• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K, k

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Evang

K, k, 11. bogstav i alfabetet. Romerne overtog tegnet K med lydværdien [k] fra det græske bogstav kappa, der kom af det fønikiske kaf. Latin havde oprindelig tre bogstaver for k-lyd: c foran e og i, k foran a og q foran o og u. C fortrængte tidligt K, som på klassisk latin kun findes i nogle få navne og forkortelser, fx K. for mandsnavnet Kaeso, Kal. for Kalendae 'den første dag i måneden' og som første bogstav i bynavnet Karthago. Q blev kun bevaret i kombinationen qu. I de germanske sprog blev det latinske K den almindeligste gengivelse af [k] i hjemlige ord, men især i egennavne findes stadig tysk- og latinprægede stavemåder med c, ch og ck samt qu og qv. I de fremmedord, hvor bogstavet c har lydværdien [k], skrives ordet oftest med k, mens det bevares med lydværdien [s], fx cirkus. K bruges på dansk endvidere som gengivelse af græsk Χ (chi) i en række låneord, fx Kristus, kromatisk, kimære.

Udtale

I dansk udtales k som en ustemt velær klusil. I ren forlyd er udtalen et postaspireret [k], fx kime, krybe, forkæle, amerikaner. I alle andre stillinger udtales et uaspireret [g]: i dækket forlyd fx skelne, skjorte, skvat, efter konsonant fx folk, tanke, huske, værk, efter vokal dels i udlyd fx hæk, politik, dels i indlyd fx ækel, artikel, nellike. I udtalen er der således sammenfald mellem bække og begge, mukken 'det at mukke' og muggen, tikke og tigge. Også ck udtales [g], fx trick, checke.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Chr. Gorm Tortzen: K, k i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102849