Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bengali

Oprindelige forfattere AHyll og EHjo Seneste forfatter Redaktionen

bengali, bangla, ny-indoarisk sprog, der tales af ca. 215 mio. (2005), heraf ca. 140 mio. i Bangladesh, og således er et af verdens allerstørste sprog; officielt sprog i Bangladesh samt i de indiske delstater West Bengal og Tripura. Desuden tales det af et betydeligt antal indvandrere i bl.a. de arabiske golfstater, Østafrika og Storbritannien.

Bengali udgør sammen med de nærtbeslægtede sprog assamesisk og oriya den østligste sproggruppe inden for indoarisk. Sproget er analytisk og dialektalt stærkt differentieret.

Bengali har siden 1100-t. e.Kr. haft sin egen skrift, en udløber af Gupta brahmi. Bengali kan inddeles i tre sprogperioder: oldbengali, ca. 1000-1350, hvor sproget dannedes; middelbengali indtil ca. 1800 med talrige låneord fra persisk og nybengali siden ca. 1800. Som skriftsprog blev først anvendt sadhu bhasa, et af sanskrit stærkt præget konservativt middelbengali, men det er i stigende omfang blevet afløst af standardsproget chalit bhasa, opstået som et "rigsbengali" blandt den intellektuelle elite i 1800-t. og baseret på dialekterne omkring Hooghlys nedre løb. Bengalis litteratur er en af de rigeste blandt de ny-indoariske sprog.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Erik Pihlkjær Hjortshøj: bengali i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45726