Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sino-tibetanske sprog

Oprindelige forfattere AHyll og BAr Seneste forfatter Redaktionen

sino-tibetanske sprog, tidl. indo-kinesisk, sprogæt talt i dele af Øst- og SØ-Asien, Tibet, Bhutan, Nepal, Ø- og Nordindien samt Nordpakistan. Ætten inddeles i en sinitisk og en tibeto-burmesisk sprogfamilie og overgås, målt i antallet af sprogbrugere, kun af indoeuropæisk. Sinitisk består af dels de kinesiske sprog, der tales af over 1,2 mia. i Kina og den øvrige verden, dels sproget bai, der tales af ca. 1,9 mio. i Yunnan-provinsen. Tibeto-burmesisk tales af i alt ca. 70 mio. og menes at omfatte ca. 300 sprog, hvoraf langt de fleste tales af stammefolk på under 1 mio.; størst er burmesisk, yi og tibetansk. Se også Indien (sprog).

Sino-tibetanske sprog
De sino-tibetanske sprog, hvis underinddeling er omstridt, tales af over 1,3 mia. Den her benyttede klassifikation følger i hovedtræk P. Benedicts teori.

Sinitiske sprog

      Kinesisk
    • Nordkinesisk eller mandarin er verdens største sprog og tales af ca. 900 mio., heraf ca. 860 mio. i Kina (1996), ca. 5 mio. i Taiwan (1993) og ca. 1 mio. i Singapore, samt af betydelige mindretal i de øvrige sydøstasiatiske lande, i Stillehavsområdet og på de amerikanske kontinenter.
    • Wu eller shanghaidialekten tales af ca. 90 mio. i det østlige Kina.
    • Min eller fujianesisk tales af ca. 45 mio. (1996) i de SØ-kinesiske provinser Fujian, Zhejiang og Guangdong samt på øen Hainan; hertil kommer ca. 15 mio. i Taiwan (1997) samt ca. 10 mio. i bl.a. Thailand, Malaysia, Singapore, Indonesien og USA.
    • Yue eller kantonesisk tales af ca. 65-70 mio. i Sydkina, inkl. Hongkong og Macao.
    • Kejia eller hakka tales af ca. 35 mio. (1996) i Sydkina og Taiwan.
    • Xiang eller hunanesisk tales af ca. 35 mio. (1996), især i den SØ-kinesiske provins Hunan.
    • Gan eller jiangxidialekten tales af ca. 31 mio. (1996) i de SØ-kinesiske provinser Jiangxi og Hubei.
      Bai
    • Bai eller minjia med de tre stærkt afvigende dialekter dali, jianchuan og lanbi tales af ca. 1,9 mio. i den kinesiske provins Yunnan.

Tibeto-burmesiske sprog

  • Karensprog
      Omfatter ca. 20 sprog, der tales af etniske minoritetsgrupper på i alt ca. 4 mio. (1998) i det sydøstlige Myanmar (Burma) og tilgrænsende dele af Thailand; de største er sgaw (ca. 2 mio., 1998), pwo (ca. 1,3 mio., 1998) og pa-o (ca. 500.000, 1998).
  • Bodiske sprog
      Omfatter den tibetiske undergruppe med de mange varianter af tibetansk, der tales af i alt ca. 6 mio. i Tibet, Bhutan, Nepal og Nordindien, newari, der tales af ca. 825.000 (2001) i Nepal, gurung-sprogene og chantel, der tales i Nepal af ca. 1,7 mio., og de mange kiranti-rai-sprog, der tales spredt i Himalaya, hvoraf de største er magar (ca. 570.000, 1994) og limbu (ca. 360.000, 2001).
  • Bariske sprog
      Omfatter et meget stort antal sprog i Nordindien, Myanmar, Bangladesh og Tibet, hvoraf de fleste kun tales af nogle få tusinde: jingpo eller kachinisk (ca. 650.000), de ca. 20 mindre konyaksprog, de ca. 10 bodo-garo-sprog, hvoraf de største er kok borok (ca. 790.000, 1997), bodo og garo (begge ca. 600.000), de mange kuki-chin-naga-sprog, hvoraf de største er meithei eller manipuri (ca. 1,3 mio., 1997), kuki-chin (ca. 850.000) og mizo eller lushai (ca. 520.000, 1997), samt de miriske sprog, hvoraf de største er abor (ca. 450.000, 1994) og dafla (ca. 250.000, 1994).
  • Yi-burmesiske sprog
      Omfatter dels den burmesiske undergruppe i Myanmar med bl.a. nationalsproget burmesisk (ca. 32,3 mio., 2002) samt arakanesisk (ca. 1 mio. 2001) og taungyo (ca. 40.000, 2000), dels yi-sprogene i Syd- og Centralkina, Myanmar, Thailand og Laos med bl.a. yi eller lolo (ca. 5,5 mio., 2002), lalu og lisu (hver ca. 700.000, 1991), hani (ca. 600.000, 1991) og naxi eller moso (ca. 300.000, 1991).
  • Rungiske sprog
      Omfatter sprogene qiang (ca. 140.000, 1999), jiarong (ca. 85.000, 1999) og primmi (ca. 55.000, 1999) i de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan samt nungsprogene, herunder rawang (ca. 23.000) og fire mindre sprog, der tales i højlandsområder i Myanmar, Tibet, Yunnan og Indien.

Historie

Der er ikke overleveret et grundsprog for de sino-tibetanske sprog, men et sådant er på grundlag af struktur- og lydkorrespondenser i deres ordforråd søgt rekonstrueret som monosyllabisk, agglutinerende og uden toner.

Skriftlige kilder går for kinesisk tilbage til 1200-t. f.Kr., for tibetansk til 600-t. e.Kr. og for burmesisk til 1000-t. e.Kr.; de to sidstes ortografier er dannet efter indisk alfabetisk forbillede, mens de få andre sino-tibetanske skriftsystemer fra før 1900-t., fx naxi og xixia, følger det kinesiske skrifttegnsprincip.

Annonce

Slægtskabet mellem kinesisk, tibetansk og burmesisk blev ca. 1900-45 dokumenteret gennem komparative studier af bl.a. A. Conrady, H. Maspero og W. Simon. Nyere forskning har gjort forsøg på at påvise slægtskab mellem sino-tibetansk og hhv. austronesisk, athapaskisk, indoeuropæisk, jenisejisk og nordkaukasisk, men resultaterne er indtil videre ikke overbevisende.

Mange sprog i området er stadig uudforskede, og såvel afgrænsningen af de sino-tibetanske sprog som deres indbyrdes forhold er omdiskuteret. Li Fanggui, hvis teori er bredt antaget i Kina, inkluderede således tai-kadai og hmong-mien i sprogætten i modsætning til P. Benedict, der til gengæld medtog karensprogene; sidstnævnte teori er den almindeligste arbejdshypotese i vestlig forskning og ligger til grund for denne artikel.

Lyd

Lydligt bestod et morfem i grundsproget som maksimum af konsonant-medial-vokal-konsonant og som minimum af en konsonant, der som affiks knyttede sig til rodmorfemet; medialen kunne være en halvvokal eller likvid. Affikserne resulterede især i begyndelsen af en stavelse ofte i konsonantophobninger, som i varierende grad er bevaret i gammeltibetansk og i moderne tibeto-burmesiske sprog som jingpo og kirantisk, men ikke i fx kinesisk.

Grammatik

De moderne sino-tibetanske sprog er strukturelt meget forskellige. De kinesiske er generelt isolerende, monosyllabiske, tonale og har ledstillingen subjekt—verbum—objekt (SVO). De tibeto-burmesiske derimod er agglutinerende, nogle er polysyllabiske og atonale, og bortset fra karensprogene har alle ledstillingen SOV.

Ordforråd

Indbyrdes forskelle skyldes især kontakt til andre sprog i området. En liste over 489 almindelige, beslægtede ord i gammeltibetansk og oldkinesisk omfatter bl.a. ordene 'far, dræbe, to', jf. gammeltibetansk pha, sad, gnyis over for oldkinesisk bjag, sriat, njid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Birthe Arendrup: sino-tibetanske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159348