Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nordiske sprog

Oprindelige forfattere AKark og JL Seneste forfatter Redaktionen

nordiske sprog, nordgermanske sprog, gruppe inden for de germanske sprog. Gruppen omfatter islandsk, færøsk, norsk, svensk og dansk sprog. Disse fem sprog er ubeslægtede med grønlandsk, finsk og samisk, der ganske vist hører hjemme i det politisk-geografiske område Norden, men ikke er indoeuropæiske sprog; i sprogvidenskaben har betegnelsen nordisk således en snævrere betydning end den gængse.

Fire af de nordiske sprog er nationalsprog i hhv. Island, Norge, Sverige og Danmark; på Færøerne er hovedsproget færøsk, men dansk kan som i Grønland anvendes i alle offentlige forhold. Uden for Sverige er svensk modersmål for knap 300.000 (2004) i Finland og af historiske grunde forfatningsmæssigt ligestillet med finsk. Derimod er samisk og finsk kun i enkelte nordlige kommuner i Norge og Sverige officielt sidestillet med nationalsproget.

Norge har to officielle skriftsprog; ved stortingsbeslutning i 1885 blev landsmålet, fra 1929 kaldet nynorsk, officielt ligestillet med det hidtil anvendte danske skriftsprog, som siden 1907 er blevet gradvis fornorsket og under betegnelsen bokmål stadig dominerer sprogbrugen. På Færøerne blev færøsk først fra 1938 anerkendt som undervisningssprog i skolen og fra 1948 som øernes hovedsprog.

Annonce

Eksempel på ligheder og forskelle mellem de nordiske sprog

De seks sprogprøver fra Luk. 7, 11-13 er oversat fra en fælles græsk grundtekst og giver et indtryk af typiske ligheder og forskelle mellem de nordiske sprog. Norsk er repræsenteret med både bokmål og nynorsk. Oversættelserne er alle i brug i kirken i dag (1999).

  • Dansk

    Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!"

  • Svensk

    Därefter begav sig Jesus till en stad som heter Nain, och hans lärjungar och mycket folk följde med honom. Just som han närmade sig stadsporten bars det ut en död. Han var ende sonen och hans mor var änka. En stor skara människor från staden gick med henne. Når Herren såg henne, fylldes han av medlidande med henne och sade: "Gråt inte."

  • Norsk 1: Bokmål

    Kort tid etter gav Jesus seg på vei til en by som heter Nain. Disiplene og en stor folkemengde drog sammen med ham. Som han nå nærmet seg byporten, ble en død båret ut for å begraves. Han var sin mors eneste sønn, og hun var enke. Sammen med henne kom et stort følge fra byen. Da Herren fikk se enken, ble han fylt av medlidenhet med henne og sa: "Gråt ikke!"

  • Norsk 2: Nynorsk

    Ei tid etter gav Jesus seg i veg til ein by som heiter Nain. Læresveinane og mykje folk var med han. Då han kom nær innåt byporten, vart ein ung mann boren til grava. Han var einaste sonen til mor si, og ho var enkje. Mykje folk frå byen var med henne. Då Herren fekk sjå enkja, tykte han hjarteleg synd i henne og sa: "Gråt ikkje!"

  • Færøsk

    Og tað hendi dagin eftir, at hann fór til eina bygd, sum eitur Nain; og fleiri af lærusveinum hansara og ein stórur mannaskari vóru í ferðini við honum. Men tá ið hann nærkaðist bygdarliðinum, sí, tá varð ein deyður borin út, sum var einasti sonur hjá móður sini, og hon var einkja, og stórur skari úr bygdini fylgdist við henni. Og tá ið Harrin sá hana, tókti honum hjartaliga synd í henni, og hann segði við hana: "Grát ikki!"

  • Islandsk

    Og skömmu síðar bar svo við, að hann fór til borgar, sem heitir Nain; voru þá í ferð með honum lærisveinar hans og mikill mannfjöldi. En er hann nálgaðist borgarhliðið, sjá, þá var borinn út dauður maður, einkasonur móður sinnar, og hún var ekkja, og mikill fjöldi úr bænum var með henni. Og er Drottinn sá hana, kenndi hann í brjósti um hana og sagði við hana: Grát þú eigi!

Historie

De nordiske sprogs ældste trin er urnordisk; nogle træk af dets forhold til fællesgermansk er omtalt i dansk sprog (historie).

Om ordforrådet gælder, at det fra gammel tid i vidt omfang har været fælles for de germanske sprog; dog indeholder de nordiske sprog et betydeligt antal særegne ord, fx isl. bóndi, skógur, fátækur, hræddur, elska, kasta, hann, hún, ekki, frá, sem ligesom da. bonde, skov, fattig, ræd, elske, kaste, han, hun, ikke, fra, som.

Indtil 1200-t. regnede man kun med ét fælles sprog i Norden, kaldet dansk tunge. Den begyndende sproglige forskellighed blev bestyrket af den politiske opdeling i kongerigerne Norge, Sverige og Danmark. Island og Færøerne stod på den tid under den norske konge og havde sprogform fælles med Norge, hvorfra de oprindelig var koloniseret; men fra 1300-t. skiltes vejene, idet den grammatiske udvikling i norsk tog samme retning som i svensk og dansk. Under Kalmarunionen blev det norrøne skriftsprog (se norrøn kultur) i løbet af 1400-t. fortrængt af dansk i Norge, men det holdt sig på Island. På reformationstiden er det et karakteristisk udslag af sprogsituationen i Norden, at Bibelen blev oversat til tre nationalsprog: svensk, dansk og islandsk, men ikke til norsk. Sprogenes nyere historie er beskrevet under hvert enkelt sprog.

Vestnordisk og østnordisk

Traditionelt opdeles de nordiske sprog i vestnordisk og østnordisk på grundlag af den monoftongering af de fællesnordiske diftonger, der fra 800-t. fandt sted i et område, der hovedsagelig svarer til Danmark og Sverige. Den østnordiske monoftongering er også udbredt i Norge, se kort til artiklen dansk sprog; men alligevel regnes norsk til vestnordisk sammen med færøsk og islandsk, der har bevaret diftongerne. I nutiden ses modsætningen i fx isl. seinn, austur, heyra, fær. seinur, eystur, hoyra og no. sein, aust, høyre over for sv. sen, öst, höra og da. sen, øst, høre.

Når det gælder de nordiske sprogs indbyrdes forståelighed, går grænsen ikke mellem vest- og østnordisk, men mellem på den ene side islandsk og færøsk, der fra vikingetiden er forblevet næsten uforandrede i bygning og orddannelse, og på den anden side norsk, svensk og dansk, som siden middelalderen har fulgt en fælles udviklingslinje: Formsystemet er blevet stærkt forenklet, den gammelnordiske orddannelse er stagneret, og en mængde nye ord og orddannelseselementer er optaget fra især nedertysk, men også fra andre fremmede sprog. Hen over denne grænse er umiddelbar kommunikation ikke mulig, hvorimod de tre skandinaviske sprog spontant eller med kort tilvænning er indbyrdes forståelige.

Retskrivning

De nordiske sprog skrives med det latinske alfabet, udvidet med visse bogstaver. Fælles for dansk, norsk og færøsk er æ og ø svarende til svensk ä og ö, mens islandsk har æ og ö. Det skandinaviske å modsvares historisk af á i islandsk og færøsk, der også er fælles om ð som tegn for oprindelig frikativ d-lyd, fx blað svarende til dansk blad. Islandsk er ene om þ, der svarer til th i engelsk, fx þakka 'takke', jf. eng. thank. Skrivemåden ks i dansk og norsk, fx laks, og i færøsk, fx laksur, modsvares i svensk og islandsk af x: lax. Kun i svensk skrives ck, fx locka, over for de øvrige nordiske sprogs kk, jf. isl. og fær. lokka og no. og da. lokke. Stumt h skrives i dansk og norsk i forbindelsen hv, fx hvile, svarende til isl. og fær. hvíla udtalt med [kv-], jf. nynorsk kvile, hvorimod man i svensk skriver vila.

I skrivemåder som isl. og fær. toppur og no. og sv. topp markerer dobbeltskrivningen lang konsonant og dermed lang stavelse. Kort stavelse, dvs. kort vokal fulgt af kort konsonant, er særegen for dansk, jf. skrivemåden top; dobbeltskrivningen i danske bøjningsformer som toppen, toppe udtrykker alene, at den foranstående vokal er kort.

Islandsk er ene om at have bevaret den gammelnordiske udtale med hovedtryk på første stavelse i alle ord, også i importord som ˈhótel og ˈpólítík. I svensk, bortset fra finlandssvensk, og i norsk skelnes der i udtalen mellem to musikalske accenter, der er typiske for hhv. enstavelsesord og flerstavelsesord; til den første type svarer stødet i dansk. Hverken trykplaceringen, de musikalske accenter eller stødet kommer til udtryk i skriften. Størst afstand mellem stavning og udtale findes i færøsk og dansk.

Grammatik

Blandt de germanske sprog er de nordiske karakteriseret ved især to grammatiske fællestræk, som går tilbage til vikingetiden: Substantivernes bestemte form dannes ved hjælp af en efterhængt artikel, fx isl. vegur-inn, hús-ið og da. vej-en, hus-et over for foransat artikel i vestgermansk, fx eng. the way, the house og ty. der Weg, das Haus. Verbernes passivform, fx isl. kalla-st og da. kalde-s, dannes ved tilføjelse af en endelse, der historisk er udviklet af det refleksive pronomen sig, jf. oprindelig kalla sik 'kalde sig', i modsætning til de sammensatte udtryk i vestgermansk, fx eng. to be called og ty. genannt werden, der svarer til den danske omskrevne passiv 'blive kaldt'.

Islandsk og færøsk har bevaret en række gammelgermanske træk som tre grammatiske køn (maskulinum, femininum og neutrum), fire kasus (nominativ, akkusativ, dativ og genitiv) og både ental og flertal i verbalbøjningen, hvor islandsk yderligere skelner mellem tre personer. Derimod har de tre skandinaviske sprog et forenklet system med kun to kasus (nominativ og genitiv) og ingen person- og talbøjning af verber; ligeledes har svensk og dansk kun to grammatiske køn, mens norsk har tre.

Af andre karakteristiske forskelle i sprogbygningen kan nævnes, at islandsk ved substantiver i bestemt form bøjer både stamme og efterhængt artikel, i genitiv fx gest-s-ins 'gæstens', trú-ar-innar 'troens', ríki-s-ins 'rigets'. I forbindelse med attributivt adjektiv markerer svensk og norsk den bestemte form i både foranstillet artikel og substantiv, fx sv. det gamla huset, no. det gamle huset, mens isl. og fær. gamla húsið uden foranstillet artikel alene markerer den bestemte form i substantivet, og dansk har foranstillet bestemt artikel og substantiv i ubestemt form, jf. det gamle hus. Andre særtræk er den svenske passivform af præteritum participium, fx huset har sålts 'huset er blevet solgt', og subjektløse sætninger i islandsk, fx þá var dimmt 'da var det mørkt'.

Det nordiske sprogfællesskab

Med dette udtryk betegnes i nutiden det forhold, at de tre skandinaviske sprog er indbyrdes forståelige, og at nordboere med andre modersmål kan kommunikere ved at tale og skrive dansk, norsk eller svensk som fremmedsprog.

Når de skandinaviske sprogs grammatik og ordforråd siden middelalderen, trods tidvise nationale modsætninger, har udviklet sig parallelt, skyldes det antagelig grundlæggende samfundsmæssige ligheder og ensartede påvirkninger fra fremmede sprog. Bevidste forsøg på yderligere at harmonisere de tre sprogs ordforråd har kun i få tilfælde båret frugt, men intet tyder på, at sprogene i denne henseende fjerner sig fra hinanden.

De skandinaviske sprognævns løbende registrering af udviklingen siden ca. 1950 har godtgjort, at de spontane nydannelser i vidt omfang er fælles for dansk, norsk og svensk. En anden sag er, at de store udtaleforskydninger efter ca. 1950 gør det stadig vanskeligere for andre nordboere at opfatte og forstå talt dansk. En undersøgelse af nabosprogsforståelsen i Norden (2005) viser, at det er gået tilbage med danskernes forståelse af talt svensk i de seneste 30 år. Færinger og nordmænd er bedst til at forstå de skandinaviske sprog.

Typiske ligheder og forskelle
islandskfærøsknorsk nynorsk/bokmålsvenskdansk
vokal i tryksvag stavelsekastakastakastekastakaste
opinnopinopen/åpenöppenåben
morgunnmorgunmorgon/morgenmorgonmorgen
diftong/monoftong og kort eftervokalisk klusilreipreipreip/reprepreb
laukurleykurlauk/løklökløg
steytastoytastøyte/støtestötastøde
dobbeltskreven eftervokalisk klusiltoppurtoppurtopptopptop
hittahittahittehittahitte
ekkiikkiikkje/ikkeickeikke
repræsentation af oprindeligt þþakkatakkatakketackatakke
þúdududu
personligt pronomen, 2. person flertal, nom. og akk.þiðtitde/dereniI
þykkurtykkumdykk/dereerjer

Læs mere om Norden (idéen om nordisk samhørighed).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Jørn Lund: nordiske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132666