Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

austroasiatiske sprog

Oprindelige forfattere AHyll, JRisc og SEge Seneste forfatter Redaktionen

Austroasiatiske sprog tales på Sydøstasiens fastland — det tidligere Bagindien — i landene mellem Kina og Indonesien, på Nicobarerne samt enkelte steder i Indien.

Austroasiatiske sprog tales på Sydøstasiens fastland — det tidligere Bagindien — i landene mellem Kina og Indonesien, på Nicobarerne samt enkelte steder i Indien.

austroasiatiske sprog, (første led af lat. auster 'syd'), sprogfamilie, der omfatter ca. 100 mio. mennesker og ca. 150 sprog, først opstillet af den østrigske antropolog Ernst Kuhn i 1889. I 1906 videreførte Wilhelm Schmidt med baggrund i ordforråd, fonologi og morfologi disse studier, og han foreslog dels navnet austroasiatisk, dels at forene austroasiatisk med austronesisk i en fælles sprogæt, austrisk, men det sidste forslag har ikke vundet almindelig anerkendelse. Se også austriske sprog.

De austroasiatiske sprogs udvikling er præget af, at mens mundasprogene i vest har fjernet sig fra mon-khmer under indflydelse af indiske sprog, har vietnamesisk fjernet sig fra de øvrige mon-khmer-sprog på grund af en flere tusinde år gammel påvirkning fra kinesisk. Chamsprogene i Vietnam blev tidligere anset for at være mon-khmer-sprog på grund af ligheder i fonologi og grammatik, men i dag står det klart, at de grundlæggende er austronesiske.

Man skelner mellem tre klasser inden for austroasiatisk: munda, nicobarisk og mon-khmer. Hertil kommer aslisprogene, der tales i Malaysia og er beslægtet med de sydlige mon-khmer-sprog.

Annonce

Austroasiatiske sprog

Mundasprog tales af ca. 10 mio. i tidligere isolerede enklaver i Indien. Vigtige dele af ordforrådet knytter mundasprogene til mon-khmer, men grammatisk står de dravidisk og indoeuropæisk nærmere. Der skelnes mellem køn (besjælet over for ikke-besjælet). Substantiver bøjes i tal, og verber i tid, måde og aspekt.

De vigtigste sprog er foruden korku, som tales i Madhya Pradesh og i modsætning til de øvrige mundasprog er et tonesprog, sora, der tales i og omkring Orissa, samt santali, mundari, ho, kharia og andre sprog på Chota Nagpur-højsletten vest for Bangladesh.

Nicobariske sprog på øgruppen Nicobarerne i Den Bengalske Bugt tales af ca. 40.000 og fordeler sig på et dusin forskellige sprog.

Mon-khmer-sprog omfatter en række sproggrupper, der er klart beslægtede. Det er bl.a. leksikalsk og fonologisk begrundet, at vietnamesisk tilhører mon-khmer-gruppen, idet nogle af de vietnamesiske toner formentlig er udviklet af endekonsonanter i andre mon-khmer-sprog. Også andre mon-khmer-sprog er i færd med at udvikle toneregistre, fx khmer og khmu, palaung og wa (paraok) samt bahnar. Disse tonesystemer er ikke rene, men involverer strubelyde af forskellig art. De enkelte grupper omfatter et vekslende antal sprog.

  • Khasi. Dette sprog, der tales i de indiske delstater Meghalaya og Assam af ca. 865.000 (1997), indeholder et stort antal låneord fra indoeuropæiske sprog.
  • Palaung. Denne gruppe, som findes i de nordlige grænseområder mellem Myanmar, Thailand, Kina og Laos, omfatter sprogene palaung, riang og wa, der tales i Nordmyanmar. Wa tales også i Kina, mens lavüa tales i Nordthailand og lamet i Laos.
  • Mon (talaing), der tales af ca. 850.000 (2004), har gennem tiderne været et vigtigt kultursprog og tales i det sydligste Myanmar og det centrale Thailand. Beslægtet hermed i Thailand er nyahkur, der tales af ca. 2000 efterkommere af det engang så mægtige Dvaravati-rige.
  • Khmer eller cambodjansk, der tales i Cambodja og spredt i det sydlige Vietnam, er et vigtigt kultursprog, tidligere især anvendt i Angkor-riget. Der er formentlig over 14 mio. khmertalende.
  • Viet-muong udgør langt den største gruppe austroasiatiske sprog (ca. 69 mio., heraf ca. 67,5 mio. (1999) vietnamesere). Tidligere var deres tilhørsforhold stærkt omdiskuteret, og man har peget på både kinesisk og tai som grundsprog. Viet-muong opdeles i vietnamesisk og muong.
    • Vietnamesisk, tidligere annamitisk, har en del fundamentale gloser tilfælles med taisprog og mange med kinesisk, idet Vietnam var en kinesisk provins igennem 1000 år indtil 939 e.Kr. Sproget adskiller sig også grammatisk fra de øvrige mon-khmer-sprog og minder om tai og kinesisk ved udpræget monosyllabisme, ved mange grammatiske hjælpeord og ved manglende bøjningssystem.
    • Muong omfatter flere bjergstammesprog i det nordlige Vietnam.
  • Khmu (kammu). I Nordthailand og i Nordlaos tales khmusprogene, som omfatter khmu, der tales af knap 400.000, mal og pray, som begge også kaldes thin, samt mlabri, der er næsten uddødt og kun tales af nogle få hundrede personer, de såkaldte "gule blades ånder".
  • Bahnar. De ca. 30 bahnarsprog hører hjemme i Sydvietnam og tales af ca. 650.000 De opdeles i vestlige sprog: loven og brau, i nordlige sprog: bahnar, rengao, sedang, halang, hre, og i sydlige sprog: chrau, stieng, mnong og sre.
  • Katu. De mange katusprog tales af ca. 850.000 i Laos, Cambodja og Vietnam. Sproggruppen omfatter bl.a. katu, bru, kataang, kui og so.
  • Pear, der tales i Cambodja af ca. 10.000, omfatter bl.a. sprogene pear og chong.
  • Asli i Malaysia omfatter temiar, semai, jahhut, semelai, mahmeri, semaqbri o.a. I grænseegnene mellem Thailand og Malaysia og syd derfor findes desuden en række meget små, indbyrdes beslægtede sprog: tonga, jahai, kensiu, menriq o.a., som har en del fællestræk med aslisprogene.

Et skriftsprog kan dokumenteres i såvel mon- og khmer-sprog, som begge allerede ca. 600 e.Kr. havde en skrift af indisk oprindelse. Vietnameserne skrev oprindelig kinesisk, men fra omkring 700-t. udvikledes endvidere tegn af kinesisk type til en særlig vietnamesisk skrift. I midten af 1600-t. blev en vietnamesisk retskrivning med latinsk alfabet efterhånden udbredt. I 1910 afskaffedes de kinesisk inspirerede tegn officielt.

Udforskningen og klassifikationen af de austroasiatiske sprog gjorde store fremskridt i slutningen af 1900-t., om end adskillige mon-khmer-sprog fortsat er stort set uudforskede. Der opdages stadig nye mon-khmer-sprog i Indokina, dvs. i den østlige del af SØ-Asien. Hvad angår slægtskabet mellem munda og mon-khmer, må den genetiske og geografiske sammenhæng mellem disse to underfamilier anses for uafklaret; det er tænkeligt, at der både er tale om en tidlig opsplitning i to grene og om en eller anden grad af senere kontakt mellem dem.

Grammatik

Grammatisk er de austroasiatiske sprog bl.a. karakteriseret ved brugen af præfikser eller foranstillede partikler til at udtrykke verbers funktion og betydning. Man kan imidlertid diskutere, i hvilket omfang der er tale om bøjning i samme forstand som i fx indoeuropæisk. Typologisk set er det især karakteristisk for mon-khmer-sprogene, at de anvender orddannelsesmønstre såsom infigering (se infiks) til at danne substantiver fra verber og reduplikation til at modificere ords leksikalske betydning; en typisk brug af reduplikation er at danne verber, der betegner en mange gange repeteret handling (fx at ændre betydningen 'slå' til ' banke'). Adled står i austroasiatisk efter de ord, de lægger sig til, og objektet følger verbet. En undtagelse er dog munda, hvor objektet placeres foran verbet. Mundasprogenes grammatik har ændret sig radikalt fra den austroasiatiske type, hvad der forklares som i hvert fald delvis forårsaget af kontakten med andre indiske sprog. Nogle mon-khmer-sprog er ergative.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Jørgen Rischel, Søren Egerod: austroasiatiske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42199