Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

armensk

Oprindelige forfattere BAO og NKRi Seneste forfatter Redaktionen

armensk, selvstændig gren inden for de indoeuropæiske sprog. Det har været overleveret siden bibeloversættelsen fra begyndelsen af 400-t. Herfra stammer også det armenske alfabet, der er afledt af det græske. Det består af 38 tegn og bruges ikke andre steder i verden.

Man skelner mellem tre sprogtrin: Klassisk armensk, 400-1100-t., som dog blev anvendt som lærd litteratursprog til ind i 1800-t.; middelarmensk, 1100-1600-t., der især kendes fra administrative kilder fra Det Kilikisk-armenske Rige; moderne armensk, der inddeles i to indbyrdes forståelige hoveddialekter. Østarmensk er rigssprog i Armenien og tales endvidere i bl.a. Georgien, Aserbajdsjan, Nagorno-Karabakh og Iran. Vestarmensk havde før tyrkernes folkedrab på armeniere under 1. Verdenskrig sit kerneområde i det østlige Tyrkiet, men tales nu i Syrien og Libanon og blandt udvandrere i bl.a. USA og Frankrig. Armensk tales af ca. 6,5 mio. mennesker, heraf ca. 3 mio. i Armenien (2005).

Fra de tidligste kilder er armensk stærkt præget af låneord, især fra iransk (parthisk) og i noget mindre omfang fra græsk og syrisk. Selvom en central del af det indoeuropæiske ordforråd er bevaret, har lydsystemet undergået så gennemgribende forandringer, at selv nedarvede, regelmæssigt udviklede former ofte er ændret til ukendelighed. Latin orbus genkendes nemt i armensk orb, men også latin frater og armensk ełbayr 'broder' stammer fra samme indoeuropæiske ord, og det gælder også latin duo og armensk erku 'to'.

Annonce

Blandt de vigtigste lydlige ændringer af armensk i forhold til indoeuropæisk kan nævnes en forskydning af lukkelydene, hvorved fx dh, d og t er blevet til hhv. d, t og th. Endestavelser er faldet væk, og ubetonede vokaler er svækket som følge af, at trykket var lagt fast på den oprindelig næstsidste stavelse. Konsonanter mellem vokaler er svækket, og der skelnes ikke længere mellem korte og lange vokaler.

Armensk regnes ligesom indoiransk, baltoslavisk og albansk til de såkaldte satemsprog, hvori de oprindelige indoeuropæiske k-lyde er blevet til s eller ts. Et særligt lighedspunkt med græsk og frygisk er udviklingen af vokaler (protetiske vokaler) dér, hvor indoeuropæisk havde såkaldte laryngaler. Et eksempel ses i armensk astł over for latin stella 'stjerne'. I latin er laryngalen faldet bort, i armensk er den erstattet af vokalen a-.

Af særlige grammatiske træk kan nævnes, at syv kasus er bevaret, men adjektivets kasusbøjning udelades ofte. Grammatisk køn er faldet væk. Verbet har bevaret sin personbøjning, men er i øvrigt stærkt forenklet. Udviklingen i retning af større grammatisk regelmæssighed er fortsat til det moderne sprog, der er af den agglutinerende type, hvilket vil sige, at ord kan skilles i stamme og bøjningsendelser med kun ét indholdselement. Den vigtigste forskel mellem de to moderne dialekter udgøres af den såkaldte vestarmenske lydforskydning, ifølge hvilken vestarmensk p, t og k svarer til østarmensk b, d og g og omvendt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Anette Rasmussen, Naja Riegels: armensk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40294