Topikalisering, placering af et sætningselement på sætningens første plads for at gøre det til tema eller topik.

På dansk kan de fleste elementer topikaliseres: I Hans kommer i morgen er subjektet Hans tema, mens det i I morgen kommer Hans er tidsadverbialet, der er tema. Også andre elementer kan topikaliseres på dansk, fx Peter holder hun meget af, Hurtig er han nu ikke og At spise op er han ikke meget for, hvor topikaliseringen giver en særlig kommunikativ markeringseffekt.

Ofte tjener topikalisering til at understrege en modsætning som i Maden køber vi i dag, vinen kan vente til i morgen, hvor maden og vinen holdes op mod hinanden. På mange sprog er subjektet normalt sætningens første element, og nogle forskere taler da ikke om topikalisering, men blot om normal ord- eller ledstilling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig