Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

indoeuropæiske sprog (Forskningshistorie)

Oprindelige forfattere AHyll og HFN Seneste forfatter Redaktionen

Blandt de forskere, der har haft betydning for udviklingen af indoeuropæistikken, skal nævnes Franz Bopp, der i 1816 påviste grammatiske strukturer og et basalt ordforråd fælles for græsk, latin, germansk, iransk og sanskrit, og Rasmus Rask, der næsten samtidig konstaterede systematiske lydlige korrespondenser mellem græsk, latin, germansk, baltisk og slavisk. Selve betegnelsen indoeuropæisk går tilbage til Thomas Young. På basis af det fælles ordforråd forsøgte August Schleicher at rekonstruere et indoeuropæisk grundsprog, og han opstillede i 1861 et stamtræ over de indoeuropæiske sprog. Forskningen var i årtierne derefter optaget af junggrammatikernes tese om lydlovenes undtagelsesløshed og af de metodiske konsekvenser af den moderne dialektologi for inddelingen af de indoeuropæiske sprog.

Samme sprogæt?

Opdagelsen af de anatoliske sprog og tokharisk satte en tid spørgsmålstegn ved opfattelsen af indoeuropæisk som én sprogæt med samme grundsprog. Det er imidlertid godtgjort, at begge sprogfamilier har fornyelser fælles med andre indoeuropæiske sprog, og at strukturelle afvigelser til dels kan forklares ud fra et forskelligt overleveringstidspunkt.

Laryngalteorien

Hittitisk fik stor indflydelse på rekonstruktionen af indoeuropæiske ordformer, ikke mindst med påvisning af de såkaldte laryngaler, fx h i hasterz 'stjerne'. Eksistensen af sådanne lyde i det indoeuropæiske grundsprog var blevet postuleret allerede i 1878 af Saussure på rent teoretisk grundlag. I hvad der senere blev kendt som laryngalteorien opereres der oftest med tre laryngaler i grundsproget, traditionelt benævnt h1, h2, h3, med lydværdierne [h], [χ], [ɣw]; de er forsvundet næsten overalt, men har efterladt sig spor, bl.a. som forlængelse af forudgående vokal, aspiration af nabokonsonanter og kvalitative ændringer af nabovokaler, hvor h2 og h3 farvede nabovokalen e til hhv. a og o; det ses fx i armensk, græsk og latin. Mellem konsonanter optrådte laryngalerne som vokalerne ə1, ə2 og ə3, formentligmed lydværdierne [ə], [ʌ], [œ]. Disse vokaler udviklede sig i mange sprog til a, idet dog de indoiranske sprog viser i, fx da. fader over for sanskrit pitár-, af *pə2tér-. Græsk, armensk og frygisk adskiller sig fra de øvrige sprog ved udviklingen af initiale laryngaler til vokaler, fx græsk astḗr, armensk astł over for lat. stēlla, da. stjerne, af *h2stér-. Den danske sprogforsker Hermann Møller (1850-1923) opdagede laryngalerne omtrent samtidig med og uafhængigt af Saussure.

Annonce

Nyere forskning

Siden 1930'erne har strukturalistiske teorier sat deres præg ikke mindst på det fonologiske område, og der har fra ca. 1970 i spørgsmålet om den indoeuropæiske sprogfamilies udbredelse været stigende interesse for at sammenholde etnografisk, arkæologisk og sproglig viden. Endelig har der fra 1960'erne været gjort forsøg på at knytte indoeuropæisk sammen med sprogætterne uralsk, altaisk, eskimoisk-aleutisk, afroasiatisk og dravidisk samt nogle af de kaukasiske og palæosibiriske sprog i en sproglig storæt, der med Holger Pedersens udtryk benævnes nostratisk; bestræbelserne er dog problematiske, bl.a. fordi de andre sprogætter er udforsket i langt ringere grad end indoeuropæisk, især mht. rekonstruktion af grundformer. Et moderne forskningsmæssigt tyngdepunkt er desuden rekonstruktion af tidligere sprogstadier ud fra forhold i grundsproget selv (intern rekonstruktion).

Læs mere om indoeuropæiske sprog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Hans Frede Nielsen: indoeuropæiske sprog (Forskningshistorie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97411