K, k er det 11. bogstav i alfabetet.

Oprindelse

Romerne overtog tegnet K med lydværdien [k] fra det græske bogstav kappa, der kom af det fønikiske kaf. Latin havde oprindelig tre bogstaver for k-lyd: c foran e og i, k foran a og q foran o og u. C fortrængte tidligt K, som på klassisk latin kun findes i nogle få navne og forkortelser, fx K. for mandsnavnet Kaeso, Kal. for Kalendae 'den første dag i måneden' og som første bogstav i bynavnet Karthago. Q blev kun bevaret i kombinationen qu. I de germanske sprog blev det latinske K den almindeligste gengivelse af [k] i hjemlige ord, men især i egennavne findes stadig tysk- og latinprægede stavemåder med c, ch og ck samt qu og qv. I de fremmedord, hvor bogstavet c har lydværdien [k], skrives ordet oftest med k, mens det bevares med lydværdien [s], fx cirkus. K bruges på dansk endvidere som gengivelse af græsk Χ (chi) i en række låneord, fx Kristus, kromatisk, kimære.

Udtale

I dansk udtales k som en ustemt velær klusil. I ren forlyd er udtalen et postaspireret [k], fx kime, krybe, forkæle, amerikaner. I alle andre stillinger udtales et uaspireret [g]: i dækket forlyd fx skelne, skjorte, skvat, efter konsonant fx folk, tanke, huske, værk, efter vokal dels i udlyd fx hæk, politik, dels i indlyd fx ækel, artikel, nellike. I udtalen er der således sammenfald mellem bække og begge, mukken 'det at mukke' og muggen, tikke og tigge. Også ck udtales [g], fx trick, checke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig