Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kurdisk

Oprindelige forfattere AHyll og FVah Seneste forfatter Redaktionen

kurdisk, nordvestiransk sprog, der skønsmæssigt tales af ca. 16 mio. i kurdiske dele af Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, af mindre grupper i Kaukasus samt af immigranter i Vesteuropa. Kun i Irak er det officielt sprog (fra 2005). Kurdisk omfatter mere end ti dialekter og inddeles i tre hoveddialekter:

Nordkurdisk eller kurmanji, der omfatter dialekterne buhtani, hakkari og bayazidi, tales i det nordlige og vestlige Kurdistan og skrives med forskellige alfabeter: latinsk i Tyrkiet og Syrien, arabisk i Irak og Iran samt kyrillisk i det tidligere Sovjetunionen. I Nordirak, dvs. Sydkurdistan, er det dog siden 2005 blevet mere og mere populært at skrive med latinske bogstaver. Nordkurdisk skelner mellem maskulinum og femininum.

Centralkurdisk eller sorani tales i det sydlige og østlige Kurdistan og omfatter dialekterne mukri i Iran og sulaimani i Irak. Det arabiskbaserede skriftsprog, der er udviklet siden begyndelsen af 1800-t., er det mest udbredte af de kurdiske skriftsprog.

Annonce

Sydkurdisk eller kermanshahi, herunder lakki, tales i det sydlige Kurdistan og har ikke skriftsprog. De vestiranske sprog gorani og zaza (dimli) er klart forskellige herfra og af ikke-kurdisk oprindelse.

De tidligste litterære tekster på kurdisk går tilbage til 1500-t. Sproget har bl.a. bevaret ergative træk, der er gået tabt i nypersisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Fereydun Vahman: kurdisk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112363