Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

germansk filologi

Oprindelige forfattere PeOEhr og VW Seneste forfatter Redaktionen

germansk filologi, videnskabsgren, som beskæftiger sig med studiet af de germanske sprog og kulturer. Germansk filologi opstod i begyndelsen af 1800-tallet ved uddifferentieringen af klassisk filologi til nationale og sammenlignende filologier.

Fagets område er oprindelig de vestgermanske sprog engelsk, tysk og nederlandsk, de nordgermanske (nordiske) sprog, herunder alle disses tidligere stadier, samt det østgermanske sprog gotisk.

Begrebet anvendes i dag om studiet af høj- og nedertysk med dialekter samt nederlandsk og frisisk foruden litteratur på disse sprog; i Tyskland, hvor faget benævnes Germanistik, hører studiet af nordiske sprog og deres litteratur dog ofte stadig hjemme inden for germansk filologi.

Annonce

Blandt fagets førende tyske grundlæggere er brødrene Grimm og Karl Lachmann, men betydelige bidrag blev ydet af danske forskere som Rasmus Rask, Karl Verner og Christian Sarauw.

Indtil ca. 1850 blev navnlig de ældste sproglige dokumenter beskrevet og udgivet, derpå i stigende grad også de nyere og samtidige værker. Ved flere danske universiteter findes stadig professorater i germansk filologi.

Disse er i praksis lærestole i tysk litteratur og/eller tysk sprog, men har fortsat filologiens centrale emner som deres område, fra 1960'erne suppleret med mere alment kulturhistoriske studier.

Germansk filologi grænser nationalt op til andre filologier og metodisk til litteraturvidenskab og lingvistik. Se også filologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Øhrgaard, Vibeke Winge: germansk filologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83540