Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

swahili

Oprindelige forfattere BFFr og EE-P Seneste forfatter Redaktionen

swahili, (af arab. sawāhilī 'kystbeboer'), kiswahili, bantusprog af sprogfamilien benue-kongo i den niger-kordofanske sprogæt. Swahili tales som modersmål af skønsmæssigt 2-5 mio. langs den østafrikanske kyst fra Mogadishu til Mozambique og som andetsprog eller lingua franca af ca. 40 mio. i det meste af Centralafrika. Sproget har officiel status i Kenya og Tanzania.

Eksempel på kongruens i sætningen watoto wawili wadogo walimsikia Hamisi ’de to små børn hørte Hamisi’.

Da Hamisi er navnet på en person, er det klasse 1. Wa-toto er klasse 2, som udtrykkes ved præfikset wa-. De andre ord i subjektet, talordet –wili og adjektivet –dogo, kongruerer med substantivet og får derfor også præfikset wa-. Verbalet wa-li-m-sikia står i præteritum og kongruerer dels med subjektet, der er markeret ved præfikset wa-, dels med objektet, som er markeret ved endnu et præfiks -m- fra klasse 1 umiddelbart foran verbets stamme.

Annonce

wa-totowa-wiliwa-dogowa-li-m-sikia Hamisi
kl.2-barnkl.2-tokl.2-lillekl.2 subj.-præt.-kl.1 obj.-høreHamisi

Swahili er tillige betegnelsen for en række swahilitalende, muslimske folkegrupper af blandet herkomst, opstået pga. kontakter mellem afrikanske kystfolk og arabiske, indiske og persiske handelsfolk; de er bosat langs Afrikas østkyst, i Kenya og Tanzania samt på øerne Pemba og Zanzibar.

Historie

Det skønnes, at en form af swahili er blevet talt før år 1000 af handelsfolk, der har haft nær kontakt med arabisk, jf. de mange arabiske låneord i sproget. Gennem handel spredtes sproget ind i kontinentet, hvor det i et vist omfang blev overtaget af de europæiske nybyggere og kolonialister og udbredt gennem administrationen.

De tidligste overleverede skrifter er poesi fra begyndelsen af 1700-t., skrevet med arabisk skrift. I dag skrives swahili med det latinske alfabet, og det bruges i vidt omfang i både medier og skoleundervisning i Kenya og Tanzania.

Udtale

Ordenes tryk falder på næstsidste stavelse. Der er fem vokaler, i, e, a, o, u, og et stort antal konsonanter, heraf nogle, som kun forekommer i arabiske låneord udtalt af modersmålstalende. Stavelser kan indledes med nasal efterfulgt af klusil, fx mtu 'menneske'. Der forekommer en del lydlige ændringer under bøjning og afledning, bl.a. ved vokalharmoni.

Grammatik

Swahili er et agglutinerende sprog med et rigt bøjnings- og afledningssystem. Som i andre bantusprog inddeles substantiverne i substantivklasser, der styrer kongruens ved adjektiver, demonstrativer, possessiver, interrogativer, visse talord og verber. De 15 substantivklasser er delvis semantisk bestemt:

Grammatik
klasse 1m-toto'barn'
klasse 2wa-toto'barn'
klasse 7ki-toto'lille barn, barnlig'
klasse 14u-toto'barndom, afhængighed'

Verber kongruerer med subjektet og undertiden også med objektet, og de bøjes i tempus og aspekt ved tilføjelse af præfikser. Desuden tager verberne suffikser, der angiver bl.a. indikativ, konjunktiv, passiv, reciprok, reversiv og kausativ, fx af -funga 'fastgøre', reciprok -fungana 'binde sammen', reversiv -fungua 'løsne' og reversiv-kausativ -funguza 'tvinge til at løsne eller frigøre'. Den almindeligste ledfølge er subjekt—verbal—objekt. Af ledsætningstyper forekommer fx objektsætninger og relativsætninger.

Dialekter

De vigtigste varianter af standardswahili er kiunguja på Zanzibar og kimvita i Mombasa. Swahili har været og er stadig udsat for pidginisering, jf. den tidligere anvendte betegnelse for de europæiske farmeres lingua franca, kisettla, som er dannet af præfikset ki-, der angiver klasse 7 om ting,og eng. settler 'nybygger'; se også bantu (bantusprog).

I de pidginiserede former forsvinder meget af sprogets morfologi. Fx indgår roden jambo 'sag, anliggende, problem' i negerede former i hilseformularer som Hujambo, bwana? 'Har du ingen problemer, herre?', hvortil der svares: Sijambo! 'Jeg har ingen problemer'. Pidginhilsenen er reduceret til Jambo!, hvortil der svares Jambo!

Siden uafhængigheden i Kenya og Tanzania er der gjort meget for at udvikle sprogets anvendelsesmuligheder som kommunikationsredskab i en moderne samfundsstruktur, især mht. ordforråd og sprogbrugsnormer.

Litteratur

Den tidligste litteratur på swahili var stærkt præget af islam. I 1800-t. blomstrede en didaktisk fortællende digtning, kaldet utendi, kendetegnet af regelmæssigt opbyggede firelinjede strofer. Digtningens emner var profetens liv, kampe mellem kristne og muslimer og jordelivets forgængelighed. Samtidige historiske krøniker beskrev de østafrikanske bysamfunds storhed og fald. I 1858 skrev den første kendte kvindelige swahilidigter, Mwana Kupona (ca. 1810-60), en belærende og underholdende afhandling til sin datter om dagligliv, moral og menneskelige relationer. Litteratur på swahili blev opmuntret af kolonimagterne i Østafrika, men blev først udbredt i regionen gennem forfatteren Shaaban Robert (1909-62), der levede i Tanganyika. I Kenya og især i Tanzania opstod der i 1960'erne en levedygtig populærlitteratur på swahili; romantiske fortællinger, detektivhistorier og historiske romaner, der har en stor læserskare, især blandt unge østafrikanere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Folke Frederiksen, Elisabeth Engberg-Pedersen: swahili i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167894