Talehandlinger er handlinger, der udtrykkes gennem en ytring. Begrebet er udviklet i 1960'erne af filosofferne J.L. Austin og J.R. Searle.

Faktaboks

Etymologi

Ordet talehandling er oversat fra engelsk speech act, dannet af speech 'tale' og act 'handling'.

Også kendt som

sproghandling

Tidligere blev sprog overvejende forstået som udtryk for tanker om verden, men Austin fastslog i How to Do Things with Words (1962), at ikke alle ytringer kan forstås som beskrivende: Den, der siger jeg døber dette skib "Najaden", udfører med sine ord en handling og beskriver ikke bare virkeligheden.

Performativer og konstativer

Først sondrede Austin mellem handlingsudførende ytringer, performativer, og "normale" beskrivende ytringer, konstativer, men senere analyserede han også disse som handlinger: Det at beskrive verden på en bestemt måde, jf. udsagn som ulven kommer!, er også en social handling med konsekvenser, man er ansvarlig for.

Konstitutive og regulative regler

Searle videreførte i Speech Acts (1969) Austins analyse ved bl.a. at analysere de mekanismer, der gør talehandlinger mulige. En central rolle spiller de såkaldte konstitutive regler, som alene ved deres eksistens muliggør handlinger, jf. spil som fodbold: Kun fordi det at sparke bolden over målstregen "tæller som" at "lave mål", giver det mening med alle anstrengelserne ved udførelsen af den fysiske handling. Konstitutive regler ligger tilsvarende bag sprogbrug: Alene fordi det at sige jeg lover... tæller som et løfte, giver det mening at sige det. I modsætning til konstitutive regler står regulative regler, fx færdselsregler, som styrer aktiviteter, der også ville findes uden reglernes eksistens.

Vellykkethedsbetingelser

En anden central egenskab ved talehandlinger er deres "pasretning" (engelsk direction-of-fit), som indebærer, at en påstand skal passe med virkeligheden, for at ytringen kan være sand, mens et påbud indebærer, at modtagerens handlinger skal passe med det, ytringen siger, for at den kan siges at være vellykket. Man taler derfor om, at talehandlinger har vellykkethedsbetingelser og ikke sandhedsbetingelser (se sandhed).

Forholdet mellem "er" og "bør"

Searles teori om talehandlinger har via diskussionen om løfter haft betydning for opfattelsen af forholdet mellem er og bør, idet han har påvist, at man ved sin måde at beskrive virkeligheden på også kommer til at hæfte for den værdidom, som sprogbrugen forudsætter. Hvis man således erklærer, at noget er et løfte, følger det heraf, at man bør handle, som man har lovet.

Den tyske filosof J. Habermas har argumenteret for, at selve kommunikationssituationen giver et etisk grundlag for menneskeligt samkvem. Ifølge Habermas kan en handlings berettigelse afprøves i et kommunikativt rum, hvor fornuften kan sætte grænser for tvangen i kraft af "det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang".

Talehandlingsbegrebet har den begrænsning, at det omhandler den enkelte ytring snarere end sammenhænge og typer af social interaktion. Bl.a. derfor har dets vigtigste rolle været at afdække grundlæggende egenskaber ved sprogligt samkvem snarere end at give afsæt for empiriske analyser af faktisk interaktion.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig