Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tungusiske sprog

Oprindelige forfattere AHyll og ET-K Seneste forfatter Redaktionen

tungusiske sprog, manchu-tungusiske sprog, sprogfamilie, der af mange henregnes til den altaiske sprogæt. De tungusiske sprog, der tales af ca. 75.000 i Østsibirien, Nordøstkina og Mongoliet, er indbyrdes nærtbeslægtede, hvad der bl.a. kommer til udtryk i bøjningsmønstre, orddannelse, sætningsopbygning og fonembestand.

De tungusiske sprog inddeles i dels en nordlig gruppe, som omfatter bl.a. evenkisk eller solon (ca. 29.000), evensk eller lamutisk (ca. 7000) og orokensk (ca. 1200), dels en sydlig, som bl.a. består af det næsten uddøde manchurisk og det nærtbeslægtede sibo (ca. 30.000) samt nanajisk (ca. 5000). De øvrige tungusiske sprog tales af ganske få.

Manchurisk, som mht. både ordforråd og grammatik er stærkt påvirket af kinesisk, skrives med en variant af det mongolske alfabet. Denne skrift anvendes i modificeret form også af sibo, mens evenkisk og evensk skrives med det kyrilliske alfabet.

Annonce

De nordlige tungusiske sprog er agglutinerende, og såvel substantiv- som verbalbøjninger er stærkt komplicerede, bl.a. med op til 12 kasus. Sætningsstrukturen er oftest SOV, dvs. subjekt-objekt-verbal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Erik Thau-Knudsen: tungusiske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175138