Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

germanske sprog

Oprindelige forfattere AHyll og HFN Seneste forfatter Redaktionen

Germanske sprog. Skemaet over de germanske sprogs udvikling repræsenterer en forenkling, bl.a. fordi det ikke lader senere kontakt mellem adskilte sprog komme til udtryk, fx skandinavisk indflydelse på engelsk efter vikingernes bosættelse i England i sidste del af 800-t.

Germanske sprog. Skemaet over de germanske sprogs udvikling repræsenterer en forenkling, bl.a. fordi det ikke lader senere kontakt mellem adskilte sprog komme til udtryk, fx skandinavisk indflydelse på engelsk efter vikingernes bosættelse i England i sidste del af 800-t.

germanske sprog, indoeuropæisk sprogfamilie, der omfatter følgende moderne sprog: afrikaans, dansk, engelsk, frisisk, færøsk, islandsk, nederlandsk (med flamsk), norsk, svensk og tysk. Disse sprog danner tilsammen en sprogfamilie, da de — især på et tidligt stadium — har en række karakteristiske træk tilfælles i forhold til indoeuropæisk.

Sproghistorie

Der findes ingen overleverede tekster, der repræsenterer et fællesgermansk grundsprog. Dette kan dog rekonstrueres ud fra tidlige enkeltsprogede tekster støttet af en sammenligning med øvrige indoeuropæiske sprog og andre kilder, fx navnestof hos antikke forfattere og germanske låneord i finsk og samisk. Rekonstruktion af et sådant urgermansk, som må have eksisteret i tiden lige før Kristi fødsel, vanskeliggøres af enkeltsprogenes stærkt varierende overleveringstidspunkter.

Antal sprogbrugere
moderne germanske sprogantal sprogbrugere
afrikaans 6.300.000
dansk 5.300.000
engelsk 360.000.000
frisisk 400.000
færøsk 50.000
islandsk 300.000
nederlandsk (med flamsk)22.000.000
norsk 4.300.000
svensk 9.000.000
tysk 100.000.000
Hertil kommer følgende sprog afledt af tysk
jiddisch 2.000.000
letzebuergesch (Luxembourg)350.000
Pennsylvania Dutch (USA)200.000
Tallene angiver kun antallet af personer, der har det pågældende sprog som modersmål. Tysk og især engelsk benyttes i vid udstrækning som andetsprog og fremmedsprog.

De tidligste germanske tekster er de ældre sydskandinaviske runeindskrifter fra ca. 200 e.Kr., herunder runefundene fra Illerup Ådal ved Skanderborg og Skovgårde-rosetfibulaen fra Udby på Sjælland; runeindskrifterne fra før 500 er affattet på et relativt ensartet sprog. Kendtest er indskriften på det korte guldhorn (se Guldhornene) fra Gallehus nær Tønder fra ca. 400.

Annonce

Næsten jævnaldrende med det ældre runesprog er Wulfilas gotiske bibeloversættelse fra ca. 375. Derfra er der et spring i tid til den tidligste oldengelske og oldhøjtyske overlevering fra 700-t. samt oldnederlandsk og oldsaksisk fra 800-t., mens oldfrisisk først kendes fra slutningen af 1200-t.

I Norden optræder der klare fællesnordiske sprogtræk i runeindskrifterne efter 500; særsproglige karakteristika kan først erkendes i runeminderne fra 700-t. og frem til 1100-1200-t., hvor gammelnorske, gammeldanske og fornsvenske håndskrifter efterhånden afløser vikingetidens rige runetradition. De ældste bevarede oldislandske håndskrifter er fra slutningen af 1100-t. og dermed ældre end de islandske runeminder. De ældste færøske tekster stammer fra sidste del af 1700-t.

Gallehusindskriften
Rekonstruktionen af Gallehusindskriften på urgermansk, gotisk, oldislandsk og oldengelsk illustrerer det ældre runesprogs placering mellem urgermansk og de senere nord- og vestgermanske sprog, jf. oldislandsk og oldengelsk, samt de klare forskelle fra det samtidige gotiske sprog.
Gallehusindskriftenek hlewagastiz holtijaz horna tawido
'jeg Lægæst, holtijaz, gjorde hornet' 1.
urgermansk rekonstruktionek hlewagastiz hultijaz hurnan tawidōn
gotisk rekonstruktionik hliugasts hulteis haúrn tawida
oldislandsk rekonstruktionek hlégestr hyltir horn gørða/ táða 2.
oldengelsk rekonstruktionic hlēogiest hylte horn tawode
1.Holtijaz har været udlagt forskelligt: Efter den seneste opfattelse betyder det 'skovbo'; 'fra Holt' er en anden (tidligere) udlægning. Tolkningen 'Holtes søn' betragtes nu som mindre sandsynlig.

2. Formen táða er ikke overleveret i nordisk, men rekonstrueret på basis af de øvrige sprog, jf. tawido.

Grammatik

Det indoeuropæiske lukkelydssystem er i hovedsagen bevaret i latin, men forskudt i de germanske sprog, jf. oldislandsk og dansk; dog er indoeuropæisk [bh], [dh] og [ghw] alle blevet til [f] på latin.

Inden for bøjningssystemet skete der i urgermansk i alle ordklasser en række reduktioner. Antallet af kasus blev nedbragt fra otte i indoeuropæisk til mellem fire og seks i de germanske oldsprog; hos verberne medførte forenklingerne, at tempus-aspekt-systemets bøjningsformer, præsens, imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, i germansk blev reduceret til blot præsens og præteritum.

Men den germanske sprogfamilie er også karakteriseret ved påfaldende bøjningsmæssige fornyelser: Der indførtes ved siden af den nedarvede stærke adjektivbøjning, fx da. en lang kniv, et langt sværd, en svag bøjning, fx da. den lange kniv, det lange sværd, og hos verberne udvikledes der en svag verbalbøjning ved at føje d eller t til stammen i præteritum og perfektum participium, fx da. kaste, kastede, kastet; gemme, gemte, gemt. I den nedarvede stærke verbalbøjning blev tidsformerne markeret gennem en ændring af rodvokalen, fx ty. binden, band, gebunden; da. binde, bandt, bundet, en morfologisk mekanisme, der i urgermansk blev systematisk udbygget.

Lyd- og trykforhold. Vigtige germanske fornyelser på det lydlige område var, at de indoeuropæiske lukkelyde blev forskudt (Rask-Grimms lov, offentliggjort af Rasmus Rask 1818 og præciseret af Jacob Grimm 1822), og at indoeuropæisk a, o og ā, ō i germansk faldt sammen i hhv. a, jf. lat. noct- 'nat', ager 'ager' over for ty. Nacht, Acker, og ō, jf. lat. māter 'moder', flōs 'blomst' over for isl. móðir, blóm.

Fastlæggelsen af det mobile indoeuropæiske tryk på første stavelse i germansk førte til lydlig reduktion og tab af ubetonede stavelser. Herved blev også de grammatiske endelser svækket, hvilket betød en forenkling af bøjningssystemet. Trykkets placering førte endvidere til, at der i urgermansk opstod et vigtigt lydligt skel mellem ustemte og stemte hæmmelyde udviklet af indoeuropæisk p, t, k samt s. I tilfælde, hvor trykket i indoeuropæisk lå på den umiddelbart foregående vokal, blev de til [f], [θ], [χ] og [s], i alle andre stillinger stemt [β], [ð], [ɣ] og [z]; med trykkets fastlæggelse på første stavelse var stemthedsforskellen ikke længere betinget af det mobile tryk, men konstant og dermed betydningsadskillende.

Rask-Grimms lov kunne ikke gøre rede for de stemte hæmmelydes forekomst, der først blev korrekt udlagt af danskeren Karl Verner. Verners lov, publiceret i 1876, forklarer variationen mellem fx s og r, der var en videreudvikling af z, i bl.a. det oldhøjtyske verbum af 2. stærke klasse friosan 'fryse', præt.sing. frōs 'jeg/han/hun frøs', præt.plur. frurum 'vi frøs', perf.part. gifroran 'frossen', hvor det indoeuropæiske tryk oprindelig var placeret umiddelbart foran hæmmelyden i infinitiv og præt.sing., men ikke i de to sidste former. På moderne tysk er r blevet generaliseret i frieren, fror, gefroren i modsætning til da. fryse, frøs, frosset. Verners lov forklarer endvidere skellet mellem s og r i was, were på engelsk og i de tilsvarende oldislandske former vas, várum; på dansk er der sket en generalisering til fordel for r i være, var, været.

Rask-Grimms lov
Ved den germanske lydforskydning blev det indoeuropæiske lukkelydssystem ændret således, at
1. ustemte lukkelyde blev til ustemte hæmmelyde
[p] > [f][t] > [θ][k] > [χ][kw] > [χw]
latinpiscistrescanisquod
oldisl.fiskrÞrírhundrhvat
danskfisktrehundhvad
2. stemte lukkelyde blev til ustemte lukkelyde
[b] > [p][d] > [t][g] > [k][gw] > [kw]
latintribusdēnsgenuvenīre
oldisl.Þorptǫnnknékoma
dansktorptandknækomme
3. stemte, aspirerede lukkelyde blev til stemte lukke- eller hæmmelyde
[bh] > [b/β][dh] > [d/ð][gh] > [g/ɣ][gh] > [gww]
latinferreforishostisformus
oldisl.beradyrrgestrvarmr
danskbæredørgæstvarm

Ordforråd. Et betydeligt antal ord er nedarvet fra indoeuropæisk, fx far, mor, bror, søster, søn, datter, øje, øre, næse, fod, hjerte, vand, sol, måne, stjerne, komme, gå, stå, sidde, ligge, der alle har paralleller i andre indoeuropæiske sprog. Hertil kommer en række selvstændige nydannelser på basis af indoeuropæiske elementer, fx svane, der går tilbage til den indoeuropæiske rod *swen- 'tone, lyde'; intet andet indoeuropæisk sprog bruger afledninger af *swen- til betegnelse af en dyreart. Men overraskende mange germanske ord, ofte på semantisk klart afgrænsede områder, synes hverken at være nedarvet fra indoeuropæisk eller lånt fra andre kendte sprog, fx substantiverne adel, folk, konge; bjørn, lam, due, måge, ål; bær, drue, tidsel; land, regn, sø; båd, mast, sejl, skib; hjelm, skjold, sværd.

Germanske sprogs slægtskab

De germanske sprogs indbyrdes sammenhæng har været et omdebatteret emne siden begyndelsen af 1800-t. Traditionelt har man regnet med, at den urgermanske sprogfamilie forgrenede sig i østgermansk (gotisk), vestgermansk (oldhøjtysk, oldnederlandsk, oldsaksisk, oldfrisisk, oldengelsk) og nordgermansk (nordisk), en model, som tydeligt var inspireret af de tidligst overleverede germanske sprogs geografiske placering. En anden hypotese, som tog udgangspunkt i goternes formodede udvandring lige før Kristi fødsel fra det nuværende Sverige, jf. stednavne som Götaland og Gotland, opererede med to forgreninger: en gotonordisk og en vestgermansk gren. Endelig antager en tredje hovedmodel, at goterne ved deres formodede udvandring fra Nordeuropa endnu talte urgermansk, og at det resterende fællesgermanske sprogområde forblev udelt indtil midten af 400-t., hvorefter der pga. angelsaksernes udvandring og danernes bosættelse i Jylland opstod et skel mellem nord- og vestgermansk, mens goterne udviklede deres eget sprog i SØ-Europa.

Det ældre runesprogs stilling. Fra et dansk synspunkt er denne debat interessant, ikke blot fordi nordgermansk, der senere udviklede sig til de nordiske sprog, i de tre modeller placeres i skiftende roller, men også fordi sproget i runeindskrifterne fra før 500, hvor Danmark med Skåne og Slesvig var et intensitetscentrum, kommer til at indtage en nøgleposition. Det fremgår eksempelvis af den allerede omtalte Gallehusindskrift. Af den urgermanske rekonstruktion af indskriften ses, at Gallehussproget ikke er ganske identisk med urgermansk, selvom fx antallet af stavelser er bevaret; gotisk, som er samtidigt med det ældre runesprog, er derimod tydeligt forskelligt fra såvel runesproget som urgermansk og har reduceret stavelsesantallet fra 13 til 9, en svækkelse, som er sammenlignelig med den, der har fundet sted i oldislandsk og oldengelsk, som er langt senere overleverede sprog. På grundlag af bl.a. formen ek 'jeg', jævnfør oldisl. ek og jysk æ, a, har især nordiske forskere hævdet, at Gallehussproget var nordgermansk, mens ikke mindst tyske lærde har hæftet sig ved den manglende tilstedeværelse af tawido 'gjorde' i oldislandsk og de andre overleverede skandinaviske sprog og betragtet indskriften som ikke-nordisk. Ingen af disse to udlægninger står imidlertid for en nærmere prøve, og det må derfor fastholdes, at Gallehussproget kan have været det fælles udgangspunkt for både de nord- og vestgermanske sprog, men altså ikke gotisk. Det er dog sandsynligt, at egentlige vestgermanske fornyelser indtrådte en del tidligere end specifikt nordgermanske træk, således at Gallehussproget repræsenterer et sprogstadium, som gradvis var blevet forladt af de (vest)germansktalende stammer længere syd- og vestpå. Siden midten af 1970'erne har der været rejst tvivl om, hvorvidt oldhøjtysk kunne udledes af det nordvestgermanske fællessprog. Denne sag har endnu ikke fundet sin afklaring.

Det vestgermanske problem. Begrebet vestgermansk er i 1900-t. blevet kritiseret ud fra historisk-arkæologiske begrundelser og foreslået opdelt i tre primærgrupper: elbgermansk, der senere blev til øvretysk, dvs. syd-oldhøjtysk, weser-rhin-germansk, der udviklede sig til frankisk o.l., og nordsøgermansk, der videreudvikledes til oldsaksisk, oldfrisisk og oldengelsk. Der kan dog ikke umiddelbart sættes lighedstegn mellem kultur- og sprogkreds, og det må fastholdes, at en sproglig opdeling kun kan foretages på grundlag af sproglige kriterier. Den foreslåede tredeling til erstatning for vestgermansk kan således ikke anses for holdbar.

Et omdebatteret emne har været det oldsaksiske sprogs placering inden for vestgermansk. Der er ingen tvivl om, at oldhøjtysk i høj grad adskiller sig fra engelsk og frisisk i kraft af den højtyske lydforskydning, hvorved bl.a. ustemte lukkelyde affrikeredes eller blev til hæmmelyde, fx ty. pflegen, schlafen; Zeit, essen; machen svarende til eng. play, sleep; tide, eat; make. Engelsk og frisisk har en række sprogtræk tilfælles: hævning af vestgermansk ā til ē/ǣ, fx eng. deed, year over for ty. Tat, Jahr, tab af n eller m foran hæmmelyd, fx eng. five, us, mouth over for ty. fünf, uns, Mund, palatalisering af k, g foran fortungevokal, fx eng. cheese, yield over for ty. Käse, gelten, det personlige pronomen he over for ty. er og gotisk is, og verbernes ensartede flertalsendelser. Mens den ældre forskning foretrak en opdeling af vestgermansk i anglofrisisk og tysk omfattende oldhøjtysk og oldsaksisk, har de fleste sproghistorikere i dette århundrede betragtet oldsaksisk sammen med engelsk og frisisk som en nordsøgermansk undergruppe, idet oldsaksisk også er omfattet af mange af de engelsk-frisiske fornyelser; oldsaksisk har dog med frankernes nordlige ekspansion samtidig formentlig været under påvirkning af højtysk. Tilsvarende kan nederlandsk ses som et oprindelig nordsøgermansk sprog, der fra 700-t. kom under stærk frankisk påvirkning. Det moderne nederlandske standardsprogs blandede karakter fremgår af følgende former, hvor kun den første har tabt n eller m foran hæmmelyd: vijf, ons, mond, jf. eng. five, us, mouth over for ty. fünf, uns, Mund; men i stednavneelementet -muiden som i Ijmuiden er n tabt, jf. eng. -mouth over for ty. -münde og da. -minde som i Plymouth, Portsmouth, Warnemünde, Travemünde, Kerteminde og Karrebæksminde.

Blandt danske sprogforskere, der har interesseret sig for de germanske sprogs indbyrdes slægtskab, kan nævnes Rasmus Rask, Ludvig Wimmer, L.L. Hammerich, Peter Jørgensen og Karl Martin Nielsen (1907-87).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Hans Frede Nielsen: germanske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83543