sprog (Ordforråd)
latinvaccamcaballum
italienskvaccacavallo
franskvachecheval
portugisiskvacacavalo
spanskvacacaballo
rumænskvacăcal

De samme ord kan gennemløbe forskellige betydningsudviklinger, som bl.a. afspejler forskelle i levevilkår, jf. sp. llegar og port. chegar 'ankomme', begge af lat. plicare 'folde', fordi sejlet foldes sammen ved ankomst med skib, over for rum. a plica 'tage af sted' pga. sammenfoldning af telt ved afrejse.

Blandt de vigtigste låneord i de romanske sprog er de germanske, som omfatter tre lag: De fællesromanske germanske låneord, der går tilbage til kejsertidens germanske lejetropper, fx ital. sapone, fr. savon, sp. jabón og rum. săpun 'sæbe', af germ. *saipōn, lån fra folkevandringstiden 400-500-t., jf. album 'hvid', der modsat lat. nigrum 'sort', som fortsætter i alle sprog, i de centrale sprog erstattes af et germansk ord beslægtet med dansk blank:

romanske sprog (Ordforråd)
latinnigrumalbum
italiensknerobianco
fransknoirblanc
portugisisknegrobranco
spansknegroblanco
rætoromanskneralv
rumænsknegrualb

Hertil kommer nordiske lån fra vikingetiden i fransk. Et særtræk ved de iberoromanske sprog er den store mængde arabiske låneord, der afspejler den arabiske kulturs indflydelse i middelalderen, fx sp. arroz 'ris', aceituna 'oliven', almohada 'pude' og alcalde 'borgmester'.

På tilsvarende vis har rumænsk pga. den tætte kontakt med slavisktalende folk mange ord af slavisk oprindelse, fx prieten 'ven', hvor alle andre romanske sprog fortsætter lat. amicum, og dobbeltformer som vreme og timp 'tid' over for sard. tempus, ital. tempo, sp. tiempo, port. tempo og fr. temps, alle af lat. tempus. Et parallelt latinsk ordpar er pacem, akk. af pax 'fred', der bevares overalt, og bellum 'krig', der i de vestromanske sprog erstattes af et germansk ord *werra, jf. eng. war, men i rumænsk af et slavisk ord for 'drab', jf. russisk og bulgarsk razboj 'røveri, plyndren':

romanske sprog (Ordforråd)
italienskpaceguerra
franskpaixguerre
portugisiskpazguerra
spanskpazguerra
rumænskpacerăzboi

Udbredelse i moderne tid

De romanske sprog er siden renæssancens portugisiske og spanske opdagelsesrejser og påfølgende kolonisering udbredt til det meste af verden. Således har næsten alle stater i Mellem- og Sydamerika spansk eller portugisisk som officielt sprog. Her findes også de største koncentrationer af romansktalende: Ca. 180 mio. portugisisktalende i Brasilien og ca. 300 mio. spansktalende i det øvrige Latinamerika, mens fransk er udbredt i Nord- og Vestafrika som officielt sprog eller kommunikationssprog. Dertil kommer, at de romanske sprog, især fransk og portugisisk, har været kilde til en række kreolsprog og pidginsprog. Se også latin og romansk filologi.

  • Vestromanske sprog

    Iberoromanske sprog

    • Portugisisk er modersmål for over 190 mio., heraf ca. 10 mio. i Portugal og ca. 185 mio. i Brasilien; det er desuden officielt sprog i Angola, Mozambique, Guinea-Bissau og Kap Verde samt São Tomé og Príncipe. Portugisisk har dannet grundlag for adskillige kreol- og pidginsprog i bl.a. Afrika og SØ-Asien.
    • Galicisk, der undertiden regnes for en portugisisk dialekt, tales af ca. 3 mio. i NV-Spanien og Portugal.
    • Spansk, er modersmål for ca. 360 mio. (2001), er det mest udbredte af de romanske sprog og officielt sprog i Spanien, Ækvatorialguinea, Puerto Rico og i 18 latinamerikanske stater, hvor det er vidt udbredt som andetsprog blandt de indianske befolkningsgrupper; i USA tales spansk af befolkningsgrupper af latinamerikansk oprindelse. Især i Caribien og Filippinerne er udviklet en del spanskbaserede kreol- og pidginsprog.
    • Catalansk tales af ca. 7 mio. (1996), hovedsagelig i de spanske regioner Catalonien, Valencia og Balearerne, i Andorra, hvor det er officielt sprog, i den sydfranske provins Roussillon og i byen Alghero på Sardinien.

    Galloromanske sprog

    • Occitansk eller provencalsk tales af ca. 9 mio. i Sydfrankrig, NV-Italien og Val d'Aran i Nordspanien samt i Monaco og benyttes daglig af ca. 2 mio. Tosprogethed er generel.
    • Frankoprovencalsk tales af ca. 70.000 i og omkring den franske region Rhône-Alpes, i Schweiz og i Aostadalen i Norditalien.
    • Fransk er modersmål for ca. 70 mio. (1995), heraf ca. 55 mio. i Frankrig, ca. 5 mio. i Belgien og Luxembourg, ca. 1,5 mio. i Schweiz og ca. 7 mio. i Canada; derudover anvendes det i varierende grad i størstedelen af de tidligere franske besiddelser i Nord- og Vestafrika og i Frankrigs oversøiske departementer og territorier, hvor det også har dannet grundlag for en lang række kreol- og pidginsprog.

    Rætoromansk

    • Romansch, som har træk tilfælles med galloromansk, tales af ca. 35.000 (2006) i den schweiziske kanton Graubünden og er et af de fire officielle sprog i Schweiz.
    • Ladin tales af ca. 30.000 (2001) i Norditalien øst for Bolzano.
    • Friulisk, som har en række ligheder med italoromansk, tales af ca. 400.000 i den italienske provins Friuli-Venezia-Giulia.
  • Sardisk
    • Sardisk med dialekterne logudoresisk og campidanesisk tales af ca. 600.000 på Sardinien; dialekterne sassaresisk og galluresisk på det nordlige Sardinien regnes oftest for italienske.
  • Østromanske sprog

    Italoromanske sprog

    • Italiensk er modersmål for ca. 60 mio. i Italien (1995) og desuden officielt sprog i San Marino og Vatikanstaten samt et af de fire officielle sprog i Schweiz; det tales også af betydelige immigrantsamfund i USA og Argentina samt i de tidligere italienske besiddelser i Afrika. Korsikansk er en italiensk dialekt, der tales af ca. 340.000. De norditalienske dialekter i regionerne Lombardiet, Piemonte, Emilia-Romagna og Veneto anses for galloromanske, mens de syditalienske dialekter på Sicilien, i Calabrien og Apulien undertiden betragtes som selvstændige italoromanske sprog.
    • Dalmatisk blev indtil ca. 1900 talt på Kroatiens Adriaterhavskyst og omliggende øer.

    Balkanromanske sprog

    • Rumænsk omfatter dialekterne istrorumænsk, aromunsk, meglenorumænsk og dakorumænsk. Dakorumænsk eller blot rumænsk, der er officielt sprog i Rumænien og Moldova, tales af ca. 23 mio., mens istrorumænsk tales af ganske få omkring byen Rijeka i Kroatien, aromunsk af 50.000-100.000 i Nordgrækenland, Makedonien og Albanien, og meglenorumænsk af ca. 3000 i Nordgrækenland og Makedonien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Michael Herslund: romanske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152372