Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

islandsk

Oprindelig forfatter JL-J Seneste forfatter Redaktionen

Islandsk. Det ældste islandske alfabet som det er skrevet i slutningen af den såkaldte Første grammatiske afhandling om det islandske lydsystem; den er forfattet ca. 1140 og overleveret i afskrift som en del af Codex Wormianus fra ca. 1350. Det er nok en senere afskriver, der har anbragt alfabetet i slutningen af afhandlingen, for den foregående tekst kan oversættes: 'Jeg beder læseren påskønne min gode vilje og bære over med min uvidenhed; lad ham bruge dette alfabet, som er skrevet ovenfor, indtil han får et, han synes bedre om'.

Islandsk. Det ældste islandske alfabet som det er skrevet i slutningen af den såkaldte Første grammatiske afhandling om det islandske lydsystem; den er forfattet ca. 1140 og overleveret i afskrift som en del af Codex Wormianus fra ca. 1350. Det er nok en senere afskriver, der har anbragt alfabetet i slutningen af afhandlingen, for den foregående tekst kan oversættes: 'Jeg beder læseren påskønne min gode vilje og bære over med min uvidenhed; lad ham bruge dette alfabet, som er skrevet ovenfor, indtil han får et, han synes bedre om'.

islandsk, nationalsprog i Island og modersmål for en befolkning på ca. 300.000. Islandsk, der er et vestnordisk sprog og nærmest beslægtet med færøsk og vestnorske dialekter, tilhører den germanske sprogfamilie.

Historie

Ifølge den i 1100-1200-t. nedskrevne tradition var Island ubeboet, da øen i 800-t. blev taget i besiddelse af indvandrere, såkaldte landnamsmænd, hvoraf de fleste kom fra Norge eller norske bosættelser på De Britiske Øer og derfor formentlig havde en vestnordisk dialekt som modersmål. Nogle af indvandrerne fra De Britiske Øer kan dog have været keltisktalende, men det keltiske indslag i islandsk er begrænset til nogle få låneord og navne, fx stednavnet Dímon og personnavnene Njáll, Kjartan, Kormákur.

Kontakten mellem Island og Norge, og her særlig Bergen og Nidaros, var levende op igennem middelalderen, også på det sproglige plan, men den blev afbrudt ved Reformationen. Det betød, at administrationssproget i vidt omfang blev dansk, mens islandsk i modsætning til færøsk og norsk forblev kirkesprog, ikke mindst fordi Det Nye Testamente udkom på islandsk i 1540 og hele Bibelen i 1584. Det islandske sprog blev aldrig som det norske og det færøske et almuesprog uden skriftsprog. Det beholdt sin stærke stilling både i kirken og i den frodige islandske litterære tradition, der manifesterede sig dels i afskrivning og højtlæsning af sagaer og anden middelalderlitteratur rundt omkring på gårdene, dels i stadig produktion af ny litteratur, ikke mindst de formstrenge episke digte rímur.

Annonce

På handelsstederne har sproget været så stærkt opblandet med dansk, at den danske sprogforsker Rasmus Rask i Reykjavík i 1813 forudsagde, at det islandske sprog ville uddø i løbet af 100 år, hvis der ikke blev gjort noget for at forhindre det. Nationalromantikkens gennembrud i litteraturen i 1800-t. gav imidlertid vind i sejlene til en sproglig purisme, som har rødder tilbage til renæssancehumanisterne eller måske helt tilbage til den tidlige kirkelige litteratur. De toneangivende forfattere tog nu oldsproget og landbefolkningens talesprog som mønster, og der udvikledes et skriftsprog, som dækkede de fleste skønlitterære og fagsproglige behov, indtil urbaniseringen og internationaliseringen tog fart efter 2. Verdenskrig.

Grammatik

Hvad angår bøjningssystem og til dels syntaks, står moderne islandsk stadig på nogenlunde samme trin som vikingetidens norrøne sprog med dets store formrigdom.

Substantiverne har således tre køn og fire kasus; adjektiver og pronominer bøjes i kasus, og verber bl.a. i konjunktiv.

Den bestemte artikel er oftest efterhængt, fx hestur-inn 'hesten' og hús-ið 'huset', men kan være foranstillet ved forbindelsen adjektiv + substantiv, fx Hið íslenska bókmenntafélag 'Det islandske litteraturselskab'. Der er ingen ubestemt artikel, så hestur kan oversættes 'hest' eller 'en hest'.

Den største ændring af det grammatiske system siden det norrøne sprogs tid er tabet af pronominernes dualisbøjning, hvor de oprindelige 1.- og 2.-persons-former, vit 'vi to' og (þ)it 'I to' (senere við og þið), i moderne islandsk bruges som flertalsformer, mens de oprindelige flertalsformer, vér og þér, nu kun bruges i højtidelig stil, fx vér Íslendingar 'vi islændinge'; desuden har þér betydningen 'De'.

Forskellige mindre ændringer i det grammatiske system er i nyere tid blevet bekæmpet i skoleundervisningen. Det gælder fx reduktion af bøjningstypernes antal hos substantiverne, brug af dativ i stedet for akkusativ ved bestemte verber, fx mér langar for mig langar 'jeg længes, har lyst (til)', og udvidet brug af konjunktiv i bisætninger. Bekæmpelsen har ført til, at visse typer "fejl" er udryddet, fx læknirar for læknar 'læger', men har i nogle tilfælde ført til usikkerhed om korrekt sprogbrug.

Udtale

I modsætning til bøjningssystemet har det islandske lydsystem, særlig vokalerne, udviklet sig stærkt siden vikingetiden, på nogle punkter i samme retning som i andre vestnordiske sprog, jf. diftongeringer i færøsk og visse vestnorske dialekter.

Når det gælder lyd- og stavelseslængde, står moderne islandsk nogenlunde på samme trin som moderne norsk og svensk, men ikke dansk, idet en betonet stavelse altid er lang, enten fordi den vokal, der indgår i stavelsen, er lang, eller fordi vokalen følges af en lang konsonant eller konsonantgruppe; fx har hatur 'had' langt a foran en enkelt kort konsonant, mens hattur 'hat' og haft 'haft' begge har kort a foran en lang konsonant hhv. mere end én konsonant, således at stavelsen i alle tre tilfælde er lang.

I normaliseret norrønt skriftsprog betyder accent, at den pågældende vokal er lang, uanset om den følges af kort eller lang konsonant hhv. konsonantgruppe; i moderne islandsk skriftsprog markerer accenten derimod en særlig vokalkvalitet eller diftongering.

Tryk

Der er fast hovedtryk på ordets første stavelse, også i importerede ord og navne, fx tóbak, súkkulaði, Jóhannes.

Vokaler

Moderne islandsk har otte forskellige vokaler, der skrives a, e, i/y, í/ý, o, u, ú, ö, og fem diftonger: á [ɑw], ó [ɔw], æ [ɑj], ei/ey [ɛj], au [œj].

De norrøne lange vokaler æ og ǿ (ofte gengivet œ) er faldet sammen i diftongen [ɑj], skrevet æ, og de norrøne korte vokaler ǫ og ø er faldet sammen i ö.

De norrøne vokaler y og ý er i udtale faldet sammen med i og í, fx skíra 'døbe' og skýra 'forklare', der begge udtales [ˈsgji:rɑ].

Et usædvanligt træk ved islandsk er de korte diftonger foran lang konsonant, fx hækka 'forhøje' og lækka 'gøre lavere', der i skødesløs udtale kan falde sammen med hakka 'hakke' og lakka 'lakere'.

Konsonanter

Islandsk har som det eneste af de nordiske sprog bevaret h- foran l, n og r, fx hlátur 'latter', hneigja 'neje, bøje', hræddur 'ræd, bange', samt þ, der udtales som engelsk th-; þ er i de øvrige nordiske sprog faldet sammen med t- eller d-, fx þak 'tag (på hus)', þú 'du'.

I modsætning til nabosprogene færøsk og norsk har islandsk bevaret udtalen af ð inde i ord og i ordslutning, fx leður 'læder' og bað 'bad'.

Islandsk talesprog karakteriseres i det hele taget af hæmmelyde og ustemte lyde, et indtryk, som også den såkaldte præaspiration bidrager til. Præaspirationen er en h-lyd, der udtales foran de ustemte konsonanter p, t og k, når de fordobles i skriften eller følges af l og n, fx detta [ˈdɛhdɑ] 'falde' og vakna [ˈvɑhknɑ] 'vågne'.

Dobbeltskrevet ll og, under bestemte betingelser, nn udtales tilsvarende som ustemt dl og dn, fx falla [ˈfɑdlɑ] 'falde' og einn [ɛjdn] 'én'; forbindelsen rn udtales i reglen som ustemt dn eller i mere omhyggelig tale som rdn, fx korn [kɔ(r)dn].

Dialekter

Islandsk er et i forhold til landets størrelse bemærkelsesværdig homogent sprog, hvilket bl.a. tilskrives den stærke litterære tradition og stor mobilitet i befolkningen. Der kan dog skelnes mellem fire til fem forskellige regionale sprogvarianter, hovedsagelig pga. lydlige forskelle, fx udtalen af p, t og k mellem vokaler, men også til en vis grad ud fra ordforrådet. Derimod findes der indtil videre ikke udtalevarianter med forskellig social prestige.

Retskrivning

I løbet af 1800-t. nærmede man sig mere og mere middelalderlige håndskrifters skrivemåde; fx genoptog man efterhånden bogstavet ð, der var gået ud af brug i håndskrifterne ca. 1350; retskrivningen blev dog først standardiseret i 1918.

Den moderne retskrivning følger også som nævnt de gamle håndskrifter mht. at skelne mellem i og y, modsat udtalen. Indtil 1973 blev der endvidere skelnet mellem s og z; udtalen af bogstavet z, der i norrønt sprog stod for ts/ds, faldt i nyere tid sammen med s, og z er nu afskaffet i islandske ord. Derimod bruges bogstavet x stadig, fx lax 'laks' og buxur 'bukser'.

Islandsk. Et udsnit af den islandske telefonbog; abonnenterne er alfabetiseret efter fornavn, også selvom de har et slægtsnavn, fx Laxdal. De mange dobbeltfornavne modvirker forvekslinger. Blandt stillingsbetegnelserne er der både sammensætninger med låneord, fx píanó-, banka-, og rene nydannelser som meinatæknir egl. 'sygdomstekniker', dvs. 'laborant'. Elementet -fr i flere af stillingsbetegnelserne er en forkortelse for -fræðingur 'fagkyndig', fx verkfr(æðingur) 'ingeniør' og hjúkrunarfr(æðingur) 'sygeplejerske', egl. 'sygeplejefagkyndig'. Adresserne anføres i dativ, men uden præposition, fx Vesturhúsum 13 egl. '(hjemmehørende i) Vesterhusene 13'.

Islandsk. Et udsnit af den islandske telefonbog; abonnenterne er alfabetiseret efter fornavn, også selvom de har et slægtsnavn, fx Laxdal. De mange dobbeltfornavne modvirker forvekslinger. Blandt stillingsbetegnelserne er der både sammensætninger med låneord, fx píanó-, banka-, og rene nydannelser som meinatæknir egl. 'sygdomstekniker', dvs. 'laborant'. Elementet -fr i flere af stillingsbetegnelserne er en forkortelse for -fræðingur 'fagkyndig', fx verkfr(æðingur) 'ingeniør' og hjúkrunarfr(æðingur) 'sygeplejerske', egl. 'sygeplejefagkyndig'. Adresserne anføres i dativ, men uden præposition, fx Vesturhúsum 13 egl. '(hjemmehørende i) Vesterhusene 13'.

Ordforråd

Det er en følge af det islandske sprogs konservative karakter, at den gamle prosalitteratur, specielt sagalitteraturen, direkte kan læses af enhver islænding. Det basale ordforråd har ændret sig meget lidt, selvom der er eksempler på, at ord har skiftet betydning. Af de få låneord i islandsk er mange fra før ca. 1500 og fandtes altså allerede i norrønt sprog, fx kirkja 'kirke', lesa 'læse', skrifa 'skrive', der er indført sammen med kristendommen. Nogle af disse gamle låneord er af oldengelsk oprindelse, fx stafróf 'alfabet' og guðspjall 'evangelium'. Da det i den norrøne verden som i andre germansktalende lande i tiden omkring kristendommens indførelse var undtagelsen snarere end regelen, at man importerede ord sammen med nye fænomener, er den norrøne kirkelige litteratur rig på oversættelseslån, hvoraf mange stadig er i brug fx spámaðr 'profet', lærisveinn 'discipel' og viðsmjǫr (egl. 'træsmør') 'olie'.

Efter ca. 1500 blev der optaget et ret stort antal låneord fra især dansk og nedertysk, men de allerfleste er forsvundet ud af sproget igen, enten fordi de ikke slog igennem i talesproget, eller fordi de bevidst er udryddet af puristiske grunde. Blandt undtagelserne er et par ord, der er meget almindelige, også i moderne talesprog, líka 'også' og strax 'straks'.

I nyere og nyeste tid kendetegnes islandsk ved en stor mængde nydannelser, der principielt bygger på indenlandsk sprogstof. Islands officielle sprogpolitik har i 1900-t. været puristisk, og der gøres en stor indsats af bl.a. visse faggrupper, fx elektroingeniører, for at danne islandske alternativer til de for størstedelen engelske fagtermer, som strømmer ind over den vestlige verden i takt med den moderne udvikling, fx sími 'telefon', egl. 'tråd', útvarp 'radio', egl. 'udkastning', jf. engelsk broadcasting, og paralleldannelsen sjónvarp 'tv', egl. 'syn-kastning', og fra de sidste årtier tölva 'datamat, computer', egl. 'tæller', dannet efter völva 'spåkvinde'. De nævnte eksempler er indgået i den almindelige sprogbrug, men der er også eksempler på, at nydannelser er slået fejl, fx slagharpa for píanó 'klaver', eller at de kun bruges i skriftsproget, mens talesproget bruger det fremmede ord, fx hører man mest vídeó om skriftsprogets myndband og myndbandstæki, egl. 'billedbånd(sapparat)', og altid bíll 'bil', hvor skriftsproget har bifreið, egl. 'bevægelsesvogn'.

Den officielle sprogholdning viser sig også i navnelovgivningen, idet udenlandske firmaer registreres under islandske navne, fx Vífilfell for 'Coca-Cola'. Der står dog Coca-Cola på flaskerne, hvis indhold almindeligvis omtales som kók, udtalt næsten som eng. coke. Ved navngivning af børn skal der vælges navne, der sprogligt følger islandske regler og kan bøjes i genitiv. Normalt vil barnet få et eller højst to navne fulgt af faderens, evt. moderens, navn i genitiv + -son eller -dóttir. Sigurður Ragnarsson er altså søn af en mand ved navn Ragnar, og Guðrún Helgadóttir datter af en mand ved navn Helgi. Slægtsnavne, der opfattes som et fremmedelement, søges undgået. Der må ikke indføres nye slægtsnavne, og en islandsk statsborger må ikke tage sin ægtefælles slægtsnavn.

Den puristiske sprogholdning har uden tvivl bred tilslutning i den islandske befolkning. Alligevel er det et spørgsmål, om det i længden er muligt at holde sprogligt trit med den internationale udvikling på tekniske og videnskabelige felter. I en verden, hvor engelsk i stigende grad dominerer som arbejds- og underholdningssprog, er islandsk ikke mindre truet end de øvrige nordiske sprog.

Uddrag af Njals saga
Disse to uddrag af Njals saga, kap. 59, tager sig ikke meget forskellige ud, selvom der ligger mere end 700 år mellem de to former for islandsk, og der er ikke et ord eller et drengenavn i teksten, som ikke er i brug den dag i dag. De gamle håndskrifters skrivemåde er dog betydelig mere broget, end det fremgår af den normaliserede gengivelse. Sagaernes ordforråd er begrænset til kun ca. 12.500 leksikalske ord, så selvom vor tids islændinge kan læse en normaliseret sagatekst med fuldt udbytte, ville en islænding fra 1200-t. forstå meget mindre af en islandsk nutidstekst.

Normaliseret oldislandsk (norrønt):
Nú ríða menn til hestavígs, ok er þar komit mikit fjǫlmenni; var þar Gunnarr ok brǿðr hans ok Sigfússynir, Njáll ok synir hans allir. Þar var kominn Starkaðr ok synir hans, Egill ok hans synir; þeir rǿddu til Gunnars, at þeir myndi saman leiða hrossin. Gunnarr svaraði, at þat væri vel.

Moderne islandsk:
Nú ríða menn til hestavígs, og er þar komið mikið fjölmenni; var þar Gunnar og bræður hans og Sigfússynir, Njáll og synir hans allir. Þar var kominn Starkaður og synir hans, Egill og hans synir; þeir ræddu til Gunnars, að þeir myndu saman leiða hrossin. Gunnar svaraði, að það væri vel.

Dansk oversættelse:
Nu rider mændene til hestekamp, og der kommer en stor mængde mennesker; Gunnar var der, og hans brødre og Sigfussønnerne, Njal og alle hans sønner. Starkad var der og hans sønner, og Egil og hans sønner; de sagde til Gunnar, at de ville føre hestene sammen. Gunnar svarede, at det var i orden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jonna Louis-Jensen: islandsk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99738