Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

engelsk

Oprindelige forfattere FLar, ND-N og PHard Seneste forfatter Redaktionen

Engelsk. Middelengelsk manuskript. De første linjer af Geoffrey Chaucers Canterbury Tales.

Engelsk. Middelengelsk manuskript. De første linjer af Geoffrey Chaucers Canterbury Tales.

engelsk, germansk sprog og dermed beslægtet med dansk. Som følge af langvarig påvirkning fra fransk fremtræder engelsk dog nu, hvad ordforrådet angår, som et blandingssprog med stærkt romansk præg.

Udbredelse

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved engelsk er den position, det har fået i verden. Det er hovedsproget i Storbritannien, Irland, Australien, New Zealand, USA og Canada samt i en del mindre stater. Det er desuden officielt sprog eller har væsentlige samfundsfunktioner i en lang række lande, hvor befolkningsflertallet har et andet sprog som modersmål, fx Sydafrika, Zimbabwe, Indien, Malaysia og Filippinerne.

Sprogets udbredelse til alle verdensdele skyldes etableringen af det britiske kolonirige. Omkring 1600, da sproget endnu kun taltes i England og det sydøstlige Skotland, var antallet af engelsktalende på under 7 mio. Det skønnes, at det i dag er på ca. 335 mio. (2012) Denne vækst skyldes ikke mindst udvandring til USA fra ikke-engelsktalende lande, idet mere end halvdelen (ca. 225 mio.) af dem, der har engelsk som modersmål, nu er amerikanere.

Annonce

Det er ikke muligt at opgøre antallet af personer, der anvender engelsk som andetsprog i flersprogede samfund, hvor beherskelse af engelsk er nødvendig inden for visse samfundsområder, fx administration og videregående uddannelse. Det anslås at dreje sig om mindst 100 mio. I et land som Indien er den befolkningsandel, der benytter engelsk som andetsprog, ganske lav, men i absolutte tal formodes den at udgøre over 30 mio.

Bemærkelsesværdig er ligeledes det engelske sprogs funktion som internationalt hjælpesprog. Samtidig med at engelsk mistede sin officielle status i nogle af de tidligere britiske kolonier, eksploderede anvendelsen af engelsk som fremmedsprog i hele verden, ikke mindst under indtryk af USA's økonomiske og kulturelle dominans i sidste halvdel af 1900-t.

Som modersmål tales kinesisk af betydeligt flere, men engelsktalende samfund findes over hele verden, og engelsk er det sprog, som hyppigst anvendes i international kommunikation. Det er derfor, når anvendelsen som modersmål, andetsprog og fremmedsprog ses under ét, verdens mest udbredte sprog.

Variation

Med en sådan udbredelse er det ikke overraskende, at betegnelsen engelsk dækker over store forskelle, mest slående i udtale, men også i ordforråd og grammatik. Hvor stærk variationen inden for engelsk er, afhænger af, hvor man trækker grænsen i forhold til former med islæt af kreolsprog; på Jamaica tales således en række overlappende varianter lige fra en form af standardengelsk på samfundets top til udprægede kreolvarianter. Blandt varianterne kan nævnes fx australsk-engelsk, cockney og Black English. Mens der bl.a. på grund af medierne er en tendens til sproglig standardisering inden for det enkelte sprogsamfund og også i nogen grad på tværs af sprogsamfund, sørger ny udvikling for, at engelsk ikke bliver ensartet på verdensplan.

Britisk og amerikansk. Traditionelt sættes der et hovedskel mellem britisk-engelsk, hvortil kan knyttes de fleste varianter i det tidligere kolonirige, og amerikansk-engelsk, herunder canadisk-engelsk. Dette skel er imidlertid blevet mindre skarpt ved amerikansk påvirkning af britisk-engelsk, og mediernes udbredelse af begge hovedvarianter har medført et stærkt forbedret kendskab til andre udtaler og til forskelle i ordforråd. Den gensidige forståelse er således ganske god, men dog ikke problemløs; især vil mange amerikanere have besvær med den lokale udtale i nogle af de britiske storbyer.

Nyere udvikling. I bl.a. Vestafrika, Caribien og Sydasien er særlige udgaver af engelsk under etablering. Udgangspunktet er som regel en ustabil sprogsituation uden klar norm, med mange forskellige varianter af engelsk, nogle stærkt lokalt præget, andre med klar tilnærmelse til en britisk, amerikansk eller australsk norm. Nogle af disse engelske varianter har udtaletræk, der adskiller dem væsentligt fra de gamle etablerede, bl.a. en rytme uden den store forskel mellem trykstærke og tryksvage stavelser, der ellers er så karakteristisk for engelsk.

Standardengelsk

Når man trods disse mange forskellige slags engelsk kan tale om engelsk som ét sprog, skyldes det, at der findes en i vidt omfang fælles norm for, hvad der anses for "standardengelsk". Navnlig i skriftsproget er der en meget høj grad af ensartethed på tværs af geografiske skel. Det historiske udgangspunkt for standardengelsk er en dialekt, hvis hovedtræk stammer fra området nord for London, og som blev udviklet til officielt sprog i hovedstaden fra 1400-t. og udbredt derfra med bogtrykkerkunsten. Det er denne norm, skoleelever lærer at læse og skrive, og den har stor indflydelse på, hvad der anses for korrekt talesprog.

Der kan skelnes mellem flere udgaver af standardengelsk, fx standard amerikansk-engelsk, standard australsk-engelsk og standard indisk-engelsk. De forskellige engelsktalende samfund adskiller sig fra hinanden ved fx grupper af særord, herunder ord, der knytter sig til de særlige levevilkår på stedet. Der findes også grammatiske varianter, hvoraf nogle er præget af et andet sprog, som engelsk lever sammen med i det pågældende land. Endelig adskiller stavemåden sig på enkelte punkter i den britiske og den amerikanske tradition.

Udviklingen af særtræk i fx indisk engelsk har givet anledning til at tale om flere Englishes, men det forekommer endnu ikke meningsfuldt at tale om særskilte sprog. Der er ikke klare sprogvidenskabelige kriterier for, hvornår man skal opdele i flere sprog, men talen om Englishes skal ikke mindst ses i relation til det sprogvidenskabeligt velmotiverede ønske om at markere, at lokale varianter ikke skal opfattes som ringere eller endog fejlagtige, mens vestlige varianter er de "rigtige".

Normer for udtale

Mens en beskrivelse af engelsk grammatik kan tage udgangspunkt i en nogenlunde ensartet norm, er dette ikke tilfældet med udtalen, heller ikke inden for det enkelte sprogsamfund.

Britisk norm. Inden for britisk engelsk findes der dog en udtaleform, der i nogen udstrækning fungerer som norm: Received Pronunciation 'anerkendt udtale'. Denne norm, ofte forkortet RP, var oprindelig en overklasseudtale i London og det sydøstlige England, men bl.a. via kostskolerne bredte den sig som de dannedes norm uden for sit oprindelige område. I mellemkrigstiden fik den yderligere prestige ved at blive anvendt i radio, se BBC-engelsk.

Situationen i dag er, at RP i sin rene form kun tales af et begrænset mindretal af Englands befolkning og af endnu færre i resten af Storbritannien. Den almindelige udtale blandt de veluddannede er en modificeret udgave med regionale træk;den sydøstengelske konkurrent til RP kaldes estuary English, hvor estuary ('delta') refererer til Themsens udløb. Samtidig med at RP er en prestigeudtale i forhold til især den lokale udtale i storbyerne, kan den med sit overklassepræg også vække voldsomme negative følelser. RP har imidlertid en enestående position som den britiske udtale, der er bedst beskrevet, og den finder udbredt anvendelse i håndbøger og lærebøger. Foreløbig er den i praksis næsten enerådende som model for de millioner, der lærer britisk-engelsk som fremmedsprog. Det er denne udtale, der vil blive beskrevet nedenfor.

Amerikansk norm. I USA findes der ingen norm, der svarer til RP, dvs. snævert socialt afgrænset og med formodet gyldighed for hele landet. Det, der kommer nærmest, er General American, en noget standardiseret udgave af udtalen i den midterste og vestlige del af landet. Der ses herved bort fra visse områder i NØ og syd, hvis udtale bærer præg af tidlig kolonisering. Se også amerikansk-engelsk.

Historie

Oldengelsk (450-1100). I 400- og 500-t. blev England indtaget af (vest)germansktalende stammer fra fastlandet, og det oprindelige keltiske sprog overlevede kun mod vest. Moderne engelsk er udviklet af disse stammers sprog. I modsætning til moderne engelsk var oldengelsk et udpræget bøjningssprog. Det fremgår af følgende eksempel fra kong Alfreds gengivelse af en rejseberetning fra 800-t.:

Wulfstan sæde þæt he gefore of Hæðum, þæt he wære on Truso on syfan dagum ond nihtum, þæt þæt scip wæs ealne weg yrnende under segle. Weonoðland him wæs on steorbord, ond on bæcbord him wæs Langaland ond Læland ond Falster ond Sconeg; ond þas land eall hyrað to Denemearcan.

'Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, at han var i Truso (by i det nuværende Polen) på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen løb under sejl. Vendernes land var ham om styrbord, og om bagbord var ham Langeland og Lolland og Falster og Skåne; og disse lande hører alle til Danmark'.

Substantiver, adjektiver og pronominer blev bøjet i tal og fire eller fem kasus, og verber i tempus, tal, modus og person. I teksten ses bl.a. substantivet dagum i dativ plur., adjektivet ealne i akk. sing. og verbet gefore i 3. person præt. sing. konjunktiv. Substantivernes grammatiske køn blev normalt signaleret af et foranstående adjektiv eller demonstrativt pronomen som i ealne weg (mask.) og þæt scip (neut.). Grammatisk minder oldengelsk således om moderne tysk.

Som følge af vikingernes invasion optog engelsk fra nordisk mange almindeligt brugte ord, fx de oprindelige former af window, sky, ill, die og pronominerne they, them, their, jf. oldnordisk vindauga, ský, illr, deyja, þeir, þeim, þeir(r)a.

Middelengelsk (1100-1500). I denne periode bortfaldt det meste af bøjningssystemet, især fordi vokaler i udlyd og i bøjningsendelser ændredes til en svækket lyd skrevet med e. Endvidere indlåntes et meget stort antal ord fra fransk. Begge forhold kan illustreres med følgende uddrag af ChaucersCanterbury Tales fra slutningen af 1300-t.:

"Whan that Aprille with his shoures sote
The droghte of Marche hath perced to the rote,
And bathed every veyne in swich licour,
Of which vertu engendred is the flour;(...)
Than longen folk to goon on pilgrimages(...)".

'Når april med sine søde byger
har gennemboret martstørken til roden
og badet hver åre i en sådan fugtighed,
af hvilken kraft blomsten frembringes;(...)
så længes folk efter at gå på pilgrimsfærd(...)'.

Her er substantiverne bøjet i tal med tilføjelse af -(e)s, fx shoures, men ikke i kasus. De har også mistet deres grammatiske køn. Det franske islæt i ordforrådet ses af verberne perced, engendred og af substantiverne veyne, licour, vertu, flour og pilgrimages, jf. oldfransk percer, engendrer, veine, licour, vertu, flour, pelerinage.

Nyengelsk (1500-). I udtalen forandredes engelsk fra 1400-t. gennemgribende ved forandringer i vokalsystemet. En anden vigtig ændring var bortfald af udtalt e i udlyd og i bøjningsendelser. Da engelsk ortografi ikke har ændret sig væsentligt siden, er der i dag stor forskel mellem lyd og skrift.

Sideløbende med svækkelsen og bortfaldet af bøjningsendelser i middelengelsk og tidligt nyengelsk blev ordstillingen stabiliseret, således at verbet i almindeligt fremsættende ytringer som regel står efter subjektet og foran objektet. Her afviger moderne engelsk fra dansk, der i vid udstrækning placerer verbet før subjektet.

I ordforrådet blev engelsk i renæssancen påvirket massivt af latin, jf. ord som item 'punkt' og explicit 'tydelig', og også fra klassisk græsk indlåntes mange ord, fx catastrophe.

I det engelske verbalsystem er et karakteristisk træk, at der er udviklet et såkaldt progressivt aspekt, der udtrykker en igangværende handling. Den oprindelige præsens participium-endelse -inde smeltede sammen med handlingssubstantivers -ing-suffiks og blev kombineret med en form af hjælpeverbet be som i she's reading. Der dannedes tillige en stor gruppe flerordsverber, som består af et verbum efterfulgt af en partikel, der hyppigst er et adverbium, fx in i come in, men som også kan være en præposition som after i take after 'ligne', et adjektiv som short i cut short 'afbryde' eller et substantiv som place i take place 'ske'. Flerordsverber har eksisteret i engelsk i mange århundreder, men siden midten af 1800-t. er deres antal kraftig forøget.

Engelsk i Danmark

Sprogets stilling som det vigtigste fremmedsprog er af nyere dato. Københavns Universitet fik i 1893 den første danske professor i engelsk, Otto Jespersen; han gjorde en stor indsats for undervisningen i sproget, men havde ikke selv haft engelsk i skolen. Helt op til 2. Verdenskrig var tysk det fremmedsprog, som danskerne var mest fortrolige med. Først med Folkeskoleloven af 1958 blev det obligatorisk for alle skolebørn at lære engelsk.

Påvirkning af dansk

Det stigende kendskab til engelsk siden 2. Verdenskrig har bidraget til åbenhed over for kulturel påvirkning fra den engelsktalende verden, først og fremmest USA. En sproglig udløber heraf har været optagelsen af hundredvis af lån i dansk både ved direkte overtagelse, fx hit, tumbler, chip, og ved oversættelse, fx indkøbscenter, massemedier. Fornyelsen vækker særlig opmærksomhed, når ordenes former ikke umiddelbart passer ind i det danske mønster, fx teamwork, knowhow, eller når forbindelsen til den amerikanske kultur er åbenbar, fx fast food. Det engelske islæt i dansk er dog foreløbig ringe i forhold til det latinske, franske og især tyske, og en slagkraftig antiengelsk bevægelse som i Frankrig er det ikke kommet til i Danmark.

Fremmedsprog eller internationalt sprog?

Engelsk bruges i vid udstrækning i kommunikation med personer, der også har engelsk som fremmedsprog. Siden 2. Verdenskrig har internationalisering været ensbetydende med større krav til engelskkundskaber. Dette afspejles også i sprogets status i Danmark. Med Folkeskoleloven af 2004 begynder engelskundervisningen i 3. klasse. Skolens undervisning støttes af sprogets daglige forekomst i medierne. Men engelsk er fortsat i alt væsentligt et fremmedsprog i Danmark. Der er kun få egentlig tosprogede, og engelsk har ingen officiel status i landet. Som følge af globaliseringen er der imidlertid nu eksempler på, at engelsk fungerer som andetsprog. Fx har nogle internationale virksomheder engelsk som koncernsprog, også i Danmark. I forbindelse med denne udvikling er der blevet opmærksomhed omkring risikoen for ’domænetab’, dvs. at visse typer af sprogbrug helt kommer til at foregå på engelsk (fx i videregående uddannelse, særlig naturvidenskab), og man har i den forbindelse fået en dansk sprogpolitik, hvis nøgleord er parallelsproglighed, dvs. at dansk skal bruges på alle områder, inden for nogle domæner jævnsides med engelsk.

Læs videre om engelsk grammatik, udtale og ordforråd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fritz Larsen, Niels Davidsen-Nielsen, Peter Harder: engelsk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70865