Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

norrøn kultur

Oprindelige forfattere AHyll og JL-J Seneste forfatter Redaktionen

Norrøn kultur. Det norrøne sprogs udbredelse ca. 1050 ved vikingetidens slutning. Inden for den stiplede linje har der været norrøne bosættelser gennem kortere eller længere tid. De arkæologiske fund fra L'Anse aux Meadows, der formentlig har været en overvintringsplads, bekræfter sagaernes vidnesbyrd om, at Vinlandsrejserne ophørte efter få års forløb, mens nordbobygderne i Grønland, Vesterbygden og Østerbygden, var beboede indtil hhv. 1300-t. og 1400-t. Det norrøne sprog norn holdt sig helt op i 1700-t. på Orkney og Shetland, der var under den norske, senere norsk-danske, krone indtil 1469.

Norrøn kultur. Det norrøne sprogs udbredelse ca. 1050 ved vikingetidens slutning. Inden for den stiplede linje har der været norrøne bosættelser gennem kortere eller længere tid. De arkæologiske fund fra L'Anse aux Meadows, der formentlig har været en overvintringsplads, bekræfter sagaernes vidnesbyrd om, at Vinlandsrejserne ophørte efter få års forløb, mens nordbobygderne i Grønland, Vesterbygden og Østerbygden, var beboede indtil hhv. 1300-t. og 1400-t. Det norrøne sprog norn holdt sig helt op i 1700-t. på Orkney og Shetland, der var under den norske, senere norsk-danske, krone indtil 1469.

norrøn kultur, vikingetidens og middelalderens sprog og litteratur i Vestnorden, dvs. Norge og dets atlantiske kolonier. Andre betegnelser for norrønt sprog, der i Norge fra ca. 1350 blev videreført i talt norsk, er oldnordisk, oldislandsk, ældre vestnordisk og gammelnorsk.

Sprog

Man antager, at sproget i Skandinavien i tidlig vikingetid (800-900-t.) var relativt statisk og ensartet, men i den følgende periode gennemgik de østnordiske dialekter en fælles lydudvikling, hvorved de blev adskilt fra de vestnordiske eller norrøne dialekter, der er kendetegnet ved større konservatisme, hvad både lydsystem og grammatik angår. Således har norrønt sprog bevaret h foran l, n, r, fx hlaupa 'løbe', og de gamle diftonger ei, au og ey, fx einn 'en', brauð 'brød', heyra 'høre'.

Ordet norrøn kommer af oldn. norrœnn, norðrœnn 'nordisk', af norðr 'nord'.

Kilder

De ældste bevarede håndskrifter på norrønt sprog er dels norske, dels islandske og går tilbage til 1100-t., men edda- og skjaldedigte, hvoraf i al fald en del kan være op til 300 år ældre, findes først nedskrevet i håndskrifter fra 1200-1300-t. og senere. De håndskrevne kilder omfatter bl.a. et stort antal bevarede islandske håndskrifter fra middelalderen, men også fra Norge, Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Færøerne kendes norrøne dokumenter fra denne tid. Runeindskrifter på norrønt sprog er i betydeligt antal fundet i Norge, Grønland og på De Britiske Øer, færre på Island og Færøerne.

Annonce

Grammatik

Substantiverne har tre køn og bøjes i fire kasus; af numerus findes ental og flertal. Adjektiver og pronominer bøjes i køn, kasus og tal, de personlige pronominer foruden i ental og flertal også i dualis, fx vit 'vi to' og vér 'vi' (om flere end to). Adjektiver og adverbier bøjes i grad, og verber i person, tal, tid (nutid/datid) og måde (indikativ/konjunktiv). Substantivernes bestemte artikel, der er sjælden i de ældste kilder, er efterhængt, fx hestr-inn 'hesten', kona-n 'kvinden', barn-it 'barnet'. Der er ingen ubestemt artikel i de ældste kilder, så hestr kan oversættes 'hest' eller 'en hest'.

Ordforråd

De norrøne kilders heterogene karakter bevirker, at vi har kendskab til et stort og varieret ordforråd overvejende af nordisk oprindelse; dog indførtes en del låneord med kristendommen, fx kirkja, prestr, messa, skrifa osv. De fleste blev indlånt fra eller via latin, men nogle er hentet fra andre germanske sprog. En mindre del af ordforrådet er af samisk og østersøfinsk oprindelse, indlånt bl.a. i forbindelse med pelshandelen. Se også færøsk, islandsk, nordiske sprog og norsk.

Litteratur

Det, der er bevaret af den norrøne litteratur, findes hovedsagelig i islandske håndskrifter, både middelalderlige og eftermiddelalderlige.

Betegnelsen "norrøn litteratur" bliver undertiden brugt om den norske og islandske middelalderlitteratur under ét, men denne sprogbrug er mindre heldig, fordi visse genrer og værker, fx sagalitteraturen, særlig islændingesagaerne, lader sig henføre entydigt til et enkelt land inden for det norrøne sprogområde. Derimod kan betegnelsen være praktisk, når det gælder genrer, der har været udbredt over større dele af sprogområdet, og da i første række de oprindelig mundtlige genrer, edda- og skjaldedigtning. Selvom denne digtning næsten udelukkende er overleveret i islandske håndskrifter fra 1200-t. og senere, har den rødder i tiden før Islands bebyggelse; de ældste eddadigte må have været kendt i mundtlig tradition gennem århundreder, før de blev skrevet ned. Da eddadigtene i modsætning til skjaldedigtningen er overleveret anonymt, kan deres tilblivelse ikke stedfæstes ud fra digterens nationalitet, som det ofte lader sig gøre med skjaldedigte. Den ældste bevarede skjaldedigtning er ifølge traditionen norsk og fra 800-t.s første halvdel; senere blomstrer denne genre særlig på Island (gennem hele perioden) og Orkneyøerne (1100-1200-t.). Som genrer må edda- og skjaldedigtning regnes for norrønt fællesgods, og der findes vidnesbyrd om, at den mundtlige overlevering har været levende i geografisk vidt adskilte lokaliteter. Om to af heltedigtene oplyses det således i eddahåndskriftet, at de er grønlandske (hvad der snarest skal forstås på den måde, at de er nedskrevet efter tradition i nordbobygderne på Grønland), og runefund fra Bergen viser, at kendskabet til den gamle allitterationsdigtning har været levende i Norge endnu hen imod 1300.

Versemål

Som i anden germansksproget digtning før ca. 1000 (fx Beowulf) er allitterationen (bogstavrimet) det vigtigste konstituerende træk i norrøn metrik. Allitterationen forbinder normalt verslinjerne to og to til et linjepar, som i denne halvstrofe i versmålet fornyrðislag (fra eddadigtet Vølvens spådom): Sól tér sortna,/ sígr fold í mar,/ hverfa af himni/ heiðar stjǫrnur (Solen sortner, landet synker i havet, de klare stjerner forsvinder fra himlen). I hvert linjepar indeholder a-linjen et eller to rimbogstaver (stuðlar) og b-linjen ét (hǫfuðstafr, som regel i linjens første hævning). Allitterationsreglerne hænger sammen med trykaccenten, men de norrøne versmål er ikke udelukkende accentuerende; trykaccenten indgår i et samspil med stavelseskvantiteten, som stadig ikke er fuldstændig klarlagt.

I modsætning til syd- og vestgermansk allitterationsdigtning er den norrøne digtning strofisk. I de fleste versmål udgøres en strofe af to syntaktisk afsluttede halvstrofer på fire linjer (to linjepar) som i eksemplet ovenfor. Den eneste undtagelse er eddaversmålet ljóðaháttr, hvor halvstrofen består af tre verslinjer, hvoraf de to første allittererer med hinanden, mens den tredje allittererer med sig selv, som denne halvstrofe fra eddadigtet Hávamál (alle vokaler allittererer indbyrdes): Era svá gott/ sem gott kveða/ ǫl alda sonum;/ (Øl er ikke så godt for menneskenes børn, som man påstår, at det er).

Der er et skarpt skel mellem eddaversmålene og de mere kunstfærdige skjaldeversmål. Skjaldedigtningens hovedversmål er dróttkvætt ("det versmål, der egner sig til fremførelse for kongens krigere (drótt)"). Reglerne for allitteration og strofebygning i dróttkvætt svarer i hovedtrækkene til fornyrðislag, men mens en verslinje i eddaversmålene kan have et varierende antal stavelser (2-7), er dróttkvætt stavelsetællende: Hver verslinje har normalt seks stavelser. Verslinjerne i dróttkvætt har desuden indrim, a-linjerne halvrim (skothending), b-linjerne helrim (aðalhending), som i dette linjepar: Eigi leyna augu / ef ann kona manni (Øjnene kan ikke skjule det, hvis en kvinde elsker en mand).

I SnorresEdda og andre middelalderlige afhandlinger om norrøn poesi skelnes der mellem et stort antal norrøne versmål, men de fleste kan opfattes som mere eller mindre rendyrkede varianter af de her omtalte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Jonna Louis-Jensen: norrøn kultur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132988