Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jiddisch

Oprindelig forfatter JEM Seneste forfatter Redaktionen

jiddisch, ('jødisk', jf. ty. jüdisch, eng. Yiddish; i ældre jiddisch også benævnt taitsch og mameloschn 'modersmålet'), de ikke-assimilerede ashkenaziske jøders folkesprog. Det opstod i Tyskland i 800-t. ved kontakt mellem tysk, hebraisk og i mindre grad aramæisk. Sproget er stadig præget af tysk, men siden 1400-t., da tyngdepunktet for den ashkenazisk-jødiske kultur kom til at ligge i Østeuropa, dog også af slavisk. Jiddisch taltes før 2. Verdenskrig af ca. 11 mio. mennesker, umiddelbart efter krigen af ca. 5 mio. og i slutningen af 1990'erne af ca. 3 mio., især i den ældre generation og blandt de ortodokse jøder i Israel.

Historie

Oldjiddisch (indtil ca. 1500). Dette sprog, der hurtigt udviklede et litterært enhedssprog, blev oprindelig talt i det tyske område, men bredte sig snart sydpå til Italien, vestpå til Nederlandene og østpå til Bøhmen, Mæhren og Polen.

Middeljiddisch (ca. 1500-1700). Efter massefordrivelserne af jøder til Østeuropa blev en stor gruppe jiddischtalende geografisk isoleret fra Tyskland. Det medførte mange slaviske elementer i østjiddisch, der blev talt i dele af Polen, Ukraine, Hviderusland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og det nordlige Ungarn, mens vestjiddisch blev talt i Tyskland, Bøhmen, Mæhren, Østrig, Schweiz, Norditalien, Alsace-Lorraine og Nederlandene.

Annonce

Nyjiddisch (efter ca. 1700). Efter ca. 1700 blev vestjiddisch assimileret og nyjiddisch herefter stort set identisk med østjiddisch, som ved udvandringer blev mere og mere udbredt. Østjiddisch inddeles i mellemøstjiddisch, der tales fra Polen til det østlige Ungarn, sydøstjiddisch, der tales i Ukraine og Rumænien, samt nordøstjiddisch, der tales i Litauen og Hviderusland. Det litterære standardsprog bygger på alle tre dialekter, udtalemæssigt dog især på nordøstjiddisch. I Danmark blev nyjiddisch benyttet indtil begyndelsen af 1800-t., da en forordning fra 1814 fastslog, at kontrakter mellem jøder skulle udfærdiges på dansk eller tysk og med "danske eller latinske bogstaver". I årtierne omkring 1900 var jiddisch udbredt i det meste af verden, også i Danmark, og der udkom både aviser og skønlitteratur på jiddisch.

Trods modstand fra zionisterne fik jiddisch på sprogkonferencen i Tjernovtsy i Ukraine 1908 status som et nationalt sprog, og i 1925 grundlagdes YIVO, yidisher visnshaftlekher institut, i Vilnius; i 1940 flyttede instituttet til New York, fra 1956 under navnet Yivo Institute of Jewish Research, hvor der bl.a. er udviklet en standardortografi.

Skrift

Jiddisch skrives med det hebraiske alfabet fra højre mod venstre, men i modsætning til hebraisk, der ikke har særlige bogstaver for vokaler, findes der i jiddisch fem bogstaver til gengivelse af monoftonger, 126366.301.jpg a, 126366.302.jpg e, 126366.303.jpg i eller j, 126366.304.jpg o og 126366.305.jpgu, og tre bogstavkombinationer for diftongerne, 126366.306.jpgay, 126366.307.jpg ey og 126366.308.jpgoy. Den hebraiske stavemåde er bibeholdt i ca. 5% af ordforrådet.

Ordforråd og grammatik

Ca. 75% af ordforrådet er af tysk, ca. 20% af slavisk og resten af semitisk oprindelse. Den grammatiske basis fra old- og middelhøjtysk har med tiden ændret sig bort fra det tyske standardsprog. Fx skelnes der i jiddisch ikke mellem stærk og svag adjektivbøjning, præteritum findes ikke, ordstillingen er ens i hoved- og bisætninger, og vokaler er i ubetonet stavelse bortfaldet. Karakteristisk er desuden flertalsdannelse med semitiske endelser samt omskrevne verbalformer og slaviskpræget intonation og accent. Se også hebraisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Erik Mogensen: jiddisch i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101466